Thora Daugaard

I 1918 brød Thora Daugaard med DK i forbindelse med "paladsrevolutionen", der drejede sig om DKs holdning til de netop overståede valg til Rigsdagen, de første med kvindelig deltagelse.

Lemche, der var redaktør af Kvinden og Samfundet, var blevet stærkt kritiseret for den skarpe linie, hun havde ført over for de politiske partier, fordi de ikke opstillede kvinder på pladser, hvor de havde en chance for at opnå valg. Hun påpegede også, at kun tre af de i alt ni kvinder, der blev valgt, havde en fortid i kvindesagen.

På baggrund af kritikken forlod Lemche sin redaktørpost, og med hende gik også DKs formand Stampe Feddersen og Thora Daugaard. Thora Daugaard fulgte Lemche af loyalitet, idet de to siden 1913 havde haft et nært samarbejde om Kvinden og Samfundet. Desuden havde der været kritik af den måde, hun ledede kontoret på. Stampe Feddersen sagde undskyldende, at Thora Daugaard nok kunne være lidt heftig.

I 1915 havde Thora Daugaard deltaget som repræsentant for DK i den internationale kvindefredskongres i Haag. Denne oplevelse fik vidtrækkende betydning for hendes liv.

Kongressen var en erstatning for International Woman Suffrage Alliance's planlagte kongres i Berlin, der på grund af Første Verdenskrig blev aflyst. Hovedemnet i Haag blev, hvordan kvinder kunne medvirke til at standse krigen.

Blandt de 2.000 kongresdeltagere mødte hun den amerikanske fredsforkæmper og feminist Jane Addams og hollandske Aletta Jacobs, der begge gjorde et stort indtryk på hende. Sammen med Rosika Schwimmer fra Ungarn udformede Thora Daugaard en resolution, der opfordrede til øjeblikkelig våbenstilstand.

Efter hjemkomsten tog hun sammen med Clara Tybjerg initiativ til dannelsen af Danske Kvinders Fredskæde, fra 1925 Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (KILFF), der 1919 blev en afdeling af Women's International League for Peace and Freedom (WILPF).

Under en af sine rejser i udlandet havde Thora Daugaard boet i et hus for enlige, selverhvervende kvinder. I 1918 tog hun initiativ til opførelsen af en lignende beboelsesejendom i Danmark.

Idéen havde været drøftet siden 1895, hvor man i forlængelse af Kvindernes Udstilling ville anvende overskuddet til en Kvindernes Bygning. Sammen med grosserer Thora Davidsen og fotograf Julie Laurberg, der begge havde deltaget i udstillingen, dannede hun Kvindernes Boligselskab.

For at fuldføre projektet fik Thora Daugaard brug for al sin diplomatiske snilde og sine oratoriske evner, og det lykkedes hende at overbevise staten, kommunen og ikke mindst banken om projektets strålende fremtid, selvom det i de år var næsten umuligt at opdrive byggematerialer.

I 1920 stod Clara Raphaels Hus på Østerbro færdig med knap 150 lejligheder, restaurant og vaskeri, og Thora Daugaard flyttede selv ind. Året efter ønskede hun at træde ud af selskabets bestyrelse og fik af de øvrige beboere tildelt en livsvarig æresbolig i huset.

Da Thora Daugaard havde fået byggeprojektet på skinner, afløste hun i 1919 Johanne Blom i Borgerrepræsentationen, hvor hun sad indtil 1921. Blom var i 1909 blevet valgt på en tværpolitisk borgerliste, men ønskede efter to genvalg at træde tilbage.

I 1919 blev Thora Daugaard også ansat som redaktør af det nystartede ugeblad Tidens Kvinder, som indtil 1923 var organ for Danske Kvinders Nationalråd. Bladet bragte artikler om aktiviteterne i de organisationer og foreninger, der var tilknyttet rådet. I 1920 fik KILFF også en fast side i bladet. Thora Daugaard var redaktør indtil 1925 og medudgiver 1923-27.

1930-32 redigerede hun Vore Damer, et blad for velstillede kvinder, der i stil mindede meget om Tidens Kvinder, som det kom til at se ud efter 1923.

I 1922 fik hun desuden bevilling til biografen Grand Teatret sammen med filminstruktøren Urban Gad, en søn af Emma Gad. Det blev aldrig noget lykkeligt partnerskab. I 1927 skrev han med slet skjult henvisning til Thora Daugaard, at den ene part i en dobbeltbevilling næsten altid udelukkende var en økonomisk belastning, idet vedkommende, der i øvrigt ikke kunne se forskel på en symaskine og et filmapparat, blot bidrog med en kvittering for den månedlige check.

I 1929 lykkedes det ham at skille sig af med Thora Daugaard under påskud af, at hun havde været bortrejst i årevis og manglede faglig viden. Hun havde været på rejse i USA i 1927-29, bl.a. for at studere film i Hollywood. Det gav anledning til adskillige protester fra kvindekredse, at hun mistede biografbevillingen.

Efter bruddet med DK i 1918 arbejdede Thora Daugaard resten af sit liv for fredssagen. Hun blev den ledende figur i KILFF og var foreningens formand fra 1920 til 1941. I løbet af få år fik KILFF mere end 15.000 medlemmer, et antal, der var højere end DKs.

I forbindelse med foreningens arbejde rejste Thora Daugaard til talrige internationale kongresser og opbyggede et omfattende internationalt kontaktnet, der bl.a. førte til, at hun af Addams, nu præsident for WILPF, blev indbudt til en foredragsturné i USA 1927-29 om fredssagen.

I 1934 deltog hun i Folkeforbundets forsamling som repræsentant for WILPF, og 1938-46 var hun kasserer for den internationale hovedstyrelse.

Både før og under Anden Verdenskrig var hun aktiv i modstanden mod nazismens fremmarch. I 1938-39 arbejdede hun sammen med Mélanie Oppenhejm og Kirsten Gloerfelt-Tarp for at redde så mange jødiske børn ud af de nazistiske lande som muligt.

Projektet vakte ikke just jubel hos justitsminister K.K. Steincke, men de tre kvinder mente, at Danmark måtte tage mindst 1.000 børn. Det endte med et kompromis, hvor 320 børn og unge fik indrejsetilladelse til Danmark, hvor de kom i familiepleje.

Det var meningen, at Danmark blot skulle være mellemstation inden videresendelse til Palæstina, og hovedparten af børnene kom vel ud af Danmark igen, men omkring 40 børn blev taget af tyskerne, da jødeforfølgelserne satte ind herhjemme i 1943. Thora Daugaards indsats for de jødiske børn medførte, at hun samme år måtte flygte til Sverige. Hendes sidste år var præget af sygdom.

Thora Daugaard var en organisator af Guds nåde. Hun startede blade og organiserede opførelsen af et stort hus, men ikke mindst var det hendes fortjeneste, at WILPF fik så stor en udbredelse i Danmark.

Hendes arbejde for varig fred blev i høj grad værdsat i internationale sammenhænge, hvor hun nævnes som en af de store fredsforkæmpere.

Hun var en blændende taler, der fik tilhørerne til at lytte, men evnede også at formulere komplicerede spørgsmål, så de blev forstået. Hendes stærke temperament løb indimellem af med hende, hun krævede meget af sine medarbejdere og var selv uhyre flittig.

• Foto i Kvindehistorisk Samling.
• Adda Hilden (red.): Når baner brydes, 1994.

• Dansk Kvindesamfund
• Kvinden og Samfundet
• Danske Kvinders Fredskæde (se Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed)
• Vore Damer
• Tidens Kvinder
• Grand Teatret
• Kvindernes Boligselskab
• Borgerrepræsentationen
• Clara Raphaels Hus

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.