Til topmødet for EFs statsledere i Fontainebleau i 1984 ankom den britiske premierminister Margaret Thatcher med et krav om reduktion af det britiske bidrag til EFs budget. Der var tale om et krav som Margaret Thatcher allerede havde anslået da hun tiltrådte som premierminister tidligere med udtrykket ”I want my money back”. Dermed var anslået et tema om britisk enegang i EF/EU, som varede gennem hele landets medlemskab.
Kravet, som førte til et sammenbrud af topmødet pga. modstand fra de øvrige lande, endte med senere at blive forhandlet på plads, således at den britiske rabat på medlemsbidraget trådte i kraft i 1985. Der var tale om en reduktion på det samlede britiske bidrag med 66%. Rabatten på medlemsbidraget var i kraft helt frem til det tidspunkt, hvor Storbritannien forlod EU i 2020, selvom Tony Blair i 2005 gav nogle indrømmelser og forpligtede Storbritannien til et større bidrag for at medfinansiere den store udvidelse af EU med 10 Øst- og Centraleuropæiske lande, som blev vedtaget på EU-topmødet i København i 2004.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.