ABBA i 1979
Benny Andersson, Agnetha Fältskog, Anni-Frid Lyngstad og Björn Ulvaeus i september 1979 ved koncert i Edmonton i Canada.
ABBA i 1979
Af /Shutterstock/Ritzau Scanpix.

ABBA er en succesrig svensk popgruppe. Gruppen består af Benny Andersson (født 1946), sang og keyboard, Björn Ulvaeus (født 1945), sang og guitar, Agnetha Fältskog (født 1950), sang, og den norskfødte Anni-Frid "Frida" Lyngstad (født 1945), sang. ABBA debuterede som gruppe i 1970, men fik først sit navn i 1973.

Faktaboks

Etymologi

Navnet ABBA er dannet af forbogstaverne i de fire medlemmers fornavne: Agnetha, Björn, Benny og Anni-Frid

Gruppen vandt i 1974 Eurovision Song Contest med sangen Waterloo, hvilket banede vej for det store, internationale gennembrud. Det anslås, at de har solgt mere end 400 millioner plader, og de har i mange år været Sveriges største eksportvare. "Dancing Queen" er blevet streamet på Spotify mere end 1,2 millarder gange.

Stilistisk byggede ABBA især i starten af karrieren på raffineret genbrug af elementer fra 1960'ernes pop og rock. Tydelige inspirationskilder er The Beatles og The Beach Boys, og lydmæssigt er der også skelet til engelske The Move og amerikanske Phil Spector. Med iørefaldende og inciterende omkvæd og moderigtigt glitter-image nåede gruppen et bredt publikum og en kæmpe popularitet verden over.

Efterhånden som ABBA's succes tog fart, blev Björn Ulvaeus og Benny Andersson mere og mere raffinerede som sangskrivere, både tekstligt og musikalsk. Deres album blev også mere og mere sofistikerede, og sangene blev mere dystre og gik i mol, men uden at de iørefaldende sange forsvandt.

Karriererne før ABBA

Alle fire medlemmer havde hver for sig haft stor succes i Sverige op gennem 1960'erne og begyndelsen af 70'erne. Benny i rockgruppen Hep Stars, bl.a. sammen med Svenne Hedlund, som senere fik succes med sin kone i Svenne & Lotta. Björn i pop- og folkgruppen Hootenanny Singers, som i USA udgav plader under navnet Northern Light. Agnetha udgav sit første soloalbum i 1968 og havde stor succes både som sanger og sangskriver, bl.a. med sangen "Om tårer vore guld" fra hendes tredje album Som Jeg Är (1970), der blev produceret af Björn Ulvaeus. Sangen blev på dansk til "Hvis tårer var guld" og et kæmpe dansktop-hit med Susanne Lana i 1971. Anni-Frid debuterede på plade i 1967 som jazz- og popsangerinde og udgav sit første album Frida i 1971. Det bestod primært af svenske versioner af udenlandske sange, bl.a. Paul Simons "The Sound of Silence" og Leonard Cohens "Suzanne". Albummet blev produceret af Benny Andersson, som allerede på det tidspunkt havde dannet en succesrig duo med Björn Ulvaeus med hits som "Hej gamle man!" (1970) og "Tänk om jorden vore ung" (1971).

Samarbejdet med Stikkan Anderson

Björn og Benny havde udviklet et unikt makkerskab både som sangskrivere og forretningspartnere, men afgørende for deres succes var også Stig "Stikkan" Anderson (1931-1997), som inden ABBA havde arbejdet med alle fire medlemmer. Han blev gruppens manager og medproducent på sit musik-agentur og pladeselskab, Polar Music. Senere stiftede han Polar Music Prize, en slags nobelpris for musik. Stikkan Anderson havde en fortid som succesrig popsnedker til bl.a. "Mon du elsker mig stadig Klaus Jørgen?" og "Du burde købe dig en tyrolerhat", og sammen med Andersson og Ulvaeus skrev han også flere af ABBA's internationale hits, bl.a. "Dancing Queen" og "Fernando", begge fra 1976.

ABBA's første år

ABBA i Holland i 1976
ABBA turnerede i hele verden. Her er de i Schiphol lufthavn i Amsterdam 1976.
Af /Anefo.
Licens: CC BY SA 3.0

I 1972 udkom singlen "People Need Love" skrevet af Björn og Benny, og den nye kvartet blev på pladen krediteret som Björn & Benny, Agnetha & Anni-Frid. I USA udkom singlen på Playboy Records, og her blev kunstnerne kaldt "Björn & Benny (with Svenska Flicka)".

Pladen blev en pæn succes, og den var medvirkende til, at gruppen fik en opfordring fra det svenske Melodi Grandprix, Melodifestivalen, til at skrive en sang til 1973-konkurrencen. Sangen kom til at hedde "Ring Ring", og selv om den kun opnåede en tredjeplads, blev den et pænt hit rundt omkring i Europa samt i Australien og New Zealand. Singlen blev fulgt op af et album af samme navn, og nu havde Anni-Frid skiftet navn til Frida på omslagets forside. Albummet regnes som ABBA's første, og det er senere udgivet under gruppens navn. Privat dannede Agnetha par med Björn og Frida med Benny.

Året efter stillede ABBA op ved Melodifestivalen igen, denne gang med "Waterloo", og denne gang vandt de ikke bare i Sverige, men også ved den internationale konkurrence, Eurovision Song Contest, som blev afholdt i den engelske by Brighton, og de næste fem-seks år var gruppen en af verdens mest populære pop/rockbands med hits som "I Do, I Do, I Do, I Do, I Do" (1975), "SOS" (1975), "Mamma Mia" (1976), "Knowing Me, Knowing You" (1977), "The Name of the Game" (1978), "Chiquitita" (1979), "The Winner Takes It All" (1980), "One Of Us" (1981) og "The Day Before You Came" (1982).

Gruppen fik i flere lande en meget dedikeret fanskare, som man kan se i filmen Abba – the Movie fra 1977. I en blanding af fiktion og dokumentar skildrer filmen ABBA's turné i Australien. Der er næsten skræmmende scener af skrigende og grædende fans, der bliver holdt tilbage af politi og trådhegn. Scener man ikke har set siden "beatlemania" omkring The Beatles i begyndelsen af 1960'erne. Filmen er i øvrigt instrueret af den senere internationalt berømte instruktør, Lasse Hallström, ligesom de fleste af ABBA’s videoer.

Manageren Stikkan Anderson og gruppen spillede bevidst på klicheen om smukke og attråværdige skandinaviske kvinder. Agnetha var den lyse, Frida den mørke, og deres scenepåklædning var undertiden udfordrende. Meget korte kjoler og stramtsiddende bodysuits var med til at øge fansenes fascination og gruppens popularitet, især blandt teenagere.

Men i begyndelsen af 1980'erne meldte metaltrætheden sig ikke så overraskende efter ti års tumult og evig overvågning fra pressen. Begge par blev skilt, og gruppen blev sat på pause i 1982. Albummet The Visitor fra november 1981 er musikalsk deres højdepunkt og tematisk et album om Den kolde krig i sange som "Soldiers" og albummets sidste sang "Cassandra". Albummets andet tema er tabt kærlighed i sange som "When All Is Said And Done", "One of Us" og "Like An Angle Passing Through My Room". Mange regner "The Day Before You Came" for ABBA's bedste sang overhovedet.

Efter pladeudgivelserne

Plakat for Mamma Mia!
Plakat for filmen Mamma Mia! fra 2008 med Meryl Streep i hovedrollen som Donna Sheridan og Amanda Seyfried som hendes datter, Sophie Sheridan.
Plakat for Mamma Mia!
Af /Ronald Grant Archive/Ritzau Scanpix.

Anni-Frid Lyngstad og Agnetha Fältskog udgav begge enkelte soloalbum op gennem 1980'erne med varierende held og succes, og begge har siden haft meget lange selvvalgte kunstneriske pauser. Björn Ulvaeus og Benny Andersson har fortsat karrieren for fuld fart, men med knap så megen bevågenhed uden for Sverige.

I 1984 skrev de den internationalt stort anlagte musical Chess sammen med tekstforfatteren Tim Rice, og siden har de sammen både skrevet flere succesrige musicals, bl.a. Kristina från Duvemåla (1995) på baggrund af Vilhelm Mobergs store roman-tetralogi om udvandrerne til USA, samt ABBA-lignende sange til den populære gruppe BAO (Benny Anderssons Orkester) med sangerne Helen Sjögren (født 1970) og Tommy Körberg (født 1948). De har endvidere tid til adskillige soloprojekter. Ulvaeus har skrevet flere bøger, og Andersson skriver filmmusik til produktionsselskabet RMV Film, som han har sammen med sin søn Ludvig Andersson.

Op gennem 80'erne og 90'erne hyldede flere og flere internationale sangere og musikere ABBA, og navnet blev hele tiden holdt varmt af greatest hits-plader og cd-udgivelser, dels med de oprindelige album og dels med ikke tidligere udgivne numre og liveoptagelser.

I 1999 var der i London verdenspremiere på musicalen Mamma Mia!, der udelukkende brugte gamle ABBA-sange. Björn og Benny havde givet tilladelse og stod som medproducenter med Ulvaeus som tovholder. Musicalen er sat op over hele verden og var med til at bane vejen for det meget uventede comeback. I 2008 blev musicalen filmatiseret med Meryl Streep, Pierce Brosnan, Colin Firth og Stellan Skarsgård og Amanda Seyfried i hovedrollerne, og i 2018 kom opfølgeren Mamma Mia: Here We Go Again! Musikken på begge film er produceret af Benny Andersson, og af de store stjerner er det kun Meryl Streep, der har en reel sangstemme.

I Stockholm åbnede endvidere et populært ABBA-museum i 2013.

Nyt album og ABBAtar-koncerter

ABBA i 2022
Björn Ulvaeus, Agnetha Fältskog, Anni-Frid Lyngstad og Benny Andersson den 26. maj 2022 ved premieren på ABBA Voyage-showet i London.
ABBA i 2022
Af /Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Selvom gruppen aldrig officielt blev opløst, har samtlige fire medlemmer gentagende gange sagt, at det var meget lidt sandsynligt, at der ville komme nyt materiale med ABBA. Derfor blev verden taget på sengen, da to nye sange blev udsendt i efteråret 2021 efterfulgt af albummet Voyage. Stilen er umiskendelig og kvaliteten høj. Millioner af fans er glade, albummet har toppet alverdens hitlister, men kritikere finder det en smule overflødigt. ABBA siger, at det er deres absolut sidste album.

Albummet skal ses i sammenhæng med hele relanceringen af ABBA, som alle fire har taget aktiv del i, også forretningsmæssigt. Den er indtil videre kulmineret med bygningen af ABBA Arena i London, hvor man fra maj 2022 og frem til 2025 kan opleve digitale ABBA-avatarer, kaldet "ABBAtarer", optræde med liveband og en perlerække af gamle hits i et spektakulært show.

Album af ABBA

Titel Udgivelsesår
Ring Ring 1973
Waterloo 1974
ABBA 1975
Arrival 1976
ABBA – The Album 1977
Voulez-Vous 1979
Super Trouper 1980
The Visitors 1981
Voyage 2021

Dertil kommer en lang række opsamlingsplader, et album med spanske versioner af de største hits samt liveplader.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig