Lollands historie

Lollands historie er fortællingen om udviklingen på Lolland siden oldtiden og dermed både om de forhold, som øen har tilfælles med hele Danmarks historie, og de forhold, der er særlige for øen - og ofte naboøen Falster - i forhold til det øvrige Danmark.

Ældre stenalder

Lolland har været befolket lige siden den såkaldte Hamburgkultur fra ca. 12.800 til ca. 12.000 før vor tidsregning, som rummer de ældste registrerede fund af mennesker i Danmark. Både Lolland og Falster er særdeles rige på fund og fortidsminder, ikke mindst gravsteder, fra oldtiden, især sten- og bronzealder. Det gælder blandt andet Frejlev Skov, hvor der er over 100 gravhøje og mere end 30 bautasten fra sten- og bronzealderen.

I ældre stenalder var den nuværende Østersø en stor slette, hvor jægerne kunne vandre direkte fra det nuværende Nordtyskland til Lolland. Der er blandt andet fundet stenalderbopladser fra Hamburgkulturen og den efterfølgende Ahrensburgkultur (ca. 10.500-9.000 f.v.t.) på Sølvbjerghøj og Krogsbølle på Vestlolland.

I det varmere klima under den senere Maglemosekultur (ca. 9.000-6.400 f.v.t.) steg havvandstanden, så store dele af sletten mellem Lolland og Nordtyskland blev oversvømmet, og landskabet blev mere skovklædt. Datidens jægere oprettede bopladser langs de lollandske åer og ved Maribosøerne, hvor mulighederne for ferskvandsfiskeri var gode som et supplement til jagt og indsamling. Under den efterfølgende Ertebøllekultur (ca. 5.400-3.950 f.v.t.) var der bosættelser langs Lollands sydkyst, hvor man nu kunne udnytte Østersøens resurser af fisk, skaldyr og havpattedyr.

Yngre stenalder

I yngre stenalder, der begyndte ca. 3.950 f.v.t., blev agerbrug og husdyravl kendt, i begyndelsen som et supplement til jagt, fiskeri og indsamling.Flere arkæologiske genstande fra perioden er fundet i den nu tørlagte Rødby Fjord. Det gælder blandt andet et fiskegærde og de ældste kendte fodaftryk i Danmark, der blev blotlagt ved udgravninger i 2014 i forbindelse med anlægningen af Femern Bælt-forbindelsen. I samme forbindelse blev i 2015 en slags tyggegummi fra stenalderen i form af en klump beg fundet ved Syltholm Fjord. Herfra blev udtrukket DNA fra pigen, der havde tygget på klumpen, som gjorde det muligt at kortlægge hendes udseende, helbred og kostvaner. Kvinden, der blev døbt Lola, havde mørk hud, mørkt hår og blå øjne. Hun kunne ikke tåle mælk, men havde spist ål, gråand og hasselnødder og muligvis bagefter tygget på begklumpen for at rense munden.

Med den yngre stenalders landbrug og mere permanente bosættelse opstod også storstensgravene i form af dysser og jættestuer. De findes blandt andet i Torrig Skov på Nordlolland og Torpe Skov syd for Nakskov. Den mest imponerende er nok Kong Svends Høj nord for Pederstrup fra ca. 3.200 f.v.t., der rummer landets næststørste kammer, kun overgået af Listrup Jættestue på Falster.

Både på Lolland og Falster fandtes meget rige og lettilgængelige forekomster af den blålige flinttype, der kaldes Falsterflint, og som er af meget høj kvalitet ved fremstilling af flinteredskaber. Flintøkser lavet heraf var derfor meget efterspurgt og kunne især eksporteres nordpå til egne af Norge og Sverige, hvor der ikke fandtes flint naturligt. Det gav grundlag for en relativt udviklet civilisation på Lolland, hvor arkæologerne har fundet store bopladser, rituelle samlingssteder og værksteder, hvor flintsmedene tilhuggede deres økser. Nationalmuseets inspektør Peter Vang Petersen har udtrykt det således, at stenalderens lolland-falstringer på grund af flinteforekomsterne var datidens svar på nutidens oliesheiker.

Bronzealder

Bronzealderen i Europa var præget af en betydelig udveksling af råstoffer, varer og ideer over hele kontinentet. For Danmarks vedkommende foregik handelen i høj grad med skib over Østersøen, og de sydligste danske øer spillede dermed en vigtig rolle langs handelsvejene. To eksempler vidner om Lollands betydning heri: I 2017 blev Danmarks ældste kendte vindruekerne fundet ved Strandholm øst for Rødbyhavn. Den er dateret til ca. 950 f.v.t. og er et tydeligt tegn på forbindelser med mere sydlige områder, hvor vinavl har været udbredt. Og også i 2017 kastede et andet studie lys over brandmusens genetiske forhold. Brandmusen er den mest udbredte mus på Lolland og Falster, men findes derudover kun i et lille område i Jylland. Studiet sandsynliggjorde, at brandmusen var kommet til Lolland-Falster som blind passager på skibe sydfra i bronzealderen, og at den langt senere blev spredt til Jylland derfra, formodentlig med hestevogn eller tog. Forekomsten af brandmus i Danmark i det hele taget skyldes dermed også bronzealderens søgående handelsaktiviteter.

Gravhøjene fra ældre bronzealder (ca. 1.700-1.100 f.v.t.) var rundhøje. Den største rundhøj på Lolland (og en af Danmarks største) er graven på Birket Bavnehøj, som er Lollands højeste punkt. I yngre bronzealder (ca. 1.100-500 f.v.t.) findes urnebegravelser, som er blevet foretaget i fra allerede eksisterende gravhøje.

Jernalder

Jernalderens befolkning på Lolland har især boet i øens indre områder mod nordvest, omkring den inderste del af Nakskov Fjord og området mellem Maribosøerne og Rødby Fjord. Lollikerne boede på dette tidspunkt typisk i lerklinede og treskibede huse og var landbrugere, der dyrkede agerbrug og holdt kvæg, svin, får og geder. Infrastrukturen er blevet mere udviklet. Der er spor efter vadesteder over åerne og forsvarsanlæg som Hejrede Vold og et voldsted i den senere Halsted Kloster Dyrehave. Voldstedet er blevet benævnt Lollands Vesterborg.

Gravpladserne omfatter både jordfæstegrave og ligbrænding. Ved Toreby har man fundet to rigt udsmykkede jordfæstegrave med sølvfibulaer og romersk drikkeudstyr fra ældre romersk jernalder (ca. 0-160 e.v.t.). Det mest bemærkelsesværdige gravfund fra Jernalderen er dog Hobyfundet, der er en af Nordeuropas allerrigeste grave fra samme tid. Blandt andet fandt man i stormandsgraven et komplet romersk bordservice med to kostbare sølvdrikkebægre, der muligvis er en alliancegave fra en romersk kommandant i Mainz til en lollandsk stammehøvding. Også møntskatten fra Tagesgård, der rummer ca. 110 romerske denarer, der blev gravet ned på en jernalderboplads ved Knuthenlund ca. år 200 e.v.t., vidner om direkte eller indirekte forbindelser til Romerriget.

Inddelingen af Danmark i herreder kan spores tilbage til jernalderen, selvom de skriftlige kilder er senere. Lolland var inddelt i fire herreder, fra vest mod øst: Lollands Nørre, Lollands Sønder, Fuglse og Musse.

Vikingetiden

I vikingetiden var store områder af øen beboede, men kysterne, såvel nord- som sydkysten, var mindre bebygget. I øvrigt var øen en mosaik af skov- og mosedækkede områder. Flere steder med vendiske stednavne, der var beboet på dette tidspunkt, er tegn på, at også vendere har beboet dele af øen i vikingetiden. Selve navnet Lolland kendes første gang fra vikingetiden, idet øen omtaltes som "Læland" i 800-tallet.

Et konkret arkæologisk minde om vikingetidens togter er sølvskatten fra Duesminde sydvest for Maribo, eller rettere skattene, idet der er gjort fund på stedet ad to gange. I 1960'erne blev en række sølvringe og en enkelt guldring fundet her, for sølvsmykkernes vedkommende formodentlig fremstillet i Volga-området. I 2002 blev der på samme mark fundet en enestående skat af 35 fornemme sølvbeslag fra Frankerriget, der kan have været krigsbytte eller løsepenge fra de frankiske klostre, hvor beslagene var blevet fremstillet mellem 825 og 875.

I vikingetiden kom de første lokale skriftlige vidnesbyrd i form af runeskrift. Der kendes seks runesten fra Lolland, hvoraf de fleste formodes at være rejst i 900-tallet. Det drejer sig om Tirsted-stenen, der med sine 2½ meter er en af Danmarks største runesten, Bregninge-stenen, Tågerup-stenen, Tillitse-stenen, Sædingestenen og Skovlængestenen. Den sidstnævnte fremhæves af John Erichsen i bogen "Sydhavsøernes herregårde. Lolland-Falster 1500-2020" som vidnesbyrd om, at der allerede i vikingetiden fandtes en overklasse af jordbesiddere. Indskriften på Skovlængestenen lyder nemlig: "Astrad rejste denne sten efter Jyde, sin far, en meget god thegn". En thegn betegner en mand af høj social status.^:15

Ved vikingetidens afslutning skrev Adam af Bremen sin krønike, der blandt andet beskriver det daværende danske kongeriges geografi. Heri blev Lolland fremhævet sammen med Møn, Femern, Falster og Langeland som øer, der alle var rige på afgrøde. Hermed var allerede i vikingetiden de to temaer slået an, som i høj grad kom til at præge Lollands bondesamfund i middelalderen og senere helt indtil nutiden: Jorden var sammen med den falsterske den mest frugtbare i Danmark. Og øens landbrug blev i høj grad domineret af godsejere, nogle af dem meget betydelige, som besad det meste af jorden og dermed den økonomiske og politiske magt på øen.

Middelalderen

Vendiske forbindelser og bosættelse

I vikingetiden og tidlig middelalder var der livlige både fredelige og krigeriske forbindelser tværs over Østersøen mellem Lolland, Falster og Sjælland på den ene side og de vendiske områder i nutidens Mecklenburg-Vorpommern og det østlige Holsten lige syd for Lolland-Falster. Vandtransport var på dette tidspunkt ofte betydelig hurtigere end landtransport, og Østersøen har derfor fungeret som et bindeled snarere end en barriere. Lolland var derfor et udpræget grænseområde, og flere stednavne på Lolland med slavisk oprindelse vidner om vendisk bosættelse på øen. Det gælder navne, der ender på -itse som Kramnitse, Tillitse, Binnitse og Kuditse samt Vindeby, der betyder "vendernes by". De vendiske bebyggelser er typisk placeret kystnært, men uden direkte adgang til havet, og på god agerjord. Bosættelserne har formodentlig fundet sted i 1000- og 1100-tallet, og befolkningen ser ud til at være blevet fuldstændig assimileret i løbet af kort tid. Den vendiske stormand Prislav Niclotssøn var gift med Valdemar den Stores søster Katarina Knudsdatter og havde len både i Pommern og på Lolland-Falster omkring 1160. Hans søn Knud Prislavsøn efterfulgte ham som lensmand og grænsejarl over Lolland, en titel, der dækkede særligt store len, der grænsede direkte op til fjendeland. Titlen kendes i øvrigt fra Sønderjylland. Prislav og Knud var således både vendere, medlemmer af det abodritiske fyrstehus og medlemmer af den danske kongefamilie, og de vendiske bosættelser kan have forbindelse med deres virke.

Sejlspærringer på tværs af fjorde og nor, f.eks. ved Hominde Fjord, vidner om fare for vendiske overfald på Lollands kyster, mens tydelig inspiration fra slavisk keramik i den lokale husholdningskeramik og lignende arkæologiske vidnesbyrd demonstrerer fredelig udveksling af viden og teknologi.

Arkæologiske fund demonstrerer, at Lolland har været befolket i hele perioden fra 750 til 1250, mens områder på Sydsjælland til sammenligning har været mere eller mindre ubeboet i starten af denne periode. Omvendt blev der først etableret regulære centralstedfunktioner som købstæder og klostre senere end på Sjælland, nemlig i 1100- og 1200-tallet. Det opfattes, som at Lolland og Falster ikke har haft samme selvfølgelige tilknytning til det danske kongedømme som Sjælland. Saxo beretter om, at lollikerne købte sig fred mod at betale penge til venderne under den sydlige sørøverplages højdepunkt i den danske borgerkrigsperiode 1146-1157. Først fra 1200-tallet blev Lolland, Falster og Møn for alvor integreret i den østdanske magtstruktur.

Lolland i landspolitikken

I Middelalderen spillede Lolland flere gange en særlig rolle i kongefamiliens handlinger. Rigets yderkanter som Halland, Femern, Falster og Lolland blev i denne periode flere gange bortforlenet, ofte til yngre medlemmer af kongefamilien. Valdemar Sejr startede denne skik, da han ved sin ældste søn Eriks kroning gjorde den næstældste søn Abel til hertug af Slesvig, mens den yngste søn Christoffer blev forlenet med Lolland-Falster. Forleningerne udgjorde et kompromis mellem opfattelsen af slægtens arveret og ønsket om at bevare riget udelt. Indenfor det givne led udøvede lensmændene i væsentligt omfang, hvad der svarede til en kongelig myndighed.^:32

Christoffer 2. havde Lolland-Falster som et af sine holdepunkter under de borgerkrigslignende tilstande i 1300-tallets begyndelse. Efter et nederlag i 1331 mistede han definitivt magten, men fik lov at beholde kongenavnet og slog sig ned i Sakskøbing, der altså en kort overgang blev kongeresidens. Christoffer døde i 1332 efter kortvarigt at have været fængslet på Ålholm.^:32 Grev Johan af Holsten overtog Danmark øst for Storebælt og dermed også Lolland som pant. Her udvidede han borgen Ravnsborg, som blev hovedsædet for hans magtudøvelse.

Christoffers næstældste søn prins Otto, der en overgang i 1332-1334 efter faderens og storebroderen Eriks død forsøgte at blive konge i Danmark, kaldte sig i denne periode "danskernes junker, hertug af Estland og Lolland" og havde som faderen sit hovedkvarter i Sakskøbing, men tabte til holstenerne i slaget ved Taphede 1334 og blev taget til fange. Hans bror Valdemar Atterdag belejrede Ravnsborg, da han påbegyndte sin generobring af Danmark i 1340'erne, men fik først kontrol over den efter forhandlinger i 1347. Derefter blev borgen sæde for den kongelige lensmand, indtil den blev nedrevet i 1510 under kong Hans, der i stedet byggede Engelsborg på Slotø i Nakskov Fjord.^:32

Også Valdemar Atterdags søn Christoffer, der døde som ung, bar titel som "Lollands og Hallands Hertug".

Religion og administrativ inddeling

Ved Middelalderens begyndelse blev kristendommen gennemført som religion i hele Danmark, hvilket blandt andet gav sig udslag i byggeriet af talrige kirker og fire klostre i løbet af Middelalderen, jf. nedenfor. Kristningen gav også anledning til en ny administrativ inddeling i sogne med hver sin kirke og præst. Lolland hørte i hele Middelalderen og de efterfølgende århundreder indtil 1804 under Fyns Stift og dettes biskop.

Lolland var i senmiddelalderens kongelige forvaltning opdelt i to len, der hver omfattede to af de allerede tidligere eksisterende herreder: Halsted Len (Ravnsborg Len) med herrederne Lolland Nørre og Sønder Herred, og Ålholm Len med herrederne Fuglse og Musse. Kongeborgene Ålholm ved Nysted, som fortsat i dag er en af Danmarks bedst velbevarede middelalderborge, og Ravnsborg, som i dag blot fremtræder som et voldsted, var dermed de to knudepunkter for kongemagten på øen.

Befolkning

Det meste af Lolland var beboet ved indgangen til Middelalderen. Et flere kilometer bredt bælte langs kystområderne ser dog ud til at have været ubeboet indtil halvvejs op i Middelalderen, formodentlig fordi faren fra vendiske sørøvere først ophørte i Valdemarstiden omkring 1200. Indtrykket af en relativt sen befolkningsvækst bekræftes af, at de fleste landsognekirker først er blevet opført i 1200-tallet eller endnu senere, hvilket er temmelig sent sammenlignet med de øvrige danske øer.

Landsbyudgravninger fra vikingetiden og den tidlige middelalder viser, at der har været forskel på størrelsen af de enkelte ejendomme. Meget ofte har en enkelt gård skilt sig ud og været meget større end de andre, enten beboet af en lokal magthaver eller evt. ejet af f.eks. kongen eller kirken. I denne periode blev landsbyerne ofte kun liggende i en kortere periode, hvorefter gårdene gradvis begyndte at flytte et andet sted hen, dog stadig indenfor det samme nærområde. Disse landsbyflytninger ophørte på et tidspunkt i middelalderen, hvorefter landsbyerne blev stedfaste.

Landbruget

Lolland rummer de mest lerholdige jorder i hele Danmark. Med deres høje kalkindhold var de allerede i Middelalderen meget frugtbare og kunne give et stort høstudbytte, men har samtidig været tunge og hyppigt vandlidende, hvorfor de har været svære at dyrke for Middelalderens agerbrugere. Et gammelt mundheld siger således, at "Lollands pløjning og helvedes pine får aldrig ende".^:64 Derfor var normalt blot 15-45 % af jorderne opdyrket, hvilket var relativt lavt i forhold til andre slette- og lerjorder på de danske øer. Til gengæld blev de dyrkede marker udnyttet mere intensivt. Andre steder på Øerne brugte man normalt trevangsbrug, hvor en tredjedel af jorden lå brak hvert år. Som det eneste sted i kongeriget anvendte man på Lolland fra engang i Middelalderen fire- eller femvangsbrug, så kun en fjerdedel eller femtedel af jorden lå brak. Ligeledes var det enestående, at man på Lolland ved siden af de sædvanlige afgrøder rug og byg også havde en betydelig produktion af hvede og ærter i Middelalderen.

Herremænd og social struktur

I mange landsbyer voksede en enkelt gård sig stor på bekostning af de øvrige og fik efterhånden status som hovedgård, ejet af en Herre, som kunne blive optaget i kongens hird og dermed være med til at forsvare riget. Til gengæld blev deres ejendom, hovedgårdene, modsat bøndergårdene fritaget for skat. I de urolige perioder i 1200- og 1300-tallet befæstede mange herremænd deres gårde som voldsteder.^:15ff Man kan se i de historiske kilder, hvordan en adelsstand efterhånden skiller sig ud i 1200-tallet. I de urolige tider, der fulgte efter Valdemar Sejrs død i 1241, søgte flere bønder ind under en herremands beskyttelse. Dette beskyttelsesforhold udviklede sig efterhånden til formynderskab, så selvejerbønderne blev fæstere. En medvirkende årsag hertil var, at fæstesystemet også forhindrede ødelæggende arvedelinger af gårdene. Udviklingen mod storgodser blev forstærket af den landbrugskrise, der begyndte i 1320'erne og varede resten af 1300-tallet.^:34f

Fra omkring 1400 rykkede hovedgårdene fra landsbyerne ud i deres eget skattefri område. I høj- og senmiddelalderens Østdanmark var det efterhånden kongen, kirken og herremændene, der ejede næsten al landbrugsjorden. Bøndergårdene blev fæstet, dvs. lejet af bønderne, der dyrkede dem mod at betale en fæsteafgift kaldet landgilde. For Lolland gjaldt det specielle, at hverken kongen eller kirken ejede meget jord, og de adelige jordbesiddere blev helt dominerende. I 1446 lykkedes det den jordejende elite på Lollands landsting at få vedtaget særloven Lollands Vilkår, der styrkede godsejernes rettigheder og magt over bønderne, både hvad angik rådigheden over bøndernes arbejdskraft og ejendomsretten til jagt, fiskeri og træhugst i skoven. Lovreglerne i Lollands Vilkår gav herremændene stærkere privilegier end noget andet sted i Danmark.^:15ff

Nogle af de lollandske storgårdsslægter blev meget indflydelsesrige, således Ahlefeldterne, der i 1300-tallet ejede Grimstrup ved Nørresø, og Gøye-slægten, der i 1400- og 1500-årene beklædte nogle af landets vigtigste embeder.^:15ff

Købstæder

I Middelalderen voksede øens fem købstæder frem. Den ældste er Nakskov, som formodentlig har eksisteret som et fiskerleje i 1100-tallet på nordsiden af fjorden. I 1200-tallet blev byen, der lå praktisk ud til havet, men samtidig var beskyttet af den vanskelige indsejling gennem fjorden, en kongeligt privilegeret købstad, der snart blev en meget vigtig by med en betydelig størrelse. Der kunne fra byen drives fiskeri i og udenfor fjorden, og den blev en handelsby, der især drev handel med Lybæk med varer fra det frugtbare landbrugsområde i oplandet. Et stort møntfund fra Gåsetorvet af danske, men primært nordtyske mønter fra ca. 1400 vidner om handelens betydning for byen.

Rødby var først en traditionel bondelandsby og skyldte sin købstadsstatus, at den blev udvalgt som overfartssted for den kongelige trafik fra Danmark ad søvejen til Holsten. Ved Middelalderens slutning fik byen flere kongelige privilegier, således ret til egen handelstrafik. Maribo var ligeledes indtil 1400-tallet en ordinær landsby med navnet Skimminge, indtil birgittinerordenens kloster blev grundlagt der i 1416. Klosteret fik ved grundlæggelsen kongelig tilladelse til at anlægge en købstad i tilknytning dertil, der kunne forsyne klosteret og de mange pilgrimme, der besøgte det.

Sakskøbing på nordkysten blev anlagt i 1200-tallet, hvor kongevejen fra Guldborg krydsede Sakskøbing Fjord og Å. I perioder fungerede byen som møntslagningssted. Selvom der var et franciskanerkloster i Nysted fra 1286, synes byen først oprettet som købstad i starten af 1400-tallet. Byen lå godt placeret for handel med Lybæk og Rostock, men var hæmmet af en besværlig indsejling.

Klostre

Der blev i alt grundlagt fire klostre på Lolland i middelalderen. Det første kloster grundlagde franciskanerne som nævnt i Nysted i 1286.^:38 Det bestod til 1538. Benediktinerne havde et kloster i Halsted, der første gang nævnes i 1305, men er lidt ældre. Det vides, at der i midten af 1540'erne fortsat boede munke i Halsted. Den fortsat i dag eksisterende Halsted Kirke blev indbygget i klosteret, da det blev opført. Det vigtigste lollandske kloster var dog det kloster, som birgittinerordenen grundlagde ved Maribo Sø i 1446, og som blev et af landets betydeligste og grundlag for købstaden Maribo. Maribo Domkirke, som oprindelig var en del af klosteret, eksisterer stadig til minde om det. Endelig havde Helligåndsordenen et kloster i Nakskov, som skal være grundlagt i 1470, men er helt forsvundet i dag.

Fra Reformationen til Enevælden

Ved Reformationen i 1536 blev alt kloster- og bispegods inddraget og overgivet til kongen. Samtidig blev adelens magt forøget i den efterfølgende periode. Udover frihed for tiende og eneret på retten til at eje skattefri jord var det også kun adelige, der kunne besætte de vigtigste embeder. Den krigsteknologiske udvikling gjorde, at adelen mistede sin militære rolle, og derfor blev standens fokus rettet mod dyrkningen af den betydelige adelige godsjord. Herregårdenes arealer voksede i størrelse, og der blev mere behov for arbejdskraft, som hentedes fra fæstebønderne. Disse skulle udover at betale indfæstningsafgift og et årligt landgilde også stille arbejdskraft til rådighed på hovedgårdene i form af hoveri. I Middelalderen havde hoveriet ikke haft stort omfang, men det ændredes fra 1500-tallet og blev frem til 1700-tallet udvidet så kraftigt, at det blev et samfundsproblem. Modsat landgildets størrelse, som var fastlagt én gang for alle, kunne herremanden kræve hoveri på ubestemt tid. 1500-årene havde samtidig gode landbrugskonjunkturer, og det udmøntedes i store nye herregårdsanlæg. Et fremtrædende eksempel var det sengotiske Krenkerup ved Sakskøbing, opført af Mogens Gøye, der blev et af landets største og fornemste herresæder, og renæssanceherregården Berritsgaard.^:19ff

Landbruget

Landbruget i hele Danmark var fra ca. 1400 til sidst i 1700-tallet præget af det klassiske danske godssystem med en hovedgård beboet af herremanden omgivet af fæstegodset drevet af fæstebønder. Der var to hovedvarianter af godssystemet: Rentegodset (også kaldet fæstegårdssystemet), hvor hovedgårdens eget landbrug havde en beskeden størrelse, og godsejerens indtægter derfor først og fremmest bestod af landgilden fra fæstebønderne, og hovedgårdssystemet, hvor godsejerens hovedindtægt kom fra hovedgårdens egne afgrøder. For rentegodsets vedkommende havde godsejeren derfor en direkte interesse i, at hans fæstebønder var velstillede med en god økonomi, sådan at deres evne til at betale afgifterne til tiden ikke kom i fare. Under hovedgårdssystemet var godsejeren omvendt primært interesseret i fæstebøndernes arbejdskraft i form af hoveri på godsejerens egen jord, selvom udstrakt hoveri gjorde det sværere for bonden at drive sin egen fæstegård ordentligt. Rentegodset var den dominerende driftsform på Fyn og i Nørrejylland. I Sønderjylland fandtes begge driftsformer side om side, mens hovedgårdssystemet dominerede på Sjælland, Lolland og Falster. Det havde store konsekvenser for bondestandens vilkår i de forskellige landsdele, idet bønderne socialt og økonomisk var betydeligt bedre stillede i områderne, hvor rentegodset dominerede, end i områder som Lolland, der blev præget af hovedgårdssystemet.^:23-24

Købstæderne

De lollandske købstæder var alle ramt af et strukturelt problem, der hæmmede deres vækst, idet Lolland sammen med Falster var det sted i kongeriget, hvor deres handelsprivilegier var mest gennemhullede. Det skyldtes, at fiskerlejer og bondegårde havde ret store rettigheder til selvstændig handel i forhold til resten af Danmark, og at godserne, som også havde handelsprivilegier, dominerede landområderne totalt. Dette førte til en magtkamp, der varede i århundreder, mellem købstæderne på den ene side og godsejerne og bønderne på den anden side om retten til at handle med specielt Tyskland.

Nakskov var den største by og klarede sig godt indtil slutningen af 1600-tallet. Byen fik flere privilegier på bekostning af de andre købstæder. Således var den 1662-1687 stabelstad for hele Lolland, så varer kun måtte eksporteres udenlands herfra. Målt på skattebetalinger bidrog Nakskov i perioden fra 1550 til 1658 lige så meget som alle de andre købstæder på Lolland-Falster tilsammen. Nakskov blev imidlertid ramt af en katastrofe under Svenskekrigene i 1600-tallet. Her blev Lolland invaderet af den svenske hær, der vandrede over isen fra Nordtyskland. Det gik hårdt ud over landsdelen, hvor mange gårde blev brændt ned og skove fældet eller brændt.^:28ff Nakskov blev to gange indtaget af svenskerne i henholdsvis 1658 og 1659, den anden gang efter en hård belejring, hvor en beskeden garnison holdt ud i 2½ måneder. Byen blev udplyndret og ødelagt af den svenske hær, og det varede mange årtier, før den overvandt begivenhederne. Og på landet forfaldt mange gårde i kølvandet på krigene og stod øde i en længere årrække.^:178

Under Enevælden

Den nye lensadel

Kort efter fredsslutningen blev enevælden indført, og den gamle fødselsadel mistede dermed sin politiske magt. En ny rangadel blev skabt i form af muligheden for at oprette majorater eller lensgodser med specielle regler for ejendommen: Godset var båndlagt, så det hverken kunne sælges, belånes eller deles ved arv. Det skulle således videregives udelt fra den ene besidder til den næste. En person, uanset om vedkommende var borgerlig eller adelig, men tilstrækkelig stort gods kunne med kongens tilladelse oprette et sådant majorat. Afhængigt af størrelsen kunne det blive et grevskab, et baroni (friherreskab) eller et stamhus. Et majorat gav fordele i form af skattefrihed både for hovedgården og 300 tønder hartkorn bøndergods, ret til at udnævne præst, degn og dommer på godset, samtidig med at besidderen blev amtmand på sit eget gods, der dermed optrådte som en lille stat i staten. Med denne ordning kunne kongen skabe en loyal og stabil godsejerstand, der kunne varetage den lokale administration.^:28ff

På Lolland blev der i alt i de følgende knap 200 år oprettet 13 majorater, et tal, der dog blev lidt mindre over tid, da nogle majorater senere blev inkorporeret i andre:^:28ff

Grevskaber:

• Knuthenborg (1714)
• Christiansborg (1729, navneskifte i 1741 til Christianssæde)
• Christiansholm (Aalholm, 1734)
• Hardenberg-Reventlow (Krenkerup, 1815)

Baronier:

• Vintersborg (1673, ophævet 1801, solgt til Krenkerup og indgik i 1815 i grevskabet Reventlow-Hardenberg)
• Juellinge (oprettet 1672 på Stevns, reelt overført til Lolland i 1719, formelt dog først i 1721)
• Christiansdal (1741, substitueret i 1804 og indgik i 1815 i grevskabet Reventlow-Hardenberg)
• Guldborgland (Orebygaard, 1784)
• Sønderkarle (Lungholm, 1819)

Stamhuse:

• Krenkerup (1736, indgik i grevskabet Reventlow-Hardenberg i 1815)
• Bremersvold (1773)
• Engestofte-Ulriksdal (1799)
• Højbygaard (1803, indgik i 1819 i baroniet Sønderkarle)

Til sammenligning blev der oprettet et enkelt majorat på Falster, nemlig Stamhuset Vennerslund i 1846. Det blev det sidste majorat, der blev oprettet i Danmark, da Den Grundlovgivende Rigsforsamling blot to år senere forbød oprettelsen af flere majorater.^:28ff

Mange af de nye grevskaber, baronier og stamhuse blev oprettet af den gamle danske adel, men andre af borgerlige, der havde gjort karriere, eller indvandrere fra Tyskland, der var trådt i de danske kongers tjeneste. Det gjaldt således Helmuth Otto von Winterfeld, der var i høj kurs hos Frederik III og Christian V, og som i 1671 blev friherre og 1673 oprettede Lollands første majorat, baroniet Vintersborg. Diplomaten, officeren og embedsmanden Christian Ditlev Reventlow, der tilhørte den gamle adel, oprettede grevskabet Christianssæde i 1729 og blev efterhånden landet største godsejer.^:30ff

Administrativ inddeling og befolkningsudvikling

Lolland oplevede som resten af Danmark flere administrative reformer under Enevælden. Ved amtsreformen 1662 blev de to hidtidige len omdøbt til amter, henholdsvis Halsted Klosters Amt og Ålholm Amt. Ved en efterfølgende amtsreform i 1793 blev de to amter lagt sammen med Nykøbing Amt, der omfattede Falster og de mindre øer Fejø, Femø og Askø, til Maribo Amt, dog først med virkning fra 1803. I 1837 blev Lollands fem købstæder centre i hver sin købstadskommune, og i 1841 blev resten af øen inddelt i sognekommuner.

I 1803 fik Lolland og især Maribo en mere fremtrædende kirkelig placering, idet Lolland-Falsters Stift i 1803 blev udskilt fra Fyns Stift med virkning fra 1804 - det første nye stift i Danmark siden Middelalderen. Det nedlagte Maribo Klosters kirke, der senere havde fungeret som en almindelig bykirke, blev dermed forfremmet til domkirke. Stiftets første biskop Andreas Birch boede i Maribo, hans efterfølger P.O. Boisen, der havde været sognepræst i Vesterborg, blev boende i Vesterborg Præstegård i hele sin embedstid som biskop, og hans efterfølger Rasmus Møller, der var biskop indtil 1842, boede atter i Maribo. Men derefter har stiftets bisper boet i Nykøbing Falster, hvor stiftets sjette biskop, D.G. Monrad, flyttede ind i Bispegården, der stadig er biskoppens officielle residens.

Befolkningstallet på Lolland menes at have stagneret i 1600-tallet, men igen at være steget i det følgende århundrede, først på landet. Vurderingen er dog usikker for tiden inden officielle folketællinger. Ved Danmarks første rigtige folketælling i 1787 var befolkningstallet i den nuværende Lolland Kommune 23.238 personer og i den nuværende Guldborgsund Kommune (som omfatter Østlolland og hele Falster) 24.750 indbyggere. I købstæderne boede der henholdsvis 1375 (Nakskov), 660 (Maribo), 627 (Nysted) og 533 (Sakskøbing) personer. Ca. 60 år senere, i 1850, var befolkningstallet i de to kommuner steget til henholdsvis 39.145 og 39.872 personer. Det svarede til en samlet vækst på 64 %. Det var lidt mindre end befolkningsvæksten i hele landet, der i samme periode var på 68 %. I Nakskov var befolkningstallet steget med 115 % til 2955 indbyggere og i Maribo med over 150 % til 1667 personer.

Landboreformerne

På Lolland var jorden blandt den allerbedste og fedeste i hele Danmark, så det her som det eneste sted var muligt at dyrke hvede i 1700-tallet. På grund af hovedgårdenes absolutte dominans med udbredt hoveri var hovedparten af 1700-tallets lollandske bønder alligevel forarmede. Et enkelt år med misvækst kunne være ødelæggende for befolkningen, hvor mange måtte forlade deres gårde, fordi de ikke kunne betale skatterne.^:52 En beskrivelse af Lolland fra 1776 fortalte, at øen var "...et af de frugtbareste af alle danske lande, men tillige med hensyn til den almindelige mands vilkår et af de allerfattigste". Det gjaldt selv de lokale møllere, som ellers normalt hørte til bondestandens elite. Vilkårene forværredes yderligere af den særlige malaria kaldet "lollandsk syge", som to tredjedele af øens befolkning led af omkring slutningen af 1700-tallet som følge af de mange sumpede steder og vandhuller på den flade ø, hvor malariamyg stortrivedes.^:38-39

I løbet af 1700-tallet skiftede flere af de lollandske storgodser fra det traditionelle firevangslandbrug til det såkaldte holstenske kobbelbrug. Her var markerne indhegnede, og sædskiftet vekslede regelmæssigt mellem korn og græs eller kløver. Foderafgrøderne var gode for jorden og muliggjorde en større animalsk produktion, ikke mindst til mejeribrug. I denne periode blev de mulige gevinster ved landboreformer for at øge landets velstand ivrigt diskuteret i de ledende kredse, og lensgreve C.D.F. Reventlow blev udpeget til at stå i spidsen for de omfattende reformer, der blev gennemført sidst i 1700- og starten af 1800-tallet. Reformerne omfattede ophævelsen af stavnsbåndet, udskiftningen og dermed samlingen af den enkelte bondegårds marker, udfasningen af hoveriet, overgang fra fæsteri til selveje for bønderne, og indførelse af almindelig skolegang. Gennemførelsen tog mange årtier, og endnu omkring 1850 var der mange fæstebønder på Lolland. Jordreformerne øgede udbyttet, ikke mindst fordi braklægning blev begrænset til fordel for kløverdyrkning. Reformerne betød også, at godsejernes rolle som statens forlængede arm og deres magt over bønderne blev begrænset. Bøndernes arbejdskraft i form af hoveri på godserne forsvandt, og i stedet betjente godsejerne sig nu af husmænd og daglejere - en klasse af jordløse landboere, der voksede kraftigt op igennem 1800-tallet.^:36ff Allerede ved 1688-matriklen var der relativt flere husmænd på Lolland end i resten af landet, og efter udskiftningen overgik antallet af husmænd med jord på Lolland antallet af gårdmænd. Selve udskiftningen foregik oftest som en blokudskiftning, der kun efterlod meget få gårde tilbage i landsbyen. Tydelige eksempler på dette er Horslunde og Halsted. Landboreformerne ændrede dermed det bebyggede områdes udseende meget betydeligt.

Landsbyskoler

I 1700-tallet fremvoksede også en række landsbyskoler på Lolland. Frederik 4. oprettede 11 rytterskoler på Lolland, men også de private godsejere var sammen med præster og bønder engagerede i skoleoprettelser. I 1736 var der 36 skoler på Lolland, og tallet voksede til 94 i 1790. C.D.F. Reventlow tog udgangspunkt i denne eksisterende lollandske tradition, da han selv satte gang i et reformarbejde på skoleområdet, både lokalt og nationalt. I 1801 startede sognepræsten i Vesterborg, den senere biskop P.O. Boisen landets første præstegårdsseminarium som et produkt af Oplysningstiden. Seminariet kom til at uddanne de fleste af de lærere, der igennem 1800-tallet kom til at præge den lolland-falsterske befolkning.^:56

Efter junigrundloven

Tiden efter 1850 blev præget af dels det politiske opbrud med vedtagelsen af Junigrundloven i 1849 og dermed begyndelsen på et dansk folkestyre og de begyndende politiske partidannelser i de følgende årtier, og dels moderniseringen i landbruget og den begyndende industrialisering, der medførte omfattende samfundsforandringer på såvel Lolland som i det øvrige Danmark.

Befolkningsudvikling

Befolkningen i denne periode steg, men noget langsommere end i resten af landet. Fra 1850 til 1920 steg befolkningen på Lolland-Falster fra ca. 79.000 til ca. 129.000 personer. Det var en stigning på 63 % og dermed kun ca. det halve af stigningen på 119 % på landsplan i samme periode. De mange herregårde med store jordarealer betød, at der var lidet jord til fordeling mellem bøndernes og husmændenes børn, og da kun nogle af disse kunne få arbejde i Lollands købstæder, udvandrede mange tusinde lolliker enten til hovedstaden eller til Amerika og Australien. Denne udvandring blev dog delvis opvejet af, at de store godser til gengæld importerede en del svensk og siden polsk arbejdskraft til øen. I 1911 udgjorde polakker således over en fjerdedel af samtlige landarbejdere på Lolland-Falster. Den polske indvandring medførte blandt andet, at den første katolske kirke i Danmark siden Reformationen blev opført i Maribo i 1897 i form af Sankt Birgitta Kirke.

I 1921 var der i alt på Lolland 83.188 indbyggere - knap dobbelt så meget som Falsters 43.163.

Grundlov og godsejerstyre

Med grundloven af 1849 mistede godsejerne yderligere en del af deres juridiske myndighed. Det gjaldt deres amtmandsfunktion, birkeret, skiftejurisdiktion og kaldsret til de lokale kirker. Ligeledes blev retten til at oprette majorater afskaffet. En bestemmelse i grundloven sagde, at de eksisterende len og stamhuse ved fremtidig lovgivning skulle overgå til fri ejendom, mens en anden bestemmelse afskaffede enhver juridisk forret knyttet til "Adel, Titel og Rang". Herregårdene og godsejerne besad dog fortsat en betydelig social og økonomisk magt i deres lokalområder. Økonomisk havde årtierne efter Napoleonskrigene, hvor Danmark mistede Norge, som havde aftaget mange danske landbrugsvarer, været en dårlig tid for landbruget. Men i 1830'erne startede kornsalgsperioden, som blev en langvarig højkonjunktur, ikke mindst for de store kornproducerende gårde og godser på Lolland. I 1840'erne blev byen Bandholm skabt og udviklet. Der blev blandt andet grundlagt et jernstøberi og et skibsværft, og en meget stor del af øens korneksport blev udskibet via Bandholm.^:39f Bandholm Havn var i denne periode Danmarks tredjemest korneksporterende havn efter København og Ålborg.

I 1850'erne og 1860'erne fik godsejerne større økonomiske incitamenter til at sælge deres fæstegods mod at kunne inddrage en del af det under selve hovedgårdens jord. Salgsindtægterne gav samtidig økonomisk kapital til nye investeringer, og de følgende årtier blev dermed en guldalder for godsernes økonomi. En lang række landbrugstekniske initiativer som dræning og mergling forbedrede landbrugsjorden, der ligeledes blev udvidet ved store landindvindingsprojekter som Saksfjed Inddæmning. En sidegevinst ved afvandingen og dræningen, der medførte et mindre fugtigt klima, var, at den dødelige malaria, der havde hærget øen i en grad, så den var kendt som lollandsk feber, stort set blev udryddet. Ligeledes blev infrastrukturen til transport og salg af landbrugsprodukterne afgørende forbedret ved nye havneanlæg og oprettelse af et jernbanenet, og mekanisering, blandt andet i form af damptærskeværker, forbedrede også landbrugets produktivitet.^:40f

Politisk havde godsejerne magten i Danmark fra 1866 til 1901 via en række Højre-regeringer, der støttede sig på kong Christian IX's velvilje og det godsejerdominerede landsting. Den lollandske lensbaron Otto Rosenørn-Lehn fra Orebygaard var udenrigsminister i hele 22 år fra 1870 til 1892 - en rekord, der aldrig er overgået.^:40f

Sukkerroen - det hvide guld

Gennembruddet for jernbaner og dampmaskiner ændrede det internationale kornmarked fundamentalt fra omkring 1870. Billigt korn fra Rusland og USA kunne nu nemt importeres til Europa, hvilket blev afslutningen på kornsalgsperioden, og det danske landbrug reagerede de fleste steder ved at omstille sig til animalsk produktion og mejeridrift, og fra korndyrkning til foderafgrøder. På Lolland og Falster skete imidlertid en særlig udvikling, da der her opstod en stor produktion af sukkerroer og sukker, som er fortsat indtil i dag.^:43ff

Sukkerroedyrkningen gav et højt afkast, men krævede også både rigelig arbejdskraft og nye investeringer. I det første stykke tid blev der importeret arbejdskraft fra Sverige, der havde et stort landproletariat, men fra 1893 blev svenskerne erstattet af sæsonarbejdende polakker, såkaldte roepolakker, så der snart hvert år i sæsonen fra april til december arbejdede omkring flere tusinde polske kvinder med den tunge jord i roemarkerne. De blev ofte indlogeret i særlige såkaldt polakkaserner, hvoraf Lungholms polakkaserne i Tågerup stadig står i dag, indrettet som museum. Roedyrkningen medførte også byggeriet af fire sukkerfabrikker i Holeby (1872), Nakskov, Maribo og Sakskøbing (1910), hvoraf Nakskov Sukkerfabrik som den eneste fortsat virker med sit oprindelige formål. Højbygaard Sukkerfabrik i Holeby, der var Danmarks første, blev i 2007 kåret som et af Danmarks 25 industriminder.^:43ff

Udover sukkerfabrikkerne blev der bygget en række lokale saftstationer, der forarbejdede roerne til såkaldt tyndsaft, der derpå blev sendt videre ad underjordiske rørledninger til fabrikken. Til Nakskov Sukkerfabrik blev således i 1880'erne bygget fem vestlollandske saftstationer. Andre steder på Lolland blev der bygget et vidtforgrenet net af særlige smalle jernbaner, roebaner, med tipvogne til transport af sukkerroerne til fabrikken. Da dette jernbanenet var på sit højeste, var der i alt 600 km roebaner på øen.^:43ff

Især de store godsejere var begunstiget af den økonomiske fremgang fra først kornsalget og siden sukkerroerne. Et eksempel herpå var Edward Tesdorpf, hvis hovedsæde var Orupgård på Falster, men som også bl.a. ejede Sædingegård på Lolland. I alt ejede han 2300 hektar af Danmarks bedste jord og var i mere end tredive år den dominerende person i dansk landbrug.^:43ff Han var bl.a. hovedmanden bag etableringen af Nykøbing Falster Sukkerfabrik i 1884. De gode tider gav sig også udslag i et omfattende nybyggeri af både drifts- og hovedbygninger hos "det store hartkorn", som godserne blev kaldt. Nutidens lollandske herregårdsbygninger er fra anden halvdel af 1800-tallet mere end fra nogen anden periode. Her blev bl.a. opført en række slotslignende hovedbygninger med tårne og spir som Pederstrup, der i 1860'erne blev ombygget i fransk chateau-stil, Orebygaard fra 1872 i rosenborgstil og Aalholm i en gendigtning som middelalderborg i 1889.^:43ff

Industrialisering og mekanisering

Selvom sukkerproduktionen og den medfølgende infrastruktur var et fremtrædende træk ved industrialiseringen og moderniseringen på Lolland, var den ikke det eneste. Lollands første jernbane, der blev åbnet i 1869, var Maribo-Bandholm Jernbane, der forbandt Maribo med sin udskibningshavn. I 1874 åbnede Lollandsbanen, dvs. jernbanen mellem Nakskov over Maribo og Sakskøbing til Nykøbing Falster med en sidebane, der forbandt Maribo og Rødby. Rødbybanen blev i 1912 forlænget til den nyanlagte havneby Rødbyhavn. Lollandsbanen medførte blandt andet, at Søllested udviklede sig til en regulær stationsby med forretninger, håndværksvirksomheder, hotel og kro. Ligeledes voksede Holeby til en stations- og industriby efter anlæggelsen af sukkerfabrikken, hvilket blandt andet førte til grundlæggelsen af Holeby Maskinfabrik (grundlagt i 1901 med udgangspunkt i en smedevirksomhed fra 1882). Størst betydning fik dog det store stålskibsværft Nakskov Skibsværft, der blev grundlagt i 1916 af blandt andet ØK, hvis stifter H.N. Andersen var født i Nakskov. Året før var der i Rødbyhavn blevet anlagt et andet jernskibsværft.

Også en række andre transportmuligheder opstod i perioden. Danmarks første rutebil kørte imellem Nysted og Nykøbing fra 1903 til 1906. En jernbane mellem de samme to byer blev anlagt i 1910. Samtidig fik byerne efterhånden etableret gasværker, elværker og vandtårne.

Stormfloden i 1872

I november 1872 blev Lolland og Falster ramt af en naturkatastrofe i form af stormfloden 1872, den største stormflodskatastrofe i Danmark i nyere tid. Vandet steg indtil 3½ meter over normal vandstand, så kystdigerne blev oversvømmet. Rødby Fjord og Nakskov Fjord, der normalt lå 8 km fra hinanden på det smalleste sted, blev forenet i ét stort vandområde. Mange menneskeliv og store værdier gik tabt. Alene på Lolland og Falster druknede over 80 mennesker.

Katastrofen fik et vigtigt efterspil, idet Rigsdagen året efter vedtog en særlig lov om digebyggeri på Lolland-Falster. Den gav statsstøtte til at bygge nye diger på de to øer, hvilket medførte anlægget af såvel det falsterske som det lollandske dige. Lollandsdiget havde en højde på knap 5 meter over dagligt vande og var 63 km langt. Det er dermed Danmarks længste dige. Bag det nye dige blev et omfattende inddæmningsarbejde påbegyndt, der medførte en betydelig ny landindvinding, først og fremmest af den i dag helt tørlagte Rødby Fjord samt dele af Nakskov Fjord. Vedligeholdelsen af diget påhviler den selvstændige forening "Det lollandske Digelag", og der opkræves en særlig digeskat af ca. 7.000 lodsejere.

Den lokale politiske udvikling

Lollands første avise var "Lolland-Falsters Adresse Comptoirs Efterretninger", som udkom i Maribo fra 1806, men allerede i 1812 flyttede til Nykøbing. Den var af konservativ observans, mens det ældste Venstreblad, Nakskov Tidende, blev stiftet i 1868 i Nakskov.^:78ff Den landsdækkende politiske udvikling fra 1848 og frem til 1. verdenskrig blev på Lolland ved de lokale valg afspejlet igennem først konkurrence mellem bondevenner og nationalliberale, der senere blev konfrontationer mellem Venstre og Højre. Fra omkring århundredskiftet deltog også Socialdemokratiet i valgkampene med stigende styrke. Ved valgene til Den Grundlovgivende Rigsforsamling i 1848 havde Maribo Amt seks delegerede. De fordelte sig med fire bondevenner, heriblandt en af partiets ledere Balthazar Christensen, der blev valgt i Nakskov, samt en nationalliberal og en repræsentant for Højregruppen.

Lolland var efter Folketingets oprettelse med grundloven i 1849 opdelt i tre valgkredse, Nakskovkredsen, Maribokredsen og Sakskøbingkredsen. I de to første kredse med de største byer klarede Højre sig relativt godt og vandt de fleste valg indtil århundredskiftet, mens Venstre havde overtaget i Sakskøbingkredsen. Fra 1895 var Holger Rørdam partiets folketingsmedlem fra kredsen. I 1905 sluttede han sig til det nystiftede udbryderparti Det Radikale Venstre og fortsatte med at vinde kredsen for dette parti indtil 1918, hvor han trak sig tilbage. I 1892 opstillede for første gang en socialdemokrat i Nakskovkredsen, hvor han fik 35 stemmer. Fra 1901 opstillede den lokale socialdemokratiske leder Sophus Bresemann ved hvert folketingsvalg og opnåede hver gang flere stemmer. Ved folketingsvalget 1913 erobrede han første gang mandatet i kredsen, der fra dette tidspunkt blev en fast socialdemokratisk bastion. Bresemann fortsatte med at blive valgt til Folketinget, indtil han trak sig tilbage i 1935.

Arbejderbevægelsens fremvækst

Nakskov var som Lollands største og mest industrialiserede by et naturligt arnested for den lollandske arbejderbevægelse. Tre typer industrivirksomheder kom til at præge byen og dens beskæftigelse i perioden frem til 1. verdenskrigs slutning: Fabrikker, som bearbejdede det omliggende landbrugs produkter med Nakskov Sukkerfabrik, Nordens største af sin art, som flagskibet; maskinfabrikker og jernstøberier, som leverede varer til landbrug og transport i regionen, og endelig det store Nakskov Skibsværft, som blev oprettet i 1916 og hurtigt blev Danmarks næststørste værft.

Allerede i efteråret 1871 havde der været utilfredshed og strejketrusler hos arbejdere på byens store maskinfabrik Godthaab, og Socialdemokratiet, der var grundlagt i København samme år, anså derfor byen for et naturligt mål for partiets agitationsrejser. I april året efter besøgte en af partiets stiftere Paul Geleff derfor byen og holdt to møder, hvor flere hundrede mennesker deltog - mange af dem stærke modstandere af Geleff, hvorfor især det første møde blev tumultarisk, og Geleff måtte beskyttes af det lokale politi mod korporlige overfald.

I 1900 flyttede bødkeren og fagforeningsmanden Sophus Bresemann til Nakskov fra Aalborg, hvor han havde ledet den socialdemokratiske agitation i Nordjylland. Året efter stiftede han og blev redaktør for avisen Lolland-Falsters Social-Demokrat, der under navnet Ny Dag eksisterede indtil 1994 som en af de sidste socialdemokratiske aviser i provinsen. I 1905 kom Bresemann i Nakskovs byråd, hvor Socialdemokratiet i 1906 blev det største parti og i 1913 fik rent flertal - et flertal, som partiet bevarede indtil 1997.

Nakskovs kommunesocialisme

I 1914 blev Bresemann udpeget som den første socialdemokratiske borgmester i landet udenfor København. Han stod derfor i spidsen for et omfattende reformarbejde, som nævnes som et fremtrædende eksempel på den såkaldte kommunesocialisme, som var en del af Socialdemokratiets strategi i denne periode. Ideen var, at man i lokalområder, hvor partiet havde den politiske magt, kunne bruge den som en spydspids for at gennemføre partiets politik rundtom i landet, inden man selv fik regeringsmagten. Byen gjorde eksamensskolen gratis, byggede flere skoler, herunder det kommunale Nakskov Gymnasium i 1918, der blev Lollands første gymnasium, indførte sommerkoloni for underernærede børn samt gratis skolebespisning og skoletandpleje, forbedrede alderdomsunderstøttelsen og satte gang i boligbyggeriet, blandt andet ved at oprette foreningen Nakskov Arbejderboliger. Næsten alle de nuværende boligkvarterer i Nakskov er grundlagt i årene 1913-1920. Bresemanns arbejde gav Nakskov tilnavnet "Den rødeste by i det rødeste amt".

I Maribo gjorde Bresemanns kollega som redaktør og borgmester C.E. Christiansen senere et lignende arbejde. Som borgmester 1919-1921 og 1925-1946 fik han stor indflydelse på hospitals- og skolevæsenet og den sociale forsorg og sørgede bl.a. for grundlæggelsen af Maribo Gymnasium i 1937.

Efter 1. verdenskrig

Befolkningsudviklingen

I 1921 udgjorde befolkningen på Lolland ca. 83.000 personer. Den steg derefter svagt til 87.000 personer i 1945 - det højeste folketal på øen nogensinde. I efterkrigstiden er befolkningen imidlertid aftaget, så der i 2024 var 57.000 personer eller kun omkring to tredjedele af tallet 70 år tidligere. Til sammenligning var udviklingen på Falster i perioden nærmest konstant: fra 43.000 personer i 1921 over 46.000 i 1945 og 47.000 i 1955 (Falsters befolkningsmæssige højdepunkt) til 42.000 personer i 2024. Hele den danske befolkning steg fra ca. 2,4 millioner indbyggere i 1901 til 4 millioner i 1945 (inklusive Sønderjylland, der blev en del af Danmark i 1920) og knap 6 millioner i 2024. Befolkningsudviklingen på Lolland har dermed siden kort efter 1. verdenskrig været præget af først nærmest stagnation og siden en ret kraftig tilbagegang, mens der har været en kraftig befolkningsvækst i det øvrige Danmark.

Administrativ inddeling

Der var to store kommunalreformer i perioden, som begge medførte en centralisering i form af færre og større lokale administrative enheder. Kommunalreformen i 1970 formindskede antallet af kommuner fra 45 til ni (Nakskov, Maribo, Rødby, Ravnsborg, Rudbjerg, Højreby, Holeby, Sakskøbing og Nysted Kommuner). Toreby Sogn blev en del af den nye Nykøbing Falster Kommune. Samtidig blev skellet mellem købstads- og sognekommuner afskaffet, og Maribo Amt blev lagt sammen med det daværende Præstø Amt til den nye konstruktion Storstrøms Amt med hovedsæde i Vordingborg.

Strukturreformen i 2007 reducerede antallet af kommuner på Lolland til 1½, idet de syv kommuner Nakskov, Maribo, Rødby, Ravnsborg, Rudbjerg, Holeby og Højreby sluttede sig sammen til den nye Lolland Kommune, mens Sakskøbing og Nysted Kommuner samt den del af Lolland, der indgik i Nykøbing Falster Kommune, sammen med hele Falster dannede den nye Guldborgsund Kommune. Samtidig blev Storstrøms Amt opløst på linje med de andre amter, og begge kommuner blev en del af den nye Region Sjælland (fra 2027 Region Østdanmark) med hovedsæde i Sorø. I årene inden strukturreformen havde der havde været planer både om en fælles kommune for Lolland-Falster og om to kommuner, der omfattede hver sin ø. Men ved et initiativ fra Sakskøbings daværende borgmester Kaj Petersen allerede i 2003 sluttede de to østlollandske kommuner sig i stedet sammen med naboøen Falster. De øvrige syv lollandske kommuner dannede så efter en lokal folkeafstemning den fælles Lolland Kommune.

Infrastruktur

Depressionen i 1930'erne medførte flere store offentlige beskæftigelsesarbejder. Et af dem var anlæggelsen af Storstrømsbroen 1933-1937, der gjorde Falster og dermed Lolland landfast med Sjælland.^:50 Ligeledes blev Guldborgbroen indviet i 1934.

Jernbanenettet på Lolland blev udbygget yderligere i mellemkrigstiden, således med Maribo-Torrig Jernbane (1924-1941) og Nakskov-Rødby Jernbane (1926-1953), men i efterkrigstiden gik udviklingen den modsatte vej, og en del lokaljernbaner blev igen nedlagt. Maribo-Bandholm Jernbane indstillede persontransporten i 1952. I 1962 startede til gengæld Museumsbanen Maribo-Bandholm sin karriere som Danmarks første veteranjernbane.

Til gengæld blev vejnettet udbygget. I 1953 blev Fugleflugtslinjen, jernbane- og bilfærgeforbindelsen over Femern Bælt fra Rødbyhavn til Puttgarden på Femern indviet. Ruten blev hurtigt populær, fordi den medførte store tidsbesparelse for både vej- og jernbanetrafik mellem Skandinavien og det øvrige Nordeuropa. Åbningen medførte en række nye arbejdspladser i Rødbyhavn, der igen førte til en stigende befolkning i området.

I 1965 blev der anlagt en flyveplads på grænsen mellem de daværende Holeby og Rødby Kommuner, der senere udviklede sig til Lolland-Falster Airport. I 1975 åbnede færgeruten Spodsbjerg-Tårs mellem Langeland og Lolland. Såvel denne rute som Fugleflugtslinjen mistede imidlertid en del af sit kundegrundlag, da Storebæltsforbindelsen fra sidst i 1990'erne overtog en del af trafikken.

Erhvervsudvikling

1920'erne og 1930'erne var præget af kriser og arbejdsløshed i byerhvervene. I 1930 var halvdelen af alle arbejdere i Nakskov arbejdsløse. Det medførte uroligheder. I maj 1931 opstod der gadekampe mellem demonstranter og politi, der havde forbudt 1.maj-demonstrationer. Militæret blev sat ind, der blev åbnet ild, og ni demonstranter blev idømt fængselsstraffe. Affæren omtales sommetider som "Opstanden i Nakskov".

Lensafløsningen i 1919 gav som nævnt anledning til oprettelse af en lang række husmandsbrug. I 1950'erne og 1960'erne betød mekaniseringen af landbruget, at der blev behov for langt mindre arbejdskraft på landet. Nedgangen i især husmandsbrug og mindre landbrug fortsatte i 1970'erne og medførte en fortsat affolkning af landområderne. I 1980'erne var Nakskov Skibsværft, øens taditionelt største arbejdsplads, ikke længere konkurrencedygtigt, og skibsværftet lukkede helt i 1986. Det var katastrofalt for byen, selvom Vestas i 1999 oprettede en filial til produktion af møllevinger, der beskæftigede ca. 500 medarbejdere.

Øens fysiske fremtoning blev præget af begyndende sommerhusområder. De første primitive sommerhuse på Lolland blev bygget i Brunddragene i Saksfjed Inddæmning i 1920'erne og 1930'erne. Senere kom Bredfjed og andre sommerhusområder på sydkysten til. I de større byer voksede parcelhuskvarterer op i efterkrigstiden. Turismens større betydning kunne også ses i form af byggeriet af feriecenteret Lalandia i 1988 og i etableringen af Knuthenborg Safaripark i 1969, der efterhånden blev en turistattraktion med flere hundrede tusinde årlige besøgende.

Centralisering af både offentlige og private arbejdspladser medførte også flere virksomhedslukninger. Således mistede Sakskøbing 100 arbejdspladser, da Sakskøbing Sygehus lukkede i 1984, og yderligere en række, da Danisco i 1991 lukkede byens sukkerfabrik, der i roesæsonen havde op imod 400 ansatte, for at centralisere produktionen i Nykøbing.

Godsernes nedgangsperiode

1900-tallets første halvdel så en betydelig nedgang i de store godsers økonomiske og politiske betydning. Med Systemskiftet i 1901 overgik regeringerne fra det godsejerdominerede Højre til bøndernes parti Venstre, der skiftevis med det senere udbryderparti Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet kom til at danne regeringerne i de næste årtier. Med grundloven af 1915 mistede godsejerne deres priviligerede valgret til Landstinget, og i 1919 kom Lensafløsningen, der ophævede de tilbageværende otte majorater på Lolland. Majoraterne måtte betale en afgift til staten på 20-25 % af deres værdi og afgive en tredjedel af deres jord, der blev udstykket til husmandsbrug. De otte lollandske majorater samt det enlige falsterske (Vennerslund) afgav i alt 3.123 hektar jord til Statens Jordfond til dette formål. I 1922 forhøjede den daværende Venstre-regering desuden beskatningen af de store landbrugsejendomme, og en samtidig lov om arveafgift ramte også de formuende godsejere. Efter Wall Street-krakket i New York i 1929 kom 1930'ernes store depression, der bl.a. medførte høje toldmure og stop for udenlandsk arbejdskraft. 1929 blev således den sidste sæson, hvor de polske roepiger arbejdede på Lolland. Krisen forøgede det økonomiske pres på godserne, og mange af de store lollandske ejendomme skiftede ejere i perioden. Det tidligere så mægtige grevskab Christianssæde, som slægten Reventlow havde ejet i mere end 200 år, kollapsede således, og dets ejendomme blev spredt til mange nye ejere.^:49ff

Besættelsen

Under besættelsen nød det store landbrug til gengæld godt af landbrugseksporten til Tyskland (som den danske stat betalte). Godsejernes realindkomst steg således med 56 % under besættelsen. 1930'ernes krisetid og den efterfølgende verdenskrig medførte en polarisering blandt de største jordejere. I december 2040 stiftede tre adelige lollandske storgodsejere den såkaldte "Lensgrevernes Faggruppe", der opfordrede deres standsfæller til at samarbejde med det danske nazistparti og den tyskvenlige Landbrugernes Sammenslutning.^:50 Omvendt var den britiskfødte godsejerfrue på Engestofte Gods, Monica Wichfeld, en ledende skikkelse i modstandsbevægelsen på Lolland. Hun døde i tysk fangenskab i 1945.

Landbruget i efterkrigstiden

I efterkrigstiden fik landbruget efterhånden en mere beskeden rolle i Danmarks økonomi. Landbrugene mekaniserede og specialiserede sig, samtidig med at antallet af beskæftigede i erhvervet faldt. På Lolland valgte de fleste landbrug i 1960'erne og 1970'erne at satse på planteavl, primært korn og roer, og solgte kreaturerne fra. Hvede, byg og sukkerroer lægger beslag på de fleste marker, men også raps og græsfrø fylder i landskabet. Nogle større landbrug laver også nicheproduktion som Frederiksdals kirsebærplantager og i nyere tid vindmølle- og solcelleparker.^:54f

Lolland efter 2000

I efterkrigstiden har Lolland været præget af befolknings- og beskæftigelsestilbagegang - en udvikling, som fortsatte i årene efter 2000. Landbruget, der i 1920 var det dominerende erhverv, har i mange årtier beskæftiget stadig færre mennesker som følge af mekanisering og en svindende rolle i samfundsøkonomien. Industrien, som prægede de lollandske byer med den største by Nakskov i spidsen, har ligeledes i løbet af de sidste ca. 50 år oplevet tilbagegang i beskæftigelsen, symboliseret ved lukningen i 1987 af Nakskov Skibsværft, der i mange år havde været øens største arbejdsplads. Derudover er en række offentlige arbejdspladser forsvundet, især som følge af større centralisering. Maribo mistede sin rolle som amtshovedstad i 1970, alle rådhusene udenfor Maribo og mange arbejdspladser på skoler, sygehuse, domhuse, politistationer mv. er blevet nedlagt. Lolland Kommune er blevet en af Danmarks tyndest befolkede kommuner, fordi især den yngre befolkning er afvandret. Aldersfordelingen på øen er således præget af ældre årgange, og samtidig har øen fået større sociale problemer. En af grundene hertil er, at affolkningen har skabt lave boligpriser, som tiltrækker mindre resursestærke borgere udefra.

Nogle hovedstadskommuner har således eksporteret socialt udsatte borgere til Lolland, hvilket belaster de kommunale budgetter på øen. Lollands problemer blev sat på spidsen i dokumentarserien "På røven i Nakskov" om syv familier i Nakskov med sociale og økonomiske problemer, der blev sendt på TV 2 i 2015. Udsendelserne vakte stor opmærksomhed i hele landet og blev efterfølgende udsat for skarp kritik fra bl.a. Lolland Kommune, som opfattede titlen som stigmatiserende. TV-serien gav blandt andet stødet til oprettelsen af den lokale bevægelse Lolland-Falster Lovestorm, der ønskede at tegne et mere positivt billede af landsdelen.

Den fremtidige udvikling forventes i høj grad at blive præget af anlæggelsen af Femern Bælt-forbindelsen, som under arbejdet i 2020'erne vil være Lollands største arbejdsplads. Fremtidsvisionerne for øen peger på mere langvarige positive effekter, når transporttiden til byer som Berlin og Hamburg forkortes væsentligt efter forbindelsens færdiggørelse. Det samme gælder transporttiden til København som følge af elektrificering og udbygning af jernbanen og byggeriet af en ny Storstrømsbro. Samtidig er øen en stor producent af grøn energi. Lolland Kommune blev således i 2021 opgjort til at være Danmarks grønneste energikommune på grund af en meget stor mængde vindmøller og solceller, og kommunen regner med, at fremtidige energikrævende virksomheder kan blive tiltrukket af denne grund. Den grønne strategi blev oprindelig grundlagt af byrådet i den tidligere Nakskov Kommune i 1998, der traf fire vidtrækkende beslutninger som grundlag for en ny strategi for byen: udvikling af havnen som trafikhavn, forsyningsvirksomheder som vækstværktøj for kommunen, satsning på grøn energi og miljø samt en stigning i beskatningen for at skabe et solidt økonomisk grundlag for udviklingen. Da Lolland Kommune blev skabt i 2007, var en af de første beslutninger en videreudvikling af denne klima-, energi- og miljøsatsning.

Se også

• Fredede fortidsminder i Lolland Kommune
• Fredede fortidsminder i Guldborgsund Kommune

Eksterne henvisninger

• Hjemmeside for Lolland-Falsters Historiske Samfund (LFHS) med bl.a. digitale udgaver af selskabets årbøger siden 1913
• Hjemmeside for Museum Lolland-Falster
• Hjemmeside for Nakskov lokalhistoriske Arkiv
• Lolland-Falster - en historisk billedbog. Udgivet af Lolland-Falsters historiske Samfund 1972.
• Lolland-Falster - historier i landskabet. Udgivet af Lolland-Falsters historiske Samfund ved foreningens 100-års-jubilæum 2012.
• Himmel, hav og herregårde - et portræt af Lolland-Falster. Temaside fra Det Danske Filminstitut med en række ældre filmklip fra Lolland og Falster