Spring til indhold

Marie-Antoinette

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Marie Antoinette af Østrig
Dronning af Frankrig og Navarra
Periode10. maj 1774 - 21. september 1792
ForgængerMarie Leszczyńska
Efterfølgeringen (monarkiet afskaffet)
ÆgtefælleLudvig 16. af Frankrig (g. 1770; enk. 1793)
Børn
Fulde navntysk: Maria Antonia Josefa Johanna
HusHabsburg-Lothringen
FarFrans 1. Stefan, Tysk-romersk kejser
MorMaria Theresia af Østrig
Født2. november 1755
Hofburg, Wien, Østrig
Død16. oktober 1793 (37 år)
Paris, Frankrig
Hvilested21. januar 1815
Saint-Denis Basilikaen
Signatur
ReligionRomersk-katolsk
"Marie Antoinette" omdirigeres hertil. For anden betydning, se Marie Antoinette (flertydig).

Marie-Antoinette-Josèphe-Jeanne d'Autriche-Lorraine (født Maria Antonia Josepha Johanna 2. november 1755 i Wien, død 16. oktober 1793 i Paris) var en østrigsk ærkehertuginde, der fra 1774 til 1792 som ægtefælle til kong Ludvig 16. af Frankrig var den sidste dronning af Frankrig før den franske revolution.

Marie-Antoiniette var datter af Maria Theresia af Østrig og kejser Frans Stefan og voksede op ved Habsburghoffet i Wien. Som 14-årig blev hun gift med den franske tronfølger Ludvig August af Bourbon. Hun blev dronning, da han besteg tronen i 1774. Under den franske revolution blev Ludvig 16. afsat og monarkiet afskaffet i 1792. Ni måneder efter sin mands henrettelse i 1793 blev Marie-Antoinette selv halshugget.

Fødsel og opvækst

[redigér | rediger kildetekst]
Ærkehertuginde Maria Antonia som 6-7-årig.
Maleri: Jean-Étienne Liotard (1762)

Marie Antonia blev født den 2. november 1755(1755-11-02) i Hofburg Slot i Wien som det femtende og næstyngste barn af kejserinde Maria Theresia af Østrig og kejser Frans Stefan.[1]. Hendes fødsels fandt sted samme dag som det store jordskælv i Portugal - anslået til 9 på Richterskalaen.[2] Hendes anden tilknytning til Portugal var, at hun som gudforældre havde kong Josef 1. af Portugal og hans dronning.[3]

Maria Antonia som 8-9-årig i lyserødt og søsteren Maria Carolina i blåt.
Akvarel: Antonio Pencini (1764)

Maria Antonia voksede op ved Habsburghoffet i Wien, på henholdsvis Hofburg Slot og Schönbrunn slot.[4] Trods omfattende privatundervisning viste hun ringe fremgang.[5] Som tiårig kunne hun ikke skrive korrekt tysk, ejheller de andre sprog ved hoffet, såsom fransk og italiensk.[6] Derimod viste hun evner for musik. Hun lærte at spille harpe, cembalo og fløjte. Hun havde da også komponisten Christoph Willibald Gluck som musiklærer.[7] Den 6. oktober 1762 mødte hun Mozart, da han som vidunderbarn optrådte for kejserfamilien på Schönbrunn. De var begge seks år gamle, og en anekdote fortæller, at Mozart tilbød at gifte sig med hende.[8]

Ægteskab med Ludvig

[redigér | rediger kildetekst]
Marie Antoinette som 13-årig. Dette miniatureportræt blev sendt til Ludvig, så han kunne se, hvordan hans fremtidige brud så ud.

Som 12-årig blev Maria Antonia forlovet med den franske dauphin (kronprins), Ludvig August af Bourbon (fransk: Louis Auguste de Bourbon).

Marie Antonia og Ludvig blev gift per stedfortræder den 19. april 1770 i Wien, med brudens storebror, ærkehertug Ferdinand, som brudgommens stedfortræder.[9] Den 14-årige Marie Antonia mødte for første gang sin 16-årige ægtemand i udkanten af Compiègne-skoven i den nordlige del af Frankrig. Som dauphine (= kronprinsesse) af Frankrig blev hendes navn ændret til Marie-Antoinette. Den egentlige vielse blev holdt den 16. maj 1770 i kapellet i Versailles, hvor ærkebiskoppen af Rheims forrettede. Et stort, planlagt fyrværkeri tiltrak en stor folkemængde, men da det regnede i stride strømme fra eftermiddagen af, gik folk skuffet hjem. Ærkebiskoppen af Rheims stænkede de nygiftes seng med vievand; men ægteskabet forblev ufuldbyrdet de første syv år af ægteskabet. Problemet var nemt at løse - det drejede sig om en forhudsforsnævring, men Ludvig nølede, hver gang lægerne foreslog et indgreb.[10]

Selvom Marie Antoinette var vellidt af befolkningen, eksisterede der efter den østrigske arvefølgekrig en vis modvilje mod en fransk-østrigsk alliance. [11] Ved hendes ankomst var Versailles splittet. Ludvig 15.'s dronning var død to år tidligere, og hendes forrang skulle være tilfaldet hendes tre døtre Adelaide, Victoire og Sophie. Men de tre kongedøtre havde ingen indflydelse på Ludvig 15., der lod sin elskerinde Madame du Barry indtage pladsen som Frankrigs førstedame. Madame du Barry kom fra de laveste lag af folket med en fortid, der ikke tålte dagens lys; så de tre prinsesser græmmede sig over, at en ren luder indtog den stilling, deres mor havde haft. Vejen til kongens gunst gik gennem hendes salon; og hun afgjorde, hvem der fik de mest indbringende poster. De tre prinsesser tog sig derfor af den nyankomne Marie Antoinette og satte hende op mod du Barry. Hoffet i Wien var strengt moralsk, og Maria Theresia ville øjeblikkeligt have anbragt en kvinde som du Barry i en forbedringsanstalt. Marie Antoinette ville i hvert fald ikke have sådan en i sin nærhed, hvad hun også åbent erklærede, mens hun konsekvent overså du Barry. Det franske hof, der kedede sig, fulgte spændt med. Ludvig 15. ville helst ikke indblandes i sagen, men du Barry lod ham stadig høre, at hun ikke ville lade sig ydmyge af det østrigske pigebarn. Kejserinden i Wien fik nys om sagen, og selv om hun kviede sig ved at bede sin datter om at tale med en luder, var der ingen vej udenom. Den østrigske ambassadør i Frankrig, grev Mercy, forklarede pigen, at hendes mors livsværk - forbundet mellem Østrig og Frankrig - stod i fare. Marie Antoinette mandede sig så op til at sige nogle ord til du Barry, og nærmede sig, da prinsesse Adelaide fejede den overrumplede pige med sig i en anden retning. Ludvig 15. skummede af raseri, og Maria Theresia blev meget urolig, da hændelsen blev refereret for hende; nogle måneder forinden havde Frederik den Store af Preussen og Katarina den Store af Rusland foreslået at dele Polen mellem sig. Maria Theresia var stærkt imod dette overgreb, også med tanke på Frankrigs reaktion, når det blev gennemført. Alt afhang af Ludvig 15., og nu var han ovenikøbet vred på hendes datter! Hun skrev et meget strengt brev; og nytårsdag 1772 sagde Marie Antoinette til du Barry, mens de omkringstående holdt vejret for ikke at gå glip af et eneste ord: "Der er mange mennesker i Versailles i dag." Dette stillede du Barry tilfreds, og ordene ville huskes længe; for de beseglede Ludvig 15.'s accept af den storpolitiske forbrydelse, delingen af Polen.[12]

Dronning af Frankrig

[redigér | rediger kildetekst]
Marie Antoinette som dronning af Frankrig.
Oliemaleri: Jean-Baptiste Gautier Dagoty (1775)
Marie Antoinette malet af Elisabeth Vigée-Lebrun.

Ved Ludvig 15.s død den 10. maj 1774, besteg hans sønnesøn Ludvig 16. tronen. Han og Marie Antoinette blev dermed konge og dronning af Frankrig og Navarra. Den 24. maj 1774 forærede Ludvig 16. sin kone ejendommen Petit Trianon, beliggende i Versailles-slottets massive haveanlæg. Det stod hende frit for at renovere det, som hun anså for passende, og der gik hurtigt rygter om, at hun havde beklædt væggene med guld og diamanter.[13] Hun lod et lille teater opføre til en pris af 141.000 livres, hvor tilrejsende teatergrupper optrådte. Så fandt hun på, at hun selv ville optræde, og hendes legekammerater var straks med på noderne, i karnevalsstemning året rundt. Først i 1791 blev hun præsenteret for den samlede regning; mere end to millioner livres. Hun mumlede: "Det er muligt, at Petit Trianon kostede store summer - måske mere, end jeg havde tænkt..." Den franske adel begyndte at holde sig borte fra Versailles, og Marie Antoinette fik derfor ingen støtte fra dem, da problemerne for alvor meldte sig. [14]

Hendes første favorit ved hoffet var prinsesse de Lamballe, der interesserede sig for velgørenhed og oplysning. [15] Hun var også et heldigt valg, fordi hun tilhørte Frankrigs fornemste adel, og derfor ikke var ude efter penge eller magt. Men på et hofbal i 1775 lagde Marie Antoinette mærke til en pige med et ansigt som en engels; det var grevinde de Polignac. Dronningen spurgte hende, hvorfor hun så sjældent så hende. Grevinden svarede enkelt, at hun ikke kunne klare de økonomiske forpligtelser i Versailles. Betaget af hendes ærlighed knyttede Marie Antoinette hende til sit hof, og overøste hende med gunstbevisninger, mens forbitrede hoffolk så til, og dronningen blev beskyldt for lesbiske tilbøjeligheder. Pigen kom fra en forgældet familie; nu blev deres gæld betalt. Snart væltede hele familien og deres kumpaner sig i penge og æresbevisninger. Selv ikke Madame de Pompadour kostede den franske stat så dyrt som den beskedne grevinde de Polignac og hendes slæng af snyltere. [16]

Da "melkrigen" begyndte ud i 1775, brød optøjer ud pga. de stigende priser på mel og brød, og Marie Antoinettes ødselhed skadede hendes omdømme blandt befolkningen. Hun brugte formuer på tøj, luksusvarer og hasardspil, selvom befolkningen led under den alvorlige økonomiske krise. Mange anså dronningens hang til luksus som en af de vigtigste grunde til, at Frankrig ikke kunne betale sin stigende gæld. [17] I 1777 tog hendes nervøse rastløshed helt overhånd. Ludvig 14. havde forbudt hasardspil ved hoffet, og Ludvig 16. satte streng straf for det; men hans kone var ikke til at standse. Hun var oppe natten igennem, mens han sov, og rygterne gik i Paris om falskspil i de kongelige saloner. Til sin mors formaninger sagde Marie Antoinette bare: "Hva vil hun, jeg skal gøre? Jeg er hundeangst for at kede mig." [18]

Hver årstid foreskrev tolv kjoler til offentlig brug, tolv til privat brug og tolv til særlige ceremonier. Hver morgen, når dronningen stod op, kom hofdamen med ansvar for hendes garderobe ind, mens første kammerjomfru viste dronningen stofprøver fra kjolerne i gaderoben, så Marie Antoinette kunne afgøre, hvilket antræk hun ville have hentet frem. To gange i ugen kom modetegnersken Rose Bertin [19] for at rådslå med dronningen; ellers havde kun adelige adgang til dronningens petits cabinets. Hendes interesse for mode og anden pjank ærgrede hendes mor. Hun returnerede fortørnet et maleri af datteren med spørgsmål, om denne udmajede model skulle forestille en skuespillerinde eller dronningen af Frankrig. Efter at have bestemt sit antræk, skulle dronningen også have sit hår ordnet. På det værste foreskrev moden så tårnhøje frisurer, at damerne måtte ligge på knæ for at få plads i kareterne. Da de sultende plyndrede bagerierne i Paris for brød, var den eneste reaktion fra det frivole franske hof at genskabe begivenheden i en frisure kaldt bonnet de la révolte. [20]

Marie Antoinette droppede efterhånden den tunge make-up og de brede fiskebensstativer, som moden ellers forlangte. I stedet brugte hun enkle kjoler i musselin; men da hun lod sig afbilde i en enkel kjole, blev der skrevet ved portrættet: "Frankrig, med Østrigs ansigt, skjuler sig nu kun bag en las." Hun trak sig mere og mere tilbage til Petit Trianon efter at have fået børn. I eftertid blev hun beskyldt for at have sagt om de sultende, der manglede brød: "Kan de så ikke spise kage?" Men udsagnet optræder i Jean-Jacques Rousseaus Les Confessions før Marie Antoinettes tid, og tilskrives Maria Theresia af Spanien. Hverken Rousseau (eller Maria Theresia) brugte helt præcist disse ord, men derimod "Qu'ils mangent de la brioche" ("Så lad dem spise brioche"). [21]

Da Marie Antoinettes mor døde den 29. november 1780, frygtede Marie Antoinette, at dødsfaldet ville sætte det fransk-østrigske forbund på spil. Hendes bror, nu kejser Josef 2., forsikrede dog sin søster om, at alliancen ikke var brudt.[22]

Børn

[redigér | rediger kildetekst]
Marie Antoinette med børnene Marie Thérèse ("Madame Royale") og Louis Charles (på skødet), mens Louis Joseph viser til en vugge, der påminder tilskueren om, at det yngste barn, Sophie, nylig var død. (Maleri af Élisabeth Vigée Le Brun, 1787).

Da Marie Antoinettes bror, den tysk-romerske kejser Joseph den 2., aflagde sin søster et seksugers besøg i april 1777, talte han både med sin søster og svoger om deres barnløshed. Ludvig røbede sin uvilje mod at underkaste sig det lille kirurgiske indgreb, der skulle til, for at han kunne gennemføre samleje. Hans svoger klarede dog at tale ham til rette, og 30. april 1777 blev ægteskabet omsider fuldbyrdet. [23]

Marie Antoinette fødte deres første barn, Marie-Thérèse Charlotte, også kaldet Madame Royale, som det første af fire børn:

Halsbåndaffæren

[redigér | rediger kildetekst]

Den mægtige Rohan-familie er bedst kendt for to medlemmer: Guy Auguste de Rohan-Chabot,[24] der fik Voltaire tvunget i eksil, og Louis de Rohan, der var biskop af Strasbourg og en damernes ven. Da Marie Antoinette som nygift var på gennemrejse på vejen til Paris, blev biskop Rohan betaget af pigen. Det var ikke gengældt. Rohan havde været ambassadør ved det østrigske hof, og hendes mor Maria Theresa kunne ikke fordrage ham. Marie Antoinette prøvede altid at undgå Rohan, selv om hun ikke kunne forhindre hans udnævnelse til kardinal.[25]

I 1780 blev Rohan offer for en køn eventyrerske, der kaldte sig grevinde de la Motte Valois - hun var gift med en fattig officer ved navn la Motte, men blev nu Rohans elskerinde, og fik overbevist ham om, at dronningen ønskede ham som mellemmand i købet af en meget kostbar diamant-halskæde værd 1.400.000 livres fra de to juvelerere Böhmer og Bassenge. Marie Antoinette anede intet om sagen. Rohan var begejstret ved tanken om, at hun angiveligt havde betroet ham et tophemmeligt opdrag, og købte halskæden på kredit. Ved et hemmeligt møde med "dronningen" (i virkeligheden en indlejet kurtisane) fik han anledning til at kysse hendes fod. Da det første afdrag på 400.000 francs forfaldt, sendte Rohan kravet til dronningen gennem "grevinden", og fik som svar et forfalsket brev, der bad ham om selv at stå for betalingen. "Grevinden" tog Rohan for at være styrtrig; i virkeligheden levede han over evne og var helt forgældet. Da han ikke kunne betale, henvende juvelererne sig direkte til den bestyrtede Marie Antoinette, der forlangte Rohan arresteret - hvor det havde tjent hende langt bedre at dysse sagen ned.[25]

Også "troldmanden" Cagliostro blev arresteret, samt "grevinden". (Hendes mand var i London, hvor han prøvede at få halskæden solgt.) I retten blev både Rohan og Cagliostro løsladt, selv om sidstnævnte måtte forlade Frankrig. "Grevinden" blev derimod offentlig brændemærket og pisket, hvad der vakte en del sympati. (Hun døde fem år senere i London, da hun faldt ned fra et vindue under et forsøg på at undslippe sine kreditorer.) Affæren kompromitterede det franske kongehus så slemt, at Napoleon Bonaparte senere kaldte det den udløsende faktor i den franske revolution.[26]

Den franske revolution

[redigér | rediger kildetekst]
Marie Antoinettes henrettelse på Place de la Revolution i Paris den 16. oktober 1793.

Hun blev efter stormen på Bastillen i 1789 ført til Tuilerierne i Paris med sin familie. Her boede hun både før og efter det mislykkede flugtforsøg, planlagt af dronningen og svenskeren grev Axel von Fersen. Kongen og hans familie blev stoppet i byen Varennes, og ført tilbage til Paris. Herefter blev monarkiet afskaffet, og kongefamilien holdt indespærret i Temple-tårnet i Paris.

Den 21. januar 1793 blev Ludvig henrettet i guillotinen, og seks måneder efter blev den tidligere dronning stillet for retten, anklaget for forbrydelser mod den franske nation, for at holde orgier på slottet Versailles og for incest mod den 8-årige kronprins. (Den anklage blev dog droppet, efter hun tårevædet appellerede til alle Frankrigs mødre.) Hun blev dømt den 16. oktober og henrettet samme dag. Hun blev kørt til skafottet i en åben kærre. "Horen var dristig og uforskammet til det sidste," skrev en avis dagen efter.

På vej op til skafottet kom hun til at træde på bødlen Charles Henri Sansons fod, og udbrød: "Undskyld, min herre, det var ikke meningen."[27] I sine erindringer tilføjer Sanson, at dronningen "steg op på skafottet lige så majestætisk som om trinnene var den store trappe i Versailles", og anfører hendes sidste ord som: "Farvel, mine børn. Jeg er ved at slutte mig til jeres far."[28] Da hendes hoved rullede på skafottet, brød mængden ud i jubel: "Vive la République!"[29]

Gravsted

[redigér | rediger kildetekst]
Mindesmærke for Ludvig 16. og Marie Antoinette, skulpturer fra 1830 udført af Edme Gaulle og Pierre Petitot.

Ligene både af kongen, hans søster og dronningen blev begravet på Madeleine-kirkegården og dækket med kalk. Tronarvingen, som døde af sygdom, blev begravet på en umærket grav på en kirkegård nær Temple-tårnet. 21 år efter henrettelserne blev kongen og dronningen – så godt de nu lod sig genfinde – gravet op igen og fjernet. [30] Angiveligt blev levningerne af Marie Antoinette identificeret af et strømpebånd med hendes monogram, samt et kæbeben med den karakteristiske habsburgerkæbe. [31] Madeleine-kirkegården blev lukket efter revolutionen, og blev som privat grund købt i 1802 af Pierre-Louis Olivier Desclozeaux, en kongetro magistrat, som havde boet ved kirkegården under revolutionen. Det forlød, at Desclozeaux vidste, hvor de kongelige lå begravet; og da Ludvig 18. kom til magten, besluttede han at få sin bror og svigerinde begravet i St. Denis-kirken, hvor de franske konger er begravet. Det blev gjort i 1815. I 2004 blev det balsamerede hjerte af deres søn, der skulle være blevet Ludvig 17., også bragt til krypten, 209 år efter hans død. DNA hentet fra Marie Antoinettes hår bekræftede slægtskabet. [32]

Ludvig 18. besluttede også at få et kapel rejst på den del af Madeleine-kirkegården, hvor Ludvig 16. og Marie Antoinette oprindeligt lå. Udgifterne med at få kapellet rejst delte han med sin niece, hertuginden af Angoulême, Marie Antoinettes eneste genlevende barn. [33] Det tog 10 år at bygge kapellet, som blev indviet i 1826 af Ludvig 16.s anden bror, som nu var blevet konge under navnet Karl 10. Inde i kapellet står der to statuer overfor hinanden, forestillende Ludvig 16. og Marie Antoinette. I kapellets krypt står der et hvidt og sort marmoralter, som efter sigende markerer det sted, hvor de jordiske rester af Ludvig 16. blev fundet. [34] Der bliver holdt en mindeceremoni hvert år den 21. januar til ære for Ludvig 16. [35]

Marie Antoinette-syndrom

[redigér | rediger kildetekst]

Navn på et syndrom, hvorved patientens hovedhår pludselig bliver hvidt. Marie Antoinettes hår blev angiveligt hvidt i løbet af en nat. [36]

Anetavle

[redigér | rediger kildetekst]
Marie-Antoinette's forfædre i fire generationer
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
16. Nikolaus 2., Hertug af Lothringen
 
 
 
 
 
 
 
8. Karl 5., Hertug af Lothringen
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
17. Claudia af Lothringen
 
 
 
 
 
 
 
4. Leopold, Hertug af Lothringen
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
18. Ferdinand 3., tysk-romersk kejser
 
 
 
 
 
 
 
9. Eleonora Maria Josefa af Østrig
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
19. Eleanora Gonzaga af Mantua
 
 
 
 
 
 
 
2. Frans 1. Stefan, tysk-romersk kejser
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
20. Ludvig 13., Konge af Frankrig
 
 
 
 
 
 
 
10. Filip 1., Hertug af Orléans
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
21. Anna af Østrig
 
 
 
 
 
 
 
5. Elisabeth Charlotte af Orléans
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
22. Karl 1. Ludvig, Kurfyrste af Pfalz
 
 
 
 
 
 
 
11. Elisabeth Charlotte af Pfalz
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
23. Charlotte af Hessen-Kassel
 
 
 
 
 
 
 
1. Ærkehertuginde Maria Antonia af Østrig
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
24. Ferdinand 3., tysk-romersk kejser (= 18)
 
 
 
 
 
 
 
12. Leopold 1., tysk-romersk kejser
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
25. Maria Anna af Spanien
 
 
 
 
 
 
 
6. Karl 6., tysk-romersk kejser
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
26. Philip Vilhelm, Kurfyrste af Pfalz
 
 
 
 
 
 
 
13. Eleonore Magdalene af Pfalz-Neuburg
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
27. Elisabeth Amalie af Hessen-Darmstadt
 
 
 
 
 
 
 
3. Maria Theresia af Østrig
Dronning af Ungarn og Bøhmen
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
28. Anton Ulrik, Hertug af Braunschweig-Wolfenbüttel
 
 
 
 
 
 
 
14. Ludvig Rudolf, Hertug af Braunschweig-Wolfenbüttel
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
29. Elisabeth Juliane af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Nordborg
 
 
 
 
 
 
 
7. Elisabeth Christine af Braunschweig-Wolfenbüttel
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
30. Albert Ernst 1. af Oettingen-Oettingen
 
 
 
 
 
 
 
15. Christine Louise af Oettingen-Oettingen
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
31. Christine Frederikke af Württemberg
 
 
 
 
 
 

Titler

[redigér | rediger kildetekst]
Marie Antoinettes våbenskjold som dauphine af Frankrig, 1770-1774.
  • Hendes Kejserlige og Kongelige Højhed, ærkehertuginde af Østrig, prinsesse af Ungarn, Bøhmen og af Toscana (1755-1770)
  • Hendes Kongelige Højhed, dauphine af Frankrig (1770-1774)
  • Hendes Majestæt, dronning af Frankrig og Navarra (1774-1791)
  • Hendes Majestæt Dronningen (1791-1792)
  • Marie Antoinette, enken Capet (1793)

Litteratur

[redigér | rediger kildetekst]

Faglitteratur:

  • Antonia Fraser: Marie Antoinette – rejsen. Aschough, 2006. ISBN 87-11-30049-3
  • Paul Christoph (red.), Marie Antoinette og Maria Theresia – deres hemmelige brevveksling, Jespersen & Pio, 1966.

Skønlitteratur:

  • Stefan Zweig: Marie Antoinette
  • Victoria Holt: En dronnings bekendelser, en opdigtet selvbiografi
  • Sena Jeter Naslund: Marie Antoinette, udgivet i 2006 (biografi i romanform)

Film

[redigér | rediger kildetekst]

Der er lavet flere film om Marie-Antoinette. I en af de nyere ses den amerikanske skuespillerinde Kirsten Dunst i hovedrollen som den yngre Marie-Antoinette. Filmen er instrueret af den amerikanske instruktør Sofia Coppola.

Fodnoter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Fraser 2002, s. 5
  2. ^ "The 1755 Lisbon Earthquake". Arkiveret fra originalen 18. december 2018. Hentet 18. december 2018.
  3. ^ Fraser, 2002 s. 5-6
  4. ^ de Decker 2005, s. 14
  5. ^ Cronin 1989, s. 45
  6. ^ de Decker 2005, s. 16
  7. ^ Tea at Trianon: Marie-Antoinette's Childhood
  8. ^ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 20. december 2018. Hentet 19. december 2018.
  9. ^ Fraser (2001) s. 51-53
  10. ^ Stefan Zweig: Marie Antoinette (s. 225-26), Det Bedstes bøger, bind 15, 1967
  11. ^ Cronin, Vincent (1974) s. 61-63
  12. ^ Stefan Zweig: Marie Antoinette (s. 236-38)
  13. ^ Cronin, Vincent (1974). s. 215
  14. ^ Stefan Zweig: Marie Antoinette (s. 251)
  15. ^ Tea at Trianon: Murder of the Princesse de Lamballe
  16. ^ Stefan Zweig: Marie Antoinette (s. 253-54)
  17. ^ Erickson, Carolly. To the Scaffold: The life of Marie Antoinette. William and Morrow and Company, New York s. 163
  18. ^ Stefan Zweig: Marie Antoinette (s. 247)
  19. ^ Rose Bertin | Palace of Versailles
  20. ^ Stefan Zweig: Marie Antoinette (s. 244-45)
  21. ^ Hun ba aldri folket om å spise kaker
  22. ^ Ameth, Alfred (1866) Marie Antoinette; Joseph II und Leopold II. s. 23
  23. ^ Medical History: Louis' Penis Problem
  24. ^ Guy Auguste de Rohan-Chabot
  25. ^ a b [1] Colin Wilson: A criminal history of mankind (s. 397), 1993, ISBN 1858131936
  26. ^ [2] Colin Wilson: A criminal history of mankind (s. 398), 1993, ISBN 1858131936
  27. ^ "Sidste ord". Arkiveret fra originalen 16. august 2021. Hentet 16. august 2021.
  28. ^ "Bødlens skildring af hendes sidste øjeblikke". Arkiveret fra originalen 16. august 2021. Hentet 16. august 2021.
  29. ^ Mængdens jubel
  30. ^ Travel with Terry: PARIS: Chapelle Expiatoire
  31. ^ This is Versailles: The Garters
  32. ^ Search Icon
  33. ^ Chapelle Expiatoire Chapel in Paris France
  34. ^ Visit the expiatory Chapel | Un jour de plus à Paris
  35. ^ https://www.nytimes.com/1993/01/22/world/paris-journal-it-s-a-little-late-but-still-bouquets-for-louis-xvi.html
  36. ^ https://jamanetwork.com/journals/jamadermatology/fullarticle/712060

Kilder

[redigér | rediger kildetekst]
  • Fraser, Antonia (2002) Marie Antoinette: A Journey (2nd ed.) Garden City: Anchor Books. ISBN 978-0-385-48949-2

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Foregående: Dronning af Frankrig
1774-1792 		Efterfølgende:
Marie Leszczyńska ingen
(monarkiet afskaffet)

næste i rækken
Joséphine de Beauharnais
(som kejserinde)
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Marie-Antoinette&oldid=11877569"