Bydgoszcz, ty. Bromberg, industriby ved floden Brda tæt ved dens udmunding i Wisła i det centrale Polen 105 km NØ for Poznań; 368.200 indb. (2004). Bydgoszcz er hovedstad i den 17.970 km2 store provins Kujawsko-Pomorskie med 2.068.300 indb. Den 25 km lange Bydgoszczkanal fra 1773-74 forbinder Brda med Noteć og dermed Wisłas og Oders vandveje, og byen er et vigtigt trafikknudepunkt med en stor indlandshavn. Den gamle bydel ligger på Brdas sydlige bred omkring et stort, rektangulært torv med en sengotisk kirke og et jesuiterkollegium. Ved flodbredden ligger tre kornmagasiner fra 1700-t., hvori der nu er museum. I mellemkrigstiden begyndte en kraftig industriel udvikling, og byen har siden 2. Verdenskrig været en af de største industribyer i Polen med en mangesidig produktion, hvor de vigtigste brancher er kemisk industri, fødevareindustri og produktion af radio- og tv-udstyr. Industrien beskæftiger 54% af arbejdstyrken (2004).
Bydgoszcz blev grundlagt som fæstningsby i et vigtigt trafikknudepunkt i 1100- og 1200-t. Den fik byrettigheder i 1346, og bl.a. gennem stor handel med korn og tømmer udviklede den sig indtil Polens første deling i 1772 til en af de otte vigtigste polske byer, dog med et stærkt tysk islæt. I 1657 underskrev Polen her en traktat, hvorefter lensherredømmet over Preussen overgik til kurfyrsten af Brandenburg. Byen var polsk 1807-15, preussisk 1815-1920 og derefter igen polsk.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.