Hak Holgersen Ulfstand

Hak Holgersen Ulfstand, til Häckeberga, 7.10.1535-10.11.1594, rigsmarsk. Født på Hackeberga, død i Kbh., begravet i Genarp k. U. gik fra 1542 nogle år i skole i Herrisvad kloster, men fik derefter en militær uddannelse. Først satte moderen ham i huset hos Eske Bille hvor han oplærtes i "rytteri". Ca. 1548 antoges han efter Christian III's anbefaling som page hos kurfyrst Moritz af Sachsen som han fulgte på flere krigstog, og som gjorde ham væragtig. 1554-62 tjente han som hofsinde hos Frederik II før og efter dennes tronbestigelse og deltog 1559 i toget mod Ditmarsken. 1562 fik han Isolte len og Ås kloster i Halland i pant, 1565-66 havde han Gisselfeld, 1566-67 Lundegård. Samtidig lagde syvårskrigen stærkt beslag på ham. I begyndelsen af den var han knyttet til kongens person og kaldes endnu i foråret 1564 hofsinde; under kampene foran Halmstad 1563 fik han et grimt sår i underansigtet hvad han havde men af lige til sin død. N.å. var han dog så vidt helbredt at han kunne overtage kommandoen over den skånske adelsfane, og som ritmester for den gjorde han det meste af krigen med. Det var ingen stor afdeling, men han førte den med bravour, bl.a. i slaget ved Axtorna; særlig udmærkede han sig på Daniel Rantzaus tog til Östergötland 1567-68 da han ved en enkelt lejlighed – i Holaveden – synes at have reddet hæren fra fuldstændig overrumpling. En noget roligere tilværelse fik han i krigens sidste år da han 1569 som lensmand overtog kommandoen på det nylig generobrede Varberg slot. Samtidig med Varberg fik han det lille Lyngby len i Bara hrd. frit for livstid; derimod afstod han Ås kloster 1571, Isolte 1575. Af hovedlen havde han Varberg til 1572, Odensegård 1572-75, Lykå 1575-78, Ålholm 1577-78, Kalundborg 1588-91 og til sidst Malmøhus fra 1591 til sin død. Af Vesterstad i Fers hrd. erhvervede han 1577 halvdelen ved mageskifte (mod Skaftelev på Sjælland) og fik 1587 resten i livsvarig forlening. Fra 1592 havde han Skt. Peders kloster i Lund på afgift.

1570'erne igennem virkede U. næsten udelukkende som lensmand og synes at have gjort det godt – bortset fra hyppige og ret store restancer; en enkelt eftergaves ham for hans "tro tjeneste i den sidste fejde". At han 1581 sammen med tolv andre adelsmænd fik sæde i rigsrådet medførte heller ikke nogen større forandring så længe Frederik II var i live. 1583 skulle han have været marskal på en udenlandsrejse som kongen havde planlagt, men atter opgav. N.å. sendtes han i forening med Peder Munk til Ösel i et vanskeligt hverv som de udførte til kongens fulde tilfredshed. I øvrigt var han i 80'erne beskæftiget med byggearbejder på Ålholm hvis svære firkantede tårne han har rejst, og hvor han 1585 modtog kongens og kanslerens besøg. Under formynderregeringen trådte U. stærkere i forgrunden. På prinsesse Elisabeths brudetog til Braunschweig 1590 ledsagede han som hofmester enkedronning Sophie; og skønt det allerede på rejsen kom til uenighed mellem dem valgte rigsrådet ham straks efter hjemkomsten til Christoffer Valkendorfs afløser som regeringsråd og til Christian IV's hofmester. Valget skete mod enkedronningens ønske, og meningen med det synes ligefrem at have været at modvirke hendes indflydelse på sønnen; hendes opfattelse af U. prægedes derfor også af både mistro og ringeagt. Nogen større indflydelse på den unge konges udvikling tør man i øvrigt næppe tilskrive ham, bl.a. fordi han temmelig ofte forsømte hvervet for sine andre offentlige eller private forretninger. Allerede på herredagen i sommeren 1593 opgav han både dette embede og sit sæde i regeringsrådet og udnævntes i stedet til rigsmarsk. Også i denne egenskab virkede han kun kort tid og så vidt man kan se uden at sætte sig dybere spor.

Enkedronning Sophie frakender i sine breve til faderen U. alle forudsætninger for at lede en fyrstes opdragelse. Men hun er intet uvildigt vidne, og selv om hans ensidigt militære opdragelse og ungdomsårenes feltliv ikke kan have levnet ham megen lejlighed til boglig syssel vidner dog andre træk om en ikke helt ringe dannelse. Bl.a. skal han på Häckeberga ikke blot have skabt et smukt haveanlæg i renæssancestil, men også anlagt en værdifuld skulptursamling; sikkert er det i hvert fald at både tårnene på Ålholm og hans sognekirke i Genarp, opført 1590, den dag i dag taler til ære såvel for hans arkitektoniske sans som for hans evne til at følge med sin tids smag. Den tapre kavaleriofficer synes tillige at have været en alsidigt udrustet mand hvem man med held kunne betro højst forskellige opgaver – men uden tilstrækkelig ærgerrighed og energi til at blive ledende statsmand.