Æblesyre kendes fra mange frugter som æbler og grapefrugt. Æblesyre har et asymmetrisk kulstofatom og findes som to optiske isomerer, hvoraf S-formen er den naturligt forekommende.

Æblesyre er en organisk dicarboxylsyre, som bidrager til mange frugters syrlige smag. Syntetisk fremstillet æblesyre anvendes som tilsætningsstof til fødevarer.

Faktaboks

Også kendt som

hydroxyravsyre

E 296

To optiske isomerer

Æblesyre har formlen HOOC-CH2-CHOH-COOH. Æblesyre forekommer i to spejlbilledformer, og S-isomeren findes naturligt i umodne æbler, rønnebær og mange andre frugter. Den naturligt forekommende æblesyre kaldtes tidligere også L-æblesyre. I modne æbler udgør æblesyre 80-95% af syrerne.

Æblesyres salte kaldes malater, som kommer af Malus, det latinske navn for æble. Æblesyre danner to rækker af salte: malat og hydrogenmalat.

Æblesyre har som en dicarboxylsyre to styrkekonstanter pKa1 = 3,5 og pKa = 5,1, og en vandig opløsning af hydrogenmalat har pH = 4,3. Æblesyre er en stærkere syre end eddikesyre med pKa = 4,75 på grund af den elektronegative α-hydroxygruppe.

Uønsket i vin

Æblesyre findes i ung vin frigivet fra druer, og ved den såkaldte malo-lactogæring omdannes æblesyre bakterielt til mælkesyre, som er mindre sur end æblesyre. Ved denne sekundære gæring mildnes vinens smag.

Tilsætningsstof

Æblesyre anvendes som surhedsregulerende middel i fødevarer. Æblesyre og æblesyres salte forstærker også naturlige antioxidanters virkning ved at binde metalioner, der ellers fremmer radikaldannelse i fødevarer. Æblesyrer mindsker også bruning af overfladen af skåren frugt og grøntsager ved at sænke pH.

Som tilsætningsstof anvendes normalt syntetisk æblesyre, der er den racemiske R,S-blanding af æblesyre, tidligere kaldet D,L-æblesyre. Æblesyre må anvendes med betegnelsen E 296 i alle fødevarer, der må tilsættes tilsætningsstoffer. Både malater og hydrogenmalater anvendes på samme måde som tilsætningsstoffer med betegnelserne E 350, E 351 og E 352, afhængig af om tilsætningsstoffet er et natriumsalt, et kaliumsalt eller et calciumsalt.

Det har været diskuteret, om anvendelse som tilsætningsstof af den ikke-naturligt forekommende R-isomer, som del af den R,S-racemiske blanding, helt skulle undgås, da menneskets stofskifte under evolutionen kun er tilpasset den naturlige S-æblesyre.

Læs mere Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig