Banner. Familiens våben, skrådelt af hvidt over rødt. På hjelmen er der op fra tretten røde palisader anbragt tretten vekselvis røde og hvide bannere.

.

Banner er en dansk adelsslægt. Ifølge traditionen er Timme Sjællandsfar, der fulgte Knud den Store på hans Englandstogt omkring år 1000, stamfader til både den svenske slægt Banér og den danske Banner. Ældste sikre bevidnede slægtsmedlem er marsk Erik Nielsen (død 1345), lensmand på Aalborghus.

Slægten er især knyttet til Nordjylland og benyttede ud over efternavne dannet af farsnavnet familienavne som Brune, Høg og Rød. Først med kong Frederik 1.s påbud om faste slægtsnavne valgtes navnet Banner ud fra de bannere, der smykkede det skrådelte skjolds hjelm.

Dele af slægten tilhørte rigsrådsadelen og havde høje civile og militære embeder. Mest kendt er rigsmarsk Erik Eriksen Banner til Asdal, der sammen med Mogens Gøye gik stærkt ind for valget af Christian 3. Geheimeråd Niels Banner (1622-1670) til Frederiksgave var en af Frederik 3.s yndlinge. Med Niels' sønnesøn, kaptajn i søetaten Niels Banner, uddøde mandslinjen i 1713.

Slægtstavle over slægten Banner.

.
Licens: Brukerspesifisert

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig