De tillidsfuldes land

I 1999 ville 23 procent af Radikale Venstres vælgere lade udlændinge bosætte sig i Danmark, så længe de havde et arbejde. Sammen med SF og Enhedslisten var de dengang det mest tolerante danske parti over for indvandring, men siden er udlændingepolitikken blevet strammere og danskerne mere fremmedfjendske, har vi lært. Vi har haft en Muhammed-sag, vi har fordoblet Dansk Folkepartis mandater i Folketinget, og sammen med lande som Østrig og dele af det nordlige Belgien er vi storfavoritter til at vinde verdensmesterskabet i intolerance. Det skulle man i hvert fald tro, hvis man blot læste aviser og lyttede til politikere, men hvis man derimod spørger danskerne selv, har 00'erne været hårde ved vores indre svinehund.

Den store danske værdiundersøgelse, der udkommer hvert niende år og er lavet siden 1981, viser den stik modsatte bevægelse, og i dag vil 29 procent af Dansk Folkepartis vælgere lade udlændinge komme til Danmark, så længe de har et arbejde - det er flere, end Radikale Venstre ville i '99, hvor 45 procent i dag vil lade dem komme hertil. I 1999 ville 61 procent af Radikale Venstres vælgere have sat grænser for, hvor mange udlændinge, der må komme ind i landet - i dag er det kun 43 procent, der finder det nødvendig - hos Dansk Folkepartis vælgere er tallet 65 procent.

»Danskerne har tilsyneladende foretaget det, man kunne kalde en venstredrejning - på alle områder,« siger en af bogens forfattere professor emeritus Ole Borre fra Aarhus Universitet.

»På indvandrerområdet er vi ved at tilpasse os en multietnisk eller et multikulturelt samfund. Selv om man hele tiden hører det modsatte - at vi vender os mod indvandrere, at vi giver mange stemmer til fremmedfjendske partier og foretager voldsomme stramninger i udlændingeloven, så ser det ud til, at folkestemningen er på vej i den stik modsatte retning. Fra en mere nationalistisk tankegang over mod en langt større tolerance.«

Og det er egentlig overraskende, fortæller Ole Borre, for normalt vil man se, at vælgerne bevæger sig parallelt med, hvad politikerne foretager sig, »men vi ser generelt at de vælgere, der stemte på det, man kunne kalde et højreorienteret parti, udtrykker værdier, der passer bedre med et parti, der ligger til venstre for dem,« siger han.

Udviklingen overrasker bogens redaktør, professor Peter Gundelach fra Københavns Universitet, for det er ikke kun tilliden over for indvandrergrupper, der viser, at danskerne er blevet mere åbne og tolerante - det samme viser sig over for næsten alle samfundets store institutioner: Tilliden til det offentlige stiger, tilliden til politikerne stiger, tilliden til demokratiet stiger, tilliden til hinanden er steget, ja, selv tilliden til familien som institution er steget.

Tilliden til retsvæsnet er steget fra cirka 75 procent til 85 procent siden '99 og tilliden til det offentlige er steget fra godt 50 til 70 procent. Særligt er opbakningen til demokratiet og Folketinget steget markant: Mens kun 12 procent af danskerne var 'meget tilfredse' med demokratiet i 1999, er der nu 20 procent af os, der er 'meget tilfredse' og 56 procent der er 'temmelig tilfredse'. 23 procent af os er 'ikke særlig' eller 'slet ikke' tilfredse, mens der var 33 procent af os i denne kategori i 1999. I 1999 havde kun godt 20 procent af Dansk Folkepartis vælgere tillid til Folketinget - ni år senere er det 60 procent, der har tillid til Folketinget.

Det er en bevægelse, samtlige vælger har taget med større eller mindre spring. Gundelach kalder det for »en stor langsom og sej bevægelse«, man har set udfolde sig, siden man kunne sammen ligne de første to rapporter, men det undrer ham alligevel en smule, at de forholdsvis politisk urolige 00'er ikke har efterladt sig større aftryk på danskernes samfundsopfattelse.

»Jeg er overrasket over, at der ikke er sket mere,« siger han.

»I alle de år, vi har foretaget den her undersøgelse, har vi set et langt, sejt træk og det er egentlig bare fortsat. Udviklingen i den nye bog er beskrevet fra 1999, hvor vi jo siden har haft 11. september, vi har fået en ny regering, og den teknologiske udvikling har været enorm. Jeg havde egentlig troet, det ville give et udslag, men det har det nærmest ikke, og det synes jeg, peger på, at tesen om en langsom og stabil udvikling holder.«

Heller ikke den store såkaldte værdikamp, der buldrede løs i Anders Fogh Rasmussen første regeringsår har givet udslag i undersøgelsen. Opgøret med smagsdommerne og eksperterne, udlændingeloven, røde lejesvende, politisk korrekthed og skattestop - intet kan umiddelbart aflæses i danskernes værdier

»Vi kan ikke få bekræftet, at der skulle være sket et særligt store brud, eller at folk har gjort oprør mod et særligt politisk system,« fortæller Peter Gundelach.

»Og af de indikatorer, vi kan se omkring indvandreholdninger og den slags, er det nærmest gået den anden vej. Hvis man lever i en politisk verden - hvad journalister og politikere jo ofte gør - har man andre metoder og andre interesse i, at fremstille verden på en anden måde. Således kan man godt analysere sig frem til, at der sammen med en ny regeringen kom en anden holdning i befolkningen, men det er ikke sikkert, det aflejrer sig i befolkningen.«

Kun på et enkelt område har værdidebatten efterladt spor i danskernes selvopfattelse, nemlig med begrebet ytringsfrihed, der efter karikaturkrisen har ændret sig.

»Pludseligt fylder et begreb som ytringsfrihed utrolig meget for de højreorienterede - tidligere var det i højere grad de venstreorienterede, der havde det som et væsentligt omdrejningspunkt, og den ændring forklarer vi med karikatursagen. Det er et eksempel på, hvordan én sag kan filtrerer et bestemt begreb gennem en politisk holdning,« siger Peter Gundelach. Hvis man er positiv over for regeringen, vil man være mere tilbøjelig til at synes, at ytringsfriheden er en hjørnesten i demokratiet - det har regeringen jo sagt, hvorimod de venstreorienterede bliver mere usikre på, hvad de skal mene. Skal de bakke op om regeringen, og hvad betyder det for deres meninger om indvandrere?

»Ytringsfrihed bliver altså lige pludselig et politisk begreb.«

Peter Gundelach har svært ved at give én overordnet forklaring på den stigende tillid i befolkning, men en vigtig faktor, som i bogen er beskrevet af sociologen Morten Frederiksen er stigningen i det generelle uddannelsesniveau, påpeger Peter Gundelach.

»De nyere generationer er bedre uddannede end de gamle generationer, og det har helt sikkert en indflydelse på vores forhold til institutioner,« siger han. Men ifølge Gundelach handler ikke bare om befolkningens uddannelsesniveau. Det handler om selve måden, vi uddanner på.

»Uddannelse er gået fra at være mere konkret læringsorienteret til også at kunne rumme en dannelse i sociale kompetencer, evne til at omgås andre, mere refleksivitet og evnen til at tale med andre om problemstillinger og udvikle sig gennem det. Også i mellemlange uddannelse, ja helt ned i folkeskolen er eleverne i et konstant læringssystem, hvor de også skal overvåge deres egen læring,« siger Peter Gundelach.

Værdiundersøgelsen går stik imod den opfattelse, en del forskere, politikere og meningsdannere har turneret med de seneste år, men selv om det kunne ligne et paradoks, behøver de to analyser ikke helt at udelukke hinanden. Ifølge Peter Gundelach handler det om det snit, værdiundersøgelsen har lagt, hvor man spørger danskerne meget konkret til deres hverdagsoplevelser med institutionerne, hvilket kan give andre svar, end hvis man spørger mere abstrakt til danskernes opfattelse af samfundet eller for eksempel analysere på de tal, der kommer ud fra partiernes medlemslister.

»Pessimisterne har forholdt sig anderledes. De lægger som regel et andet snit. Hvis man ser på partiorganisationen eller tilslutningen til de politiske partier, kan det se ud, som om danskerne er skeptiske over for demokrati og politik, men det behøver ikke at være tilfældet,« siger Peter Gundelach, selv om han indrømmer, at det kan være en smule paradoksalt at have en system, folk siger, de bakker op omkring, men ikke tilslutter sig.

»Vores resultater er naturligvis også overraskende, hvis man følger den medievirkelighed vi lever i - her hører vi jo ofte kun om problemerne, men jeg tror det er den gamle historie om, at det er lettere at sælge en god nyhed end en dårlig, og når du så spørger folk direkte til deres hverdag, synes man som regel det går meget godt. Det kan måske godt forekomme selvmodsigende, da folk generelt næsten kun får deres billede af demokratiet og politik gennem medier, men på den anden side kan det være et sundhedstegn at de ikke bliver så bekymrede for den verden de lever i.«

Er der noget område, hvor danskerne er mere bekymrede end tidligere?

»Ja, vi er blevet mere bekymrede for sigøjnere. Ja, vi er blevet mere bekymrede for sigøjnere. Der er blevet mange flere der ikke vil have dem som naboer..«