Barrit Kirke er en landligt beliggende kirke lidt nord for Barrit, godt 12 kilometer sydøst for Hedensted. Kirken er romansk i sin kerne, men er gennemgående præget af en ombygning i slutningen af 1800-tallet både udvendigt og i inventaret. Et kapel på kirkens nordside indeholder usædvanligt mange gravsten og kister.
Barrit Kirke
Faktaboks
- Sogn
- Barrit Sogn
- Provsti
- Hedensted Provsti
- Stift
- Haderslev Stift
- Kommune
- Hedensted Kommune
Kirkebygning
Kirken fremstår i dag som en 1800-talsbygning på grund af en modernisering i 1879-1882, hvor kirken fik påsat et ydre murlag i røde mursten. Kirken har dog ældre rødder og består i sin kerne af et skib fra romansk tid og et kor fra begyndelsen af 1300-tallet. I senmiddelalderen tilføjede man et kapel på skibets nordside og et tårn på vestenden. Et dåbsværelse på vestsiden af tårnet er fra 1984.
Udvendigt er hele kirken med undtagelse af gravkapellet præget af 1800-tallets skalmuringer, dvs. at man har tilføjet et nyt lag mur på ydersiden af den oprindelige, og den fremstår i dag derfor med røde murstensmure og skiferlagt tag. Kapellet er i stedet hvidkalket og har rødt tegltag.
Den romanske kirke
I romansk tid (ca. 1050-1275) blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Barrit Kirke, hvor skibets indermure er bygget af frådsten, om end i dag som nævnt helt skjult bag 1800-tallets mursten.
På grund af de store skalmuringer i 1800-tallet er næsten alle oprindelige detaljer enten skjult eller ødelagte. En af de oprindelige døre til kirken er dog fortsat synlig. Som stort set alle andre middelalderkirker havde kirken nemlig oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Syddøren har været tilmuret siden ombygningen i 1879-1882, mens den tilsvarende norddør endnu er i brug, siden ombygningen dog i ændret form. Siden middelalderen har norddøren forbundet skibet med kapellet, mens indgangen ved ombygningen blev flyttet til tårnet.
Tilbygninger og ombygninger
Kirkens første større ombygning skete allerede omkring år 1300, hvor koret noget usædvanligt blev revet ned og erstattet af et nyt, som nok blev bygget af genbrugte materialer fra det gamle. Korets tresidede afslutning er et typisk træk for kor fra gotisk tid. Det er usikkert, om korets hvælvede loft er samtidigt med selve bygningen, eller om det er en senere tilføjelse.
Omkring år 1500 er det dog sikkert, at skibets oprindelige træloft blev erstattet af de nuværende hvælv.
Sikkert nogenlunde samtidigt blev tårnet opført, men denne bygningsdel er som skibet og koret i høj grad præget af senere ombygninger, særligt i 1787 og 1879-1882. Tårnets høje, spidse spir med en gavl i hvert verdenshjørne stammer fra sidstnævnte ombygning. Gavlene er udsmykket med hver fem stigende rundbuede blændinger, dvs. dekorative murnicher. Trappehuset på vestsiden stammer fra restaureringen i 1800-tallet, og det danner kernen for det senere dåbsventeværelse.
Kapellet på kirkens nordside er fra omkring 1590. Den meget store tilbygning er bygget af store mursten og var tidligere hjemsted for en gravkælder, som blev fyldt op i årene efter 1764. Den gamle etageadskillelse markeres dog fortsat på facaderne af et omløbende savskifte, dvs. en række hvor stenene er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad.
Kirkens yngste tilbygning er et dåbsventeværelse, som er bygget som en gang udenom tårnets trappehus i 1980.
Kirkens indre
Indvendigt står kirkerummet med hvidkalkede vægge og høje, hvælvede lofter, mens gulvet er belagt med et karakteristisk mønster i skiftevis røde og gule mursten.
Inventar og gravminder i Barrit Kirke
Inventaret i Barrit Kirke er primært fra 1879-1882, idet enkelte ældre dele dog også er bevaret.
Døbefont fra ca. 1250-1275
Altertavlemaleri fra 1700-tallet
Altertavlens maleri, forestillende Den Sidste Nadver, er fra 1731. Maleriet er indsat i en ramme i skønvirkestil fra 1918, som er udsmykket med udskårne vinranker, to bedende engle og øverst Gudslammet.
Prædikestol, krucifiks og bænke fra 1800-tallet
Størstedelen af kirkens inventar er fra istandsættelsen i 1879-1882 og er overvejende i nyromansk stil. På skibets vestvæg ses fx et forgyldt krucifiks fra denne tid, som oprindeligt blev opsat som alterdekoration. Også de enkle bænke er fra istandsættelsen.
Prædikestolen er opbygget af seks fag med store rundbuede felter. Træværket er malet i rødlilla eller hvid marmorering, dvs. malet så det ligner marmor.
Gravminder
Kirken er ret rig på gravminder, som i dag alle findes i kapellet. Gravminderne tæller hele otte store gravsten fra perioden 1650-1808 samt otte kister fra perioden 1669-1775.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.