Af Klarna
En af de mest populære medieafspillere på markedet er Apples lille sorte tv boks: Apple TV. Kort fortalt er det en TV boks, som du slutter til dit TV for at kunne streame film og serier fra en lang række populære streamingtjenester.
Du kan bruge Apple TV, hvis du enten abonnerer på en eller flere streamingtjenester, for eksempel TV 2 play eller Netflix, eller du kan leje eller købe film fra for eksempel Apple eller Viaplay.
Nogle versioner af Apple TV kan også køre spil, som du enten spiller med fjernbetjeningen eller med en rigtig spilcontroller.
Apple TV er en medieafspiller til dit TV. Du forbinder den lille boks til fjernsynet med HDMI og opretter derefter forbindelse til internettet via kabel eller wi-fi. Derefter kan du køre forskellige apps til populære streamingtjenester som DR TV, TV2 Play, Viaplay, Netflix, Disney+, HBO Max, Prime Video, SkyShowtime og mange flere (synes du, at streamingtjenester er en jungle? Tjek vores test af streamingtjenester for at blive lidt klogere på det).
Apple TV kan sammenlignes med en digital boks til TV i den forstand, at du slutter boksen til dit fjernsyn og betjener den med den medfølgende fjernbetjening (eller en app til iPhone og iPad).
Forskellen er selvfølgelig, at medieafspilleren fra Apple håndterer tjenester til streaming af video og ikke almindelige tv-kanaler - den har slet ingen udgange til antenne og lignende, som en digital boks normalt har. På samme måde kan Apple-boksen ikke afspille DVD eller Blu-ray, da enhedens fysiske mål (3,5 x 9,8 x 9,8 cm) simpelthen ikke giver mulighed for det.
Har du ikke et Smart TV, er Apple TV en praktisk løsning til dine streamingtjenester.
Når du har købt dit Apple TV, så er der ikke nogen månedlige udgifter til abonnement. Men bruger du en af de kompatible apps til streaming, for eksempel Netflix, Viaplay, HBO eller Apples egen streamingtjeneste Apple TV+, er der selvsagt en månedlig pris, du skal betale. De apps kan du dog også bruge fra computeren, mobilen eller din tablet med samme abonnement.
Du kan selvfølgelig også bruge streamingtjenester, der ikke kræver et månedligt abonnement - for eksempel YouTube eller DR TV. Du skal oprette en konto hos Apple (det er gratis) for at kunne downloade de forskellige applikationer til Apple TV.
Apple TV-boksen har været på markedet siden 2007 i en række forskellige udgaver.
Apple TV 4K (3. generation) tilbyder i følge Apple selv den hidtil bedste billede -og lydkvalitet, med Dolby Vision-kompatibelt HDMI-kabel og 4K HDR med høj billedfrekvens.
Du kan samle Apple TV+, Apple Music og Apple Arcade sammen med alle dine foretrukne streamingapps. Gameplay er også blevet mere realistisk med A15 Bionic-chippen, som blandt andet også bruges i iPhone 13-telefonerne.
Den største nyhed i anden generation af Apple TV er den nye fjernbetjening med fysiske knapper i stedet for en touchpad. Den gode nyhed for dig, der ejer Apple TV 4 eller Apple TV 4K, er, at du også kan købe den nye fjernbetjening og koble den til dit eksisterende Apple TV.
Ud over en ny fjernbetjening ser selve medieafspilleren identisk ud. Indvendigt er hardwaren blevet opdateret til en Apple A12 Bionic, den samme chip, som sidder i iPhone Xs. Den har også fuld understøttelse af HDMI 2.1, variabel opdateringshastighed (VRR, variable refresh rate), høj billedfrekvens og wi-fi 6 samt ARC og eARC via HDMI-porten (audio return channel og enhanced audio return channel).
Hvis du allerede har et Apple TV 4 eller 4K, er der ikke den store grund til at opgradere, men hvis du ikke kan lide fjernbetjeningen, kan du altid købe en separat. Men hvis du køber et nyt Apple TV eller udvider dit hjem med flere Apple TV'er, er der ingen grund til at vælge den ældre model, da prisforskellen er ubetydelig.
Apples TV 4K-version af medieafspilleren er stort set identisk med sin forgænger. Alle funktioner og fjernbetjeningen fra tidligere er med. Det nye her er lidt hurtigere hardware, der understøtter 4K-opløsning og HDR. Enheden har senere fået understøttelse af lydsystemet Dolby Atmos via en softwareopdatering.
Den gamle og den nye Apple TV-fjernbetjening