IN MEMORIAM H. CHR. CHRISTENSEN

DØD 1. AUGUST 1925

Maleren Johan Rohde giver en smukt og følt Karakteristik af den nylig afdøde
Kunstven, fhv. Kontorchef H. Chr. Christensen, i hvem vort Kunstliv har mistet en
personlig lidet fremtrædende, men derfor ikke mindre aktiv og værdifuld Støtte.

DER er sikkert mange af Samlerens Læsere, der
Tid efter anden er stødt paa Signaturen H. Chr.
Chr., en Del har vel nu og da truffet selve Man-
den; man søgte jo Christensen, naar man øn-
skede paalidelig Besked om et eller andet moderne dansk
Billede; thi om saadanne Billeders Skæbne var hans Viden
udstrakt som hans Tjenstvillighed ubegrændset. Hans
større Kjendskab til enkelte
Maleres Arbejder samlede han
i sine ældre Aar som fuldstæn-
dige Fortegnelser i nogle smaa
Bøger, han lod trykke for egen
Regning i ret faa Eksemplarer,

Bøger, der ved deres Paalide-
lighed og Udførlighed er lige
saa søgte af Samlere, der har
Brug for dem, som de ved de-
res hele fornemme Tilsnit og
Sjældenhed er efterstræbte af
Bibliophiler.

Det er dog ikke netop som
Kunstekspert, men som en ual-
mindelig Kunstven, at H. Chr.

Christensen vil huskes af dem,
der personligt kendte denne
lidt mutte, tilbageholdne, noble
og gennemkultiverede Mand.

Fra Ungdommen ret velha-
vende og med et meget for-
staaende Øje for Kunst dyrke-
de han med Lidenskab sine
Samlerinteresser, og det var
mangt og meget, han Livet
igennem samlede paa.

Mange af vor danske Kunsts

bedste Værker fra Slutningen af forrige Aarhundrede er
vandret igennem hans Stuer — vandret; thi sjælden blev
de der mange Aar, ikke fordi der hos ham var en Antyd-
ning af Kunstspekulant eller, fordi han elskede at sjakre
med Kunst; men han havde nu sin egen Maade at samle
paa. Hans store Uselviskhed og Beskedenhed bragte ham
atter og atter, til hans Omgangsvenners Sorg, til at skille
sig af med, hvad han i Virkeligheden selv havde den største
Glæde ved at besidde; — men der var Steder, mente han,
hvor flere kunde have godt af de smukke Ting end i hans
smaa Stuer.

Før nogen anden skaffede han sig de første Frembrin-
gelser af den sjældne danske Keramik, som blev til i Fir-
serne i forrige Aarhundrede under Bindesbølls og Brødrene
Skovgaards Førerskab. Hele hans Samling heraf, saare
værdifuld, da disse Ting ikke er til at opdrive mere, til-
faldt det danske Kunstindustrimuseum, der ganske savnede

H. Chr. Christensen

en Repræsentation af disse mærkelige og sjældne Sager.
En anden Gang betænkte han Statens Museum for Kunst
med en hel Række ypperlige smaa Billeder og Skitser af
sin Samtids Malerkunst.

Han fandt paa at samle paa Klokker, smukke gamle
Klokker af Bronce og Porcelæn, for saa en skønne Dag at
udstykke Samlingen som Souvenirs til Venner og Bekendte.

Meget andet, han paa sin Vej
stødte paa og købte op, gik
samme Vej. Det var ham en
Nødvendighed stadigt at have
den Fornøjelse at give bort,
som da han en Dag tog et Par
kostbare Guldknapper, som
Bindesbøll netop havde tegnet
til ham, af sine Manchetter og
gav til en Ven, der ingen hav-
de, — saadan var H. Chr.
Christensen.

Men meget forlod hans
Hjem i de senere Aar, da hans
Formue tog af, ogsaa ved et
simpelt Bortsalg, dog af ikke
mindre ideelle Grunde. Hvor
han følte, at der virkelig var
Trang, maatte han især hjæl-
pe, støtte saa diskret som mu-
ligt. Navnlig unge, fattige
Kunstnere, ofte saadanne, der
var ganske ubekendte, som han
slet ikke personligt kendte no-
get til, men paa hvis Arbejder
hans aarvaagne Øjne var fal-
det i en eller anden Afkrog paa

en Udstilling eller hos en

Kunsthandler. Han tog da ned af Væggene værdifulde
Ting for i Stedet at kunne købe Billeder af disse unge Men-
nesker, han ventede sig noget af, og denne kræsne Mand
hængte saa, usnobbet som han indtil det inderste var, sine
nye Erhvervelser op paa de gamles Plads.

Søgte man ham en Aftenstund, kunde man undertiden
finde ham omgivet af en Kreds af unge Malere, som han
havde søgt op, og som han nu, selv spartansk og afhol-
dende, beværtede kongeligt.

Efterhaanden ebbede Formuen dog ud, og han evnede
ikke at købe stort mere, men til det sidste vedblev han at
plyndre sine Vægge, Reoler og Skabe for det gode, der
var tilbage for til sin Død at kunne være sin Opgave tro,
at være en Ven for sine Venner og en Ven af Kunst —
denne sjældne, beskedne, saa stilfærdigt melankolske
Mand med de store Sorger.