Boris Johnson

Boris Johnson er uddannet på den private elitekostskole Eton College og derefter på Balliol College, University of Oxford; en kombination, som ses hos mange fremtrædende konservative politikere nu og tidligere. Efter at han forlod Oxford, indledte han i 1987 en karriere som journalist, herunder som EU-korrespondent i Bruxelles for The Times og senere The Daily Telegraph. I perioden 1999-2005 var han chefredaktør på det konservative ugemagasin The Spectator.

Han benyttede disse stillinger til opbygge sit personlige brand og blive kendt for en skeptisk holdning til EU, som kom til udtryk gennem en række artikler, en del af dem baseret på tvivlsomme fakta. De tegnede et stærkt fordrejet billede af EU for den britiske offentlighed, hvilket han senere kunne drage politisk nytte af. På grund af sit afslappede forhold til kilder og almindelig journalistisk metode blev han flere gange fyret fra de aviser, han arbejdede for.

Boris Johnsons politiske karriere startede med, at han blev valgt til en plads i House of Commons for Conservative Party i 2001. Denne beholdt han til 2008, hvor han forlod parlamentet for at stille op til valget til overborgmester i London. Han vandt dette valg og blev genvalgt til en ny fireårig periode i 2012. Det var i sig selv en politisk præstation som konservativ at blive valgt til denne post i en overvejende rød by som London, og det gav de første tegn på hans evner som politisk, og i manges øjne populistisk, kommunikator.

I 2015 blev han igen valgt ind i parlamentet, og da Theresa May overtog posten som premierminister efter David Cameron i sommeren 2016 efter Brexitafstemningen, udnævnte hun ham til udenrigsminister. Han skabte ikke bemærkelsesværdige resultater på den post, men brugte den flittigt til at underminere Theresa Mays position og trak sig fra posten efter to år. Angiveligt i utilfredshed med indholdet i den udtrædelsesaftale, som Theresa May havde forhandlet på plads med EU i efteråret 2018, men reelt nok mere af taktiske grunde for at positionere sig til et ventet, kommende formandsopgør i partiet.

Boris Johnson spillede en hovedrolle i at skabe grundlaget for Brexit. Han havde i årevis op til folkeafstemningen været uklar med hensyn til sin holdning til spørgsmålet og meldte først ud, om han ville lægge sit lod i vægtskålen for remain eller leave, få måneder før afstemningen.

Hans beslutning om at føre kampagne for britisk udtræden fik en afgørende indflydelse på resultatet. Han var en af de ledende politikere i den officielle Vote Leave-kampagne, som med få, effektive kampagneslogans overbeviste mange vælgere på tværs af partigrænser om at stemme for, at Storbritannien skulle træde ud af EU.

Da tidligere premierminister Theresa May fik sin udtrædelsesaftale afvist med massive flertal tre gange i parlamentet i januar-marts 2019, trak hun sig. Det banede vejen for, at Boris Johnson kunne vælges til ny leder af Conservative Party og til premierminister. Han arvede et spinkelt flertal i parlamentet fra sin forgænger, men ved det valg, han fik fremprovokeret i december 2019, knuste han oppositionspartiet Labour med Jeremy Corbyn i spidsen og sikrede sig et stort politisk manøvrerum med et konservativt flertal på 80 mandater; det største flertal partiet havde opnået siden 1980'erne. Dette brugte han til at opfylde sit primære valgløfte og gennemførte formelt den britiske udtræden af EU den 31. januar 2020 med en genforhandlet udtrædelsesaftale.

Den væsentligste forskel på Boris Johnsons aftale og den, Theresa May havde forhandlet, var, at Boris Johnson flyttede told- og reguleringsgrænsen mellem EU og Storbritannien til Det Irske Hav, hvormed Nordirland reelt forblev inden for EU's indre marked. Den særlige Nordirlandsprotokol, som var en del af udtrædelsesaftalen, førte til massive politiske problemer, hvilket først fandt en form for løsning med Rishi Sunaks såkaldte Windsoraftale i februar 2023. Situationen er dog endnu ikke helt faldet til ro, idet det lille nordirske unionistparti, Democratic Unionist Party, er imod hvad det opfatter som britisk forræderi mod Nordirland med denne aftale.

Boris Johnsons tre år som premierminister var stormfulde og kaotiske. Ud over de fortsatte problemer med Brexit og de deraf følgende økonomiske problemer var hans håndtering af coronakrisen præget af storladen retorik men for lidt og for sen handling og gentagne indbyrdes modsatrettede udmeldinger om nedlukninger, adfærdsregler osv. Dette var én af årsagerne til, at antallet af coronarelaterede dødsfald i Storbritannien var det højeste i Europa målt i forhold til befolkningsstørrelser, og at de nationale nedlukninger, da de kom, var meget hårde.

I forlængelse af coronakrisen har perioden fra november 2021 været præget af den såkaldte partygate; et udtryk, der dækker over, at mens landet var lukket hårdt ned, blev der afholdt en række sociale arrangementer med indtagelse af angiveligt betydelige mængder alkohol og brud på forsamlingsregler i Downing Street 10, premierministerens embedsbolig og private residens. Boris Johnson deltog selv i flere af disse.

Der er gennemført både en politiundersøgelse af de mange regelbrud og en embedsmandsundersøgelse af forløbet, som begge placerer et medansvar hos Boris Johnson. Politiundersøgelsen førte til, at Boris Johnson fik en bøde. Det var første gang i britisk historie, at en siddende britiske premierminister blev sanktioneret for lovbrud.

Som en foreløbig politisk kulmination på partygate mistede et større antal af Boris Johnsons partifæller i parlamentet tilliden til ham og fremprovokerede en mistillidsafstemning om hans fortsatte position som leder af partiet og dermed som premierminister. Mistillidsafstemningen blev afholdt den 6. juni 2022 og endte med, at 211 ud af 359 konservative parlamentsmedlemmer gav udtryk for fortsat tillid til Boris Johnson, mens 148 stemte for, at han skulle forlade posten.

I begyndelsen af juli 2022 betød ny kritik af Boris Johnson, at en lang række ministre, med finansminister Rishi Sunak som den første, trak sig fra regeringen i protest. Den fornyede kritik skyldtes, at Johnson havde forfremmet et parlamentsmedlem, Chris Pincher, til funktionen som chefindpisker (chief wip) trods gentagne sager med anklager mod ham om seksuelle krænkelser. Endnu en gang skyldtes utilfredsheden blandt hans partifæller med Boris Johnson hans personlige moral og hans skødesløse håndtering af sit embede mere end egentlige politiske uoverensstemmelser.

Den 7. juli 2022 meddelte Johnson, at han trak sig som partiformand, men at han blev på posten som premierminister til en ny formand var valgt og kunne overtage posten.

Boris Johnson blev efterfulgt som partileder og premierminister af Liz Truss den 5. september, efter at hun havde vundet over rivalen, Rishi Sunak. Liz Truss måtte dog træde tilbage efter blot 49 dage på posten og blev den 25. oktober 2022 efterfulgt af Rishi Sunak.

Ud over at partygate allerede har haft alvorlige konsekvenser for Boris Johnson, er der fortsat mulighed for, at han vil blive ramt af endnu en undersøgelse, der kan ende med, at hans politiske karriere er slut. House of Commons nedsatte i efteråret 2022 et undersøgelsesudvalg (privileges commitee) fra egne rækker, som undersøger, om Boris Johnson har vildledt eller løjet for parlamentet i de forklaringer, han har givet om brud på coronareglerne i Downing Street under nedlukningerne.

Ud over parlamentets undersøgelse af Johnsons brud på coronareglerne kan også den kommissionsundersøgelse, under ledelse af Lady Hallet, af den britiske regerings håndtering af COVID-19-epidemien, mens Johnson var premierminister, vise sig stærkt belastende for ham. I forbindelse med denne undersøgelse kom det i øvrigt frem i maj 2023, at Boris Johnson ud over ulovlige sociale sammenkomster i Downing Street også ved flere lejligheder havde brudt forsamlingsforbuddet under ophold på sit landsted Chequers.

Parlamentsudvalget afleverede sin rapport til Underhuset den 15. juni 2023. Det var derefter op til Underhuset at debattere rapporten og beslutte eventuelle sanktioner mod Johnson. En mulig alvorlig sanktion er at fratage ham pladsen i parlamentet og udskrive suppleringsvalg i hans valgkreds.

Den 8. juni blev Boris Johnson forhåndsorienteret om indholdet i ovennævnte parlamentsudvalgs rapport. Denne indeholder hård kritik af Johnson og konkluderer, at han vildledte parlamentet, og den anbefaler en langvarig suspendering af ham. Boris Johnson kom imidlertid parlamentets behandling af rapporten i forkøbet ved selv at trække sig og dermed undgå den ydmygelse, det ville være at blive stemt ud af et flertal parlamentets medlemmer.

Den 9. juni nedlagde han således sit mandat med øjeblikkelig virkning. Johnson annoncerede ved sin udtræden, at han ikke anerkender udvalgets rapport.

• Brexit
• Theresa May
• Conservative Party
• partygate
• 1922-komitéen