Konservatisme, (af mlat. conservativus, af conservare 'bevare', og -isme), menneskelig grundholdning og politisk ideologi. I sin kerne indeholder konservatisme en tøven over for eller direkte modstand imod hastige og gennemgribende forandringer af det bestående samt skepsis over for det "nye". Med dette udgangspunkt er konservatismen flertydig; man taler således fx om konservative socialdemokrater, medarbejdere mv., om konservativ ledelse, smag m.m. Historisk har konservatismen haft et varierende indhold afhængigt af skiftende tiders strømninger, eksisterende lokale forhold og enkeltpersoners gennemslagskraft.
Som politisk ideologi blev den moderne konservatisme første gang formuleret sammenhængende af Edmund Burke i Reflections on the Revolution in France (1790) som en reaktion på oplysningstidens, liberalismens og revolutionens optimistiske syn på det enkelte individs evne til alene ad fornuftens vej at udvikle sig og konstruere et nyt samfund. Konservatismen anser det enkelte menneskes muligheder for og evner til at overskue alle livets forhold for begrænsede. Dertil er tilværelsen for kompleks, og derfor kan der ikke opstilles en simpel og holdbar løsning på samfundsproblemerne. Konservatismen tager følgelig afstand fra abstrakte og teoretisk konstruerede samfundsutopier. Alene den samfundsindretning, som har overlevet og vundet hævd gennem en rolig historisk udvikling baseret på generationers opsamlede klogskab, jordnære fornuft og intuition, anses for sund og bæredygtig. Kun gennem en sådan organisk og balanceret udvikling kan samfundets institutioner opnå folkets respekt og bevare dets støtte. En naturlig orden, hvori den private ejendomsret indgår som et bærende element, vokser således frem af traditionen og erfaringen. Denne betoning af balance, erfaring, hævd og tradition kan karakteriseres som en pragmatisk konservatisme.
Konservatismen anskuer samfundet som en organisme, hvori individerne er født forskellige, men ligeværdige, og hvori de er henvist til at have forskellige differentierede roller. Kamp mellem samfundsorganismens forskellige dele er et brud på den naturlige ordens harmoniske samvirke, en "sygdomstilstand", som skal undgås. Derfor skal anledninger til fx sociale konflikter fjernes, ved at både fællesskabet og den enkelte selv påtager sig et ansvar for sig og sine (socialkonservatisme).
Den enkeltes tilhørsforhold til et fællesskab — nationen, kirken, slægten, familien — og den dertilhørende historiske og kulturelle arv fremhæves. Et stærkt nationalt forsvar er vigtigt. Staten, det offentlige, anses ikke for et nødvendigt onde (som fx nogle liberalister gør det), men for et fællesskab, der har en værdi i sig selv og et eget moralsk ansvar for at sørge for borgernes ve og vel. Afstanden til socialismen består her i konservatismens fastholdelse af den private ejendomsret. Ansvar er et centralt begreb i konservatismen og har ofte givet den et stærkt patriarkalsk præg. Dette har undertiden også været ledsaget af et ønske om en stærk og fast autoritet, som det skrøbelige enkeltindivid til eget bedste måtte underordne sig. I den absolutte eller bureaukratiske variant af konservatismen er det udtrykt i tilslutningen til en over alle særinteresser stående stærk stat med en embedsstand, som er opdraget i en fast bureaukratisk tradition.