Min bog "Hvorfor må jeg ikke være glad? Hvorfor taler du så grimt til mig?" er udgivet på forlaget Books on Demand og har ISBN-nummeret 9788743048770. Hvis du vil læse den, kan den købes hos forlaget eller i enhver boghandel. Har de den ikke hjemme, kan de få den hjem ud fra ISBN-nummeret. Du kan også låne den på dit lokale bibliotek.
Valget er mit
Globetrotter og forfatter Bettina Seerup
Faneblade
Hvorfor skal du vide noget om narcissister?
Jeg er i bund og grund ret ligeglad med narcissister. De interesserer mig ikke.
Det gør til gengæld de mennesker, der er i nære relationer til narcissister. Jeg ved, hvad de bliver udsat for, og hvordan det nedbryder deres selvværd.
Jeg ved også, at langt de fleste udsatte ikke selv er klar over, hvilke mekanismer der er i spil i relationen, og hvordan det har forandret dem.
Personer i nære relationer med narcissister kan leve hele livet på denne måde, og de tror, at det er dem selv, der er noget galt med. Det sørger narcissisten nemlig for, at de tror.
Personer i nære relationer med narcissister kalder jeg ”de udsatte”.
Eftersom meget få af os kan spotte en narcissist, er der heller ingen til at fortælle de udsatte, at der er noget galt. Fortæller de udsatte selv om de ting, de oplever derhjemme, vil de færreste tro på dem, for sådan oplever andre ikke narcissisten. Udtalelser som:
- Han er bare lidt besværlig.
- Hun kan være lidt for meget.
- Han laver bare sjov med dig.
- Hun har også en god side.
er meget almindelige om narcissister, når de udsatte prøver at tale om det.
Narcissister udsætter deres nærmeste for psykisk vold bag hjemmets fire vægge, og det skal ikke bagatelliseres. At andre kun ser en charmerende side af narcissisten, ændrer ikke på, at familien derhjemme bliver mishandlet. Vi må gøre noget for at hjælpe de udsatte. Vi må lytte til dem, og vi må tro på dem.
Jeg har skrevet en bog om narcissisme, fordi det er altafgørende for at forstå, hvad de udsatte lever med for, at vi også forstår narcissisme. Derudover skal vi selv lære deres psykologiske spil at kende, så vi ikke lader os manipulere af dem, men tværtimod kan holde dem så langt fra livet, at de ikke kan skade os. For de udsatte selv er det altafgørende for at få det godt, at de forstår, hvordan de har fået det så skidt.
Det er ikke ualmindeligt, at personer i nære relationer til narcissister udvikler angst, depression, stress og PTSD/C-PTSD. Det har høje omkostninger at leve med psykisk vold. Faktisk ser man tit, at i en familie med en narcissist, er den eneste uden en psykiatrisk diagnose narcissisten selv. Alle andre i familien kæmper for at få det godt med sig selv. Men det bliver svært, når de er sammen med årsagen til deres psykiske udfordringer.
Alle kender en narcissist. Du kender højst sandsynligt flere. Den gennemsnitlige Facebookbruger har 21 narcissister på sin venneliste. Statistik er taknemmeligt, men pointen er, at der ingen tvivl er om, at alle kender narcissister. Hvis du samtidigt ved, at narcissister udøver psykisk vold mod deres nærmeste, vil du så ikke lære at spotte narcissister? Du kan derefter hjælpe de udsatte. Du kan passe bedre på dig selv. Og du kan lære dine børn, hvordan de undgår at ende i et forhold med en narcissist.
Det er det, jeg arbejder på. Jeg udbreder kendskabet til narcissister, for at vi alle kan lære at spotte dem og undgå dem. Jeg prøver at være den stemme, jeg selv manglede i mere end 50 år.
I den kommende tid vil jeg i min klumme dele ud af min viden om narcissister. Hvis du lever med en narcissist, vil du blive forundret over, hvor præcist jeg kan beskrive dine oplevelser. Hav et åbent sind og lad klummens ord være i dine tanker, når det passer dig. Så er du godt på vej til at lære at spotte og undgå narcissister.
Diagnosekriterierne for en narcissist
Almindelige mennesker kan ikke diagnosticere andre mennesker, men vi kan godt se på kriterierne for en diagnose og reflektere over dem.
I Danmark diagnosticerer man ikke nogen til at være narcissist eller at have en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, som det også hedder.
Det er derfor, du ikke kender en eneste person med diagnosen.
Man diagnosticerer til gengæld narcissister i USA, hvor der forskes langt mere i narcissisme.
I USA er der af samme grund meget større viden om og fokus på narcissister end i Danmark.
Den amerikanske psykologiforening (APA) opstiller 9 kriterier for at kunne stille en diagnose på en narcissist. Kriterierne kan være gode at have, hvis man mistænker nogen for at være narcissist, så her er de i min danske oversættelse:
1. Har en grandios selvopfattelse
2. Er optaget af fantasier om ubegrænset succes, magt, dygtighed, skønhed eller perfekt kærlighed.
3. Er overbevist om, at han/hun er ”noget særligt” og enestående, og kun kan forstås af eller bør sammenlignes med andre enestående eller højstatus personer (eller institutioner)
4. Forlanger overdreven beundring
5. Har en følelse af berettigelse
6. Er interpersonelt udnyttende
7. Mangler empati: Er uvillig til at anerkende eller identificere andres følelser og behov
8. Er ofte misundelig på andre eller er overbevist om, at andre misunder ham/hende
9. Udviser arrogant, hovmodig opførsel eller attitude
For at kunne diagnosticere en person som narcissist, skal personen opfylde mindst 5 af de 9 kriterier. De narcissister, jeg har været tæt på, opfylder alle kriterier, og det er også mange andres erfaringer. De 9 kriterier er dermed gode til at beskrive narcissister.
De fleste kriterier forklarer vist sig selv, men nr. 1, 6 og 7 skal have et par ord med på vejen.
Kriterie 1 om at have en grandios selvopfattelse betyder, at man ser sig selv som et menneske, der er mere værd end andre mennesker. Narcissisten ser sig selv som hævet over andre mennesker. Når narcissisten på denne måde er over os andre, ser han/hun derfor også ned på os.
Kriterie 6 om at være interpersonelt udnyttende betyder, at man udnytter de relationer, man har med andre mennesker. At man udnytter sine relationer skal i forbindelse med narcissister ikke forstås positivt, men som at narcissisten misbruger sine relationer. Narcissisten bruger andre mennesker til at få sine egne – og kun sine egne - behov dækket. Den anden person i relationen er alene et middel til, at narcissistens behov bliver dækket.
Kriterie 7 om at mangle empati betyder, at man ikke genkender de følelser og behov, andre mennesker har. Derfor anerkender man dem heller ikke. For normale mennesker er det at have empati for andre mennesker helt naturligt, og vi skal vælge bevidst at lade være, hvis ikke vi vil vise empatien. Narcissister har slet ikke denne evne. De er ude af stand til at have empati. De KAN ikke.
Listen med kriterier viser tydeligt, at narcissister har et forvrænget billede af sig selv. De sætter sig selv op på en piedestal, for derefter at stå og beundre væsenet på piedestalen. De tager det desuden som en selvfølge, at vi andre ser dem på samme måde. Det er logik i en narcissists tanker, at når han eller hun er så fantastisk på alle områder, vil vi andre falde på måsen af beundring. Selvfølgelig ser vi op til dem og drømmer om at kunne opnå deres høje status, tror narcissisten. Enhver, der ikke siger narcissisten imod, vil blive opfattet som en enig undersåt. Skulle nogen vise sig kritisk overfor narcissistens selvbillede, vil det straks blive afvist som misundelse. Det er utænkeligt, at nogen ikke skulle se op til en narcissist. Din mindste tøven, når narcissisten forventer at blive beundret, vil blive besvaret med en nedladende og arrogant opførsel, der skal få dig til rette ind.
I en stor undersøgelse af forekomsten af narcissisme, fandt man, at 6,2% af befolkningen er narcissister. Det betyder, at der er 367.559 narcissister i Danmark. For at forstå hvor stor en andel det er, kan jeg fortælle, at det er næsten lige så mange danskere, som der bor i Århus og Aalborg tilsammen. Når vi ikke kan spotte dem ud fra deres diagnose, må vi dykke ned i andre måder at spotte dem på. Det fortsætter vi på at gøre i næste uges klumme.
Barn af en narcissist - når bare alle andre er glade
I sidste uge læste du de 9 kriterier for at få stillet diagnosen narcissist, og i denne uge vil jeg fortælle, hvordan du vil opleve det i narcissisternes opførsel.
Det er især i fem roller, at du vil opleve narcissisternes kendetegn, nemlig som forælder, søskende, partner, leder og kollega til dig. De sidste to møder du på jobbet eller til fritidsaktiviteter, og de første tre er i familien. Jeg vil starte med familien.
Hvis du bliver født ind i en familie, hvor den ene eller begge dine forældre er narcissister, er du udsat for psykisk vold hele livet.
Det er den absolut værste måde at have en relation til en narcissist, fordi du vokser op med at tro, at det er det normale. Du har aldrig prøvet andet, så hvordan skal du vide, at din opvækst er fuldstændig vanvittig? Forældrene er barnets primære omsorgsgivere, og vi søger som børn helt automatisk mod vore forældre for at få tryghed, omsorg og kærlighed.
Den narcissistiske forælder er ligesom alle andre narcissister uden empati, og det skader barnet at vokse op uden at blive set og hørt. Der vil være øjeblikke, hvor det føles som om, den narcissistiske mor eller far endelig forstår, hvordan barnet har det, men det går snart over igen. Barnet vil klynge sig til disse øjeblikke og længes efter dem. Der kan være uger eller måneder mellem disse korte øjeblikke, hvor barnet føler sig set og hørt; hvor barnet tror, det oplever forælderens empati og kærlighed.
Når øjeblikkene er så korte og sjældne, vil barnet tro, at det må gøre noget forkert resten af tiden. Det får barnet til at tage ansvar for forælderens humør, for hvis bare barnet gør mere eller gør det rigtige, bliver far eller mor god igen.
Det er en usund lærdom, barnet tager med sig resten af livet. Er du barn af en narcissist vil du i udpræget grad tage ansvar for, at alle omkring dig er glade – undtagen dig selv. Du har lært at sætte dig selv og dine behov til side. Du har lært, at hvis bare alle de andre er glade, så bliver du også glad. Men hvis du mærker efter, ved du godt, at det bliver du ikke nødvendigvis glad af.
Faktisk kan du blive rigtig ked af det, når det er lykkedes at gøre alle andre glade, og du står der tilbage med alle dine egne, udækkede behov. Du klandrer dig selv for ikke at være glad, for det burde du jo nu.
På et dybere plan har du også dårlig samvittighed overfor dig selv, fordi du har svigtet dine egne behov. Denne følelse på det dybere plan lukker du dog lynhurtigt af for. Du har jo lært, at dine behov ikke må komme til overfladen, fordi de er uinteressante og forkerte. Det er din intuition (også kaldet 6. sans og mavefornemmelse), der råber og skriger til dig fra dit inderste, men du er blevet ekspert i at ignorere din intuition.
Narcissister mangler evnen empati, og de mangler evnen til at føle kærlighed, sådan som vi andre forstår kærlighed. En forælder der hverken evner empati eller kærlighed er ikke egnet som forælder. Det er ikke nok at have et smukt hjem og mad i rigelige mængder. Det er ikke nok at holde kroppen sund med sport og hjernen skarp med viden. Vore psykiske behov skal også dækkes, for at vi vokser op med et godt selvværd og kærlighed til os selv.
Børn af narcissister kæmper med selvværdet. De kan have selvtillid, altså tillid til egne evner indenfor områder der interesserer dem eller de har uddannet sig i. Men troen på, at de som personer i sig selv er noget værd, er helt væk eller meget lav. Børn af narcissister har lært, fra den dag de blev født, at de ikke er noget værd i sig selv, og den narcissistiske forælder bliver ved at fortælle, indikere og signalere dette budskab resten af børnenes liv. Selv om du for længst er blevet voksen og lever et liv med egen familie, vil din narcissistiske forælder blive ved med at fortælle dig – direkte eller subtilt – at du ikke er noget værd.
Emnet ”Barn af en narcissist” er stort, så det vil jeg vende tilbage til.
Barn af en narcissist - gylden, sort eller usynlig
Børn af narcissister er en del af en slags større plan i narcissistens hoved.
Den narcissistiske forælder tildeler børnene forskellige roller, og opdrager børnene alt efter, hvilken rolle barnet har fået.
Det sker for at dække narcissistens forskellige behov, og det har yderligere den fordel for narcissisten, at det skaber spændinger børnene imellem.
Indenfor narcissisme taler vi om ”splitting”. Splitting handler om splittelse. Det er i narcissistens interesse, at der er splittelse mellem mennesker omkring narcissisten. Narcissisten bruger splitting meget, og det kommer til udtryk på flere måder. I familien betyder det, at narcissisten tildeler børnene roller som fx kun gode eller kun onde.
Børn af narcissister kan få tildelt en af disse 3 roller:
1. Det Gyldne Barn
2. Det Sorte Får
3. Det Usynlige Barn
Narcissisten kan bytte rundt på børnenes roller gennem opvæksten for at skabe mere splitting. Børnene vil nemlig kæmpe indbyrdes om at få den bedste rolle (Det Gyldne Barn) og undgå den værste (Det Sorte Får), når først de oplever, at rollerne kan skifte. Splitting mellem den anden forælder og børnene bruger narcissister også – især ved Det Gyldne Barn.
Det Gyldne Barn
Det Gyldne Barn kaldes også ”the golden child” og favoritbarnet. Dette barn bliver af den narcissistiske forælder altid fremhævet, forkælet og feteret. Det Gyldne Barn får større gaver, mere opmærksomhed, mere taletid osv. end de andre af narcissistens børn.
Det Gyldne Barn ses af narcissisten som en kopi af narcissisten selv, og barnet behandles mere som en partner end som et barn. Jo ældre Det Gyldne Barn bliver, des mere magt i familien tildeler narcissisten barnet. Samtidigt bliver den normale forælder skubbet til side i de voksnes parforhold. De fortroligheder, narcissisten deler med Det Gyldne Barn i stedet for sin partner, lærer barnet, at det skal se ned på den normale forælder. Barnet kan endda lære at behandle den normale forælder lige så dårligt, som narcissisten selv gør det.
Det Sorte Får
Det Sorte Får kaldes også syndebukken. Det er det af narcissistens børn, der aldrig kan gøre noget rigtigt. Barnet får altid skældud, nedgøres og bliver ydmyget.
Den narcissistiske forælder opsætter ofte konflikter, og sørger for at skabe drama ved at spille andre ud mod Det Sorte Får. Typisk fortæller narcissisten en løgn om Det Sorte Får, hvorefter barnet bliver udskammet af de, der er til stede, og de udstøder derefter barnet fra fællesskabet. I baggrunden står den narcissistiske forælder og smiler velfornøjet. Narcissisten har lige sat et kæmpe drama i gang, og ingen gennemskuer, at det er narcissisten, der reelt står bag det hele. Alle har vendt Det Sorte Får ryggen, og det er lige der, narcissisten ønsker sit barn hen.
Det Sorte Får er ofte en rebel, der ikke er bange for at sige sandheden, og det gør narcissisten bange for, at barnet skal afsløre ham/hende. Det er ikke usædvanligt, at narcissisten decideret hader det barn, der er tildelt rollen som Det Sorte Får. Hvis et barn - især Det Sorte Får - bryder forbindelsen med den narcissistiske forælder, kan barnet blive udsat for grusomme smædekampagner. Narcissister, der bliver forladt, viser sig ofte at være grænseløse i deres efterfølgende forsøg på at skade personen, der har forladt dem.
Det Usynlige Barn
Det Usynlige Barn er det barn, som i nærmest hele sin barndom går ubemærket rundt i hjemmet. Det er barnet, som ingen interesserer sig for, og som mest sidder alene på sit værelse.
Udefra set virker det som om, Det Usynlige Barn er det, der er mest udfordret, og har det sværest, men i virkeligheden er det det barn, der klarer sig bedst. Fordi barnet ikke bliver gjort til genstand for narcissistens opmærksomhed, bliver barnet heller ikke udsat for manipulation og vold på samme måde, som de to andre børne-roller bliver det. Men tag ikke fejl. At overse et barn er omsorgssvigt. Det er også psykisk vold. Det er bare på en anden måde end den psykiske vold og omsorgssvigt, de andre børneroller oplever.
Splitting som opdragelsesmetode gør ofte, at børn af narcissister har så konfliktfyldte forhold til hinanden, at de har brudt kontakten eller undgår hinanden. Det gælder især, hvis der blandt søskendeflokken er yderligere en eller flere narcissister.
Hvorfor bliver man i en relation til en narcissist?
Den narcissistiske partner og den narcissistiske forælder de to mest skadelige relationer, vi kan indgå i. Det hænger sammen med, at relationerne er båret af stor tillid. Vi betror os til dem og stoler på, de vil passe på os. De er vores fristed, hvor vi er fortrolige og sårbare, fordi vi forventer tryghed her.
Men det er ikke tilfældet, når der er narcissister involveret.
Narcissister væver en slags spind omkring os, som vi ikke ser, før det er for sent, før vi sidder fast. Den narcissistiske forælder har år til at vikle spindet omkring barnet, uden at barnet har mulighed for at se, at noget er galt.
Når det kommer til den narcissistiske partner, har narcissisten ikke år til at fange os ind. Vi er voksne, når vi søger vores livspartner, og vores barnlige naivitet er erstattet af sund skepsis. Det ved narcissisterne godt.
Hvis narcissisterne viste deres sande ansigter fra starten af, ville enhver løbe skrigende bort. Derfor bruger narcissisterne mange kræfter på at skjule deres sande ansigt, når de forsøger at indfange en ny partner i deres spind.
Narcissister følger et bestemt mønster, når det kommer til parforhold. Parforholdscyklussen for en narcissist har 3 faser, nemlig idealiserings-, devaluerings- og kasseringsfasen. Disse 3 faser gentages i det uendelige med nye partnere om og om igen. Dem vender jeg tilbage til i næste uge.
Der er også narcissister, der er i parforhold, der varer mange år eller hele livet. Det betyder ikke, at narcissisten i de langvarige forhold ikke er voldelig. Alle narcissister uden undtagelse udøver psykisk vold mod deres nærmeste. Ofte udøver de flere typer vold.
At nogen alligevel bliver sammen med en narcissist i mange år hele livet, skyldes et blandingsforhold mellem de to personer.
Narcissister er ligesom os forskellige. Jeg beskriver i min bog 11 forskellige narcissisttyper set med forskellige briller.
Nogle narcissister har svært ved at fastholde en partner. Det kan fx handle om, at de i sig selv fungerer på et lavt niveau og har små energiressourcer. Deres magtudøvelse kan være passiv aggressiv eller at spille offer. For dem kan det være nemmere at finde en ny partner end at holde fast på en.
Andre narcissister har et højt funktions- og energiniveau. De kan fastholde partneren ved at udøve magt med frygt og trusler. Deres spind omkring partneren kan desuden være meget stramt, fordi de er gode til at isolere partneren.
I de mangeårige forhold vil partneren på en eller anden måde matche narcissisttypen, og det handler langt hen ad vejen om, hvad der vil ske, hvis de forlader narcissisten. Måske føler de, at de er nødt til at blive og hjælpe narcissisten, der spiller offer, fordi det er synd for narcissisten.
Måske frygter partneren for sit liv ved at forlade narcissisten. Det kan desværre være en reel frygt. Eller måske frygter partneren, hvad den meget energi- og magtfulde narcissist vil gøre for at isolere partneren yderligere ved et brud.
Hvis du er i et parforhold med en narcissist, såvel som hvis du vokser op med en narcissist som forælder, sker der traumebinding – også kendt som Stockholmsyndromet. Det er en kompliceret psykisk tilstand, som opstår i tilfangetagne personer. Fangerne knytter sig til forbryderen, når de som overlevelsesmekanisme forsøger at forstå forbryderen. Fangerne bliver bundet så stærkt til forbryderen, at det er at sammenligne med afhængighed. De vil fx forsvare forbryderen og dennes handlinger mod dem selv.
Når en narcissist traumebinder dig, bruger han/hun skiftevis at knytte dig til sig og at nedbryde din psyke. Jo mere nedbrudt din psyke er, des mere afhængig bliver du af ham/hende. Traumebinding kører i ring, så du kommer igennem skiftevis gode, nedbrydende og afhængighedsskabende perioder igen og igen.
Den narcissistiske parforholdscyklus
Som jeg fortalte i sidste uge, følger narcissister et mønster, når de indgår i et parforhold. Det skal vi kigge nærmere på i dag.
Den narcissistiske parforholdscyklus har 3 faser, og de kan illustreres som på billedet i bunden af klummen. Bemærk at pilene går rundt, hvilket betyder, at der ikke er en afslutning for narcissisterne.
I det følgende kalder jeg narcissisten for ”han”. Narcissister kan både være kvinder og mænd, men for læsbarhedens skyld skriver jeg altså ”han”.
Idealiseringsfasen
I idealiseringsfasen har narcissisten fundet en person fx dig, som han bevidst vil bombardere med positiv opmærksomhed, kærtegn og interesse for at gøre dig forelsket i ham.
Hvis narcissisten er i et andet forhold, når han finder dig, vil han betro dig, hvor forfærdeligt forholdet er, og ofte også at partneren er psykisk syg. Du er derimod alt det, han har manglet og aldrig turdet håbe at møde. Du er hans redning og engel.
Du vil tænke, at det er for godt til at være sandt, at et så fantastisk menneske vil have dig, og det skal du se som et advarselstegn.
Et andet advarselstegn er, at det går for hurtigt frem i forholdet. Måske siger han ”jeg elsker dig” tidligere end normalt. Måske vil han flytte sammen ret hurtigt.
Endnu et advarselstegn er, at han er en tand for interesseret i dine hemmeligheder og livskriser. Han kan bruge alkohol eller lignende til at gøre dig mere snakkesalig, så du overskrider dine egne grænser for, hvad du ønsker at dele med ham.
Han vil fastholde dig i en massiv kontakt, og han vil være kritisk overfor dine venner og din familie for at få dig til at afvise dem. Han vil fx påpege, at de ikke behandler dig med respekt, og at du skal sige fra overfor dem, fordi du fortjener bedre. Dit netværk skrumper ind, og du er i gang med at blive isoleret. At isolere dig er en vigtig taktik mod at opnå total magt over dig.
Devalueringsfasen
I devalueringsfasen falder narcissistens maske. Her viser han et helt andet ansigt end det, du har oplevet tidligere. Forelskelsen er ovre, og hvor alt, hvad du gjorde i idealiseringsfasen, blev rost, bliver alt nu kritiseret.
De hemmeligheder, du delte i fortrolighed, bliver nu brugt til at nedgøre og undertrykke dig. Den psykiske vold er næsten konstant og kun afbrudt af få gode timer eller dage. Lige præcis nok gode timer eller dage til at du tror, han er blevet sig selv igen, sådan som han var i idealiseringsfasen.
Devalueringsfasen kan vare i mange år og sågar resten af livet, fordi narcissisten hele tiden holder liv i håbet hos dig, og fordi du stadig leverer nok narcissistisk forsyning. Samtidigt er du nu så isoleret fra dit netværk, at det er svært at bede om hjælp.
Han ændrer sig på dette tidspunkt, fordi han har investeret en masse tid og energi i at indfange dig og få dig fastlåst i jeres forhold. Nu skal du levere narcissistisk forsyning, så han kan føle sig magtfuld.
Kasseringsfasen
I kasseringsfasen vil du opleve, at narcissisten er komplet ligeglad med dig. Du er suget tør for energi, livsglæde, selvtillid og selvværd. Du har ikke mere at give af, og så kan han ikke bruge dig mere.
Han går nu i gang med at udskifte dig med en ny forsyningskilde, nemlig sin næste partner og offer. Hun er måske endda allerede på plads i kulissen, og kan have været det længe. Mens du er nået til kasseringsfasen, er hun nået til idealiseringsfasen.
Narcissisten vil ofte efter kasseringsfasen fodre dig spredte ”kærlighedskrummer”, der er påmindelser om nogle gode ting, I har oplevet sammen. Det har til formål at holde en dør åben hos dig til dage, hvor det nye offer ikke leverer nok narcissistisk forsyning.
Den narcissistiske leder og kollega
Narcissister har en grandios selvopfattelse, og mange narcissister søger magtpositioner, fordi de har behov for at udøve magt over andre mennesker. Det er i tidligere klummer beskrevet, hvordan de udøver denne magt som forælder og partner, og i dag skal vi se på narcissisterne, du møder på jobbet og andre steder, hvor der er en eller anden form for hierarki.
Det er en temmelig uheldig kombination, at en narcissist har en grandios selvopfattelse og søger at få magt. Det er opskriften på en virkelig dårlig leder. Den grandiose selvopfattelse betyder, at narcissisten ser sig selv som selvskreven til at være en leder. Problemet er bare, at det intet har med god ledelse at gøre. Man bliver ikke en god leder af at have høje tanker om sig selv.
Gode ledere er der for de mennesker, de har ansvaret for. De motiverer og støtter, så man sammen får løst opgaverne bedst muligt til glæde for alle. De sørger for arbejdsglæde og er de gode eksempler. De hjælper til på alle niveauer, får kollegaerne til at arbejde godt sammen, og respekterer enhver medarbejder og dennes funktion uanset hvad.
De narcissistiske ledere er stik modsatte. De er der på ingen måde for de mennesker, de har ansvaret for. De skaber konflikter. De forskelsbehandler bevidst for at skabe splitting. De sørger for, at du aldrig helt ved, hvad der forventes af dig. På den måde har de altid en mulighed for at slå ned på din indsats. Du bliver ikke anerkendt for dit arbejde, men vil tværtimod blive mødt af en subtil anklage om, at du ikke gør nok. Du ved ikke, hvornår du er i mål med dine opgaver, og du kan være ved at arbejde dig ihjel.
De narcissistiske ledere vil se deres medarbejdere som leverandører til deres oppustede ego. Medarbejderne tjener lederen. De narcissistiske ledere udnytter deres medarbejdere, og de er ikke blege for at true. Truslerne kan være direkte, eller de kan være subtile. Enten gør du, som lederen siger, eller også kan du hurtigt miste dit job eller blive firmaets udskammede syndebuk.
Narcissister er utroligt konfliktskabende, og det gælder også de narcissistiske ledere og kollegaer. De står gerne for bagtalelser og sladder på arbejdspladsen. De latterliggør og nedgør kollegaerne. De er eksperter i at triangu-lere, hvilket betyder, at de får andre til at lave intriger og konflikter omkring udvalgte medarbejdere. Narcissister står bag mobning på arbejdspladsen. De sørger for klikedannelser og drama.
Den narcissistiske leder såvel som den narcissistiske kollega stjæler dine gode idéer og sælger dem videre som sine egne. Hvis det går godt, vil narcissisten sole sig i beundringen. Hvis det ikke går godt, vil narcissisten sige, at idéen var din og latterliggøre dig for den.
De narcissistiske ledere og kollegaer snakker gerne om sig selv. De fremhæver sig selv og alt det, de gør. Selv om det bare er noget, der er deres helt almindelige arbejde, vil det blive skamrost og afkrævet beundring. De lover dig guld og grønne skove for at få dig til at føje dem. Det kan fx være lederen, der lover en snarlig lønforhøjelse eller forfremmelse, hvis du ikke siger op, som du ellers var i gang med. Det er future faking, hvilket betyder at det aldrig kommer til at ske.
Narcissister tager aldrig ansvar for deres fejl. Det er et af de sikreste tegn på, at du har med en narcissist at gøre på din arbejdsplads. Alle mennesker begår fejl, men narcissister indrømmer det aldrig. De giver andre skylden.
På arbejdspladser med narcissistiske ledere er der mange sygemeldinger, fordi arbejdsmiljøet er så skadeligt for medarbejderne. Der er også stor udskiftning af medarbejderstaben, fordi folk flygter. Det er ekstremt stressen-de at gå på arbejde sådan et sted. Den narcissistiske leder vil heller ikke være bleg for at fyre gode medarbejde-re, hvis ikke de føjer narcissistens luner.
Hvis du er nødt til at arbejde sammen med narcissister, skal du kunne holde afstand til dem og have et godt kollegaskab med andre. Luk ikke narcissisterne ind i din privatsfære. Man kan godt arbejde sammen med nar-cissister i en periode, hvis man kan holde dem 3 skridt fra livet. Er det et langvarigt, tæt samarbejde, er det næppe holdbart for dig at være i. Er narcissisten din leder, kan den eneste løsning være at finde et nyt job. Husk at psykisk vold sætter dybe spor, som det kan være svært at komme af med.
Den overte og den coverte narcissist
Jeg har tidligere nævnt, at jeg i min bog beskriver 11 forskellige typer af narcissister. De er opdelt i 4 grupper, og i dag vil jeg beskrive gruppe 1, som består af den overte og den coverte narcissist. Alle narcissister er enten overte eller coverte.
Den overte narcissist
Overt betyder åben eller synlig, så den overte narcissist viser sin narcissisme åbenlyst og synligt.
Når overte narcissister træder ind i et rum, er det med sådan en ”Her kommer jeg!”-attitude, som skal få alle til at rette opmærksomheden på dem. Deres grandiose selvbillede og de ekshibitionistiske tendenser kan for mange tilskuere give et indtryk af, at de har enorm selvtillid. Denne facade tiltrækker mange mennesker, men det er en falsk facade.
De overte narcissister tror, at hele verden anerkender deres superiositet. De mener, at de har ret til mere end andre mennesker, og de forventer at få det. Andre mennesker er i deres øjne en slags soldater, der er sat i verden for at tjene dem. De har intet til overs for deres soldater, men bruger dem alene til at opfylde egne behov. Der er altid drama omkring de overte, og de spreder gerne frygt, fordi de morer dem.
De overholder ikke regler, men gør hvad der passer dem. Regler er til for os andre, fordi vi i deres øjne er så dumme, at vi følger dem. Hvad vi andre mener om dem, er de kolde overfor. Det er kun deres egen mening, der tæller.
De bruger mange penge på statussymboler, fordi det i deres øjne viser udadtil, at de er mere værd end andre. De praler af deres præstationer, og det er ligegyldigt for dem, om det er sandt eller en lang liste af løgne, de praler med.
Du vil opleve de overte narcissister som arrogante, selvfede, skødesløse, ekstravagante, ambitiøse, charmerende og energifyldte. De tror, at alle andre misunder dem og vil have det, de har, og derfor vil de knuse dem.
At leve sammen med den overte narcissist opleves af de nærmeste som udmattende, forvirrende og flovt.
Den coverte narcissist
Covert betyder skjult eller tilsløret. Den coverte narcissist skjuler altså sin narcissisme, og kan på den måde være en hel del sværere at spotte end den overte narcissist. De har egentlig samme selvopfattelse som de over-te, men de vinder ikke på samme måde gehør for det, fordi de ikke tydeligt opstiller den falske facade af selvtillid. De higer stadig efter opmærksomhed, og kan de ikke få positiv opmærksomhed, er negativ lige så fint med dem. De vil bare være i fokus.
Det virker bedre for dem at spille ofre, så det bruger de meget. De kan spille generte og usynlige men også denne facade er falsk og har kun til formål at manipulere andre. De er oversensitive overfor kritik. De misunder andre alt, og derfor ønsker de at knuse andre.
De svindler gerne penge fra andre og kan bruge formuer på tant og fjas, fordi det bekræfter deres følelse af at fortjene mere end andre.
De er optaget af fantasier om magt, skønhed og succes, og vil være psykologer, terapeuter, missionærer og andre hjælpende roller, hvor de kan udøve magt på sårbare.
Du vil opleve de coverte narcissister som usikre, passive, stille, afhængige, uselvstændige, beregnende, forsigtige og med falsk beskedenhed. De spiller gerne sensitive, og de kan virke høfligere, når de manipulerer. De dækker deres spor for at bevare deres ry.
De nærmeste kan leve sammen med coverte narcissister i mange år uden at gennemskue dem.
Hvis du har en person mistænkt for at være narcissist, kan du nu måske se, at vedkommende er enten overt eller covert. Det kan hjælpe dig til at forudsige, hvordan de vil opføre sig, og hvilke manipulationsmetoder du vil opleve fra dem. Husk at din mavefornemmelse oftest har ret, og husk at det aldrig nogensinde er din skyld, hvad du bliver udsat for af narcissisterne. De vil påstå, at det er din egen skyld, når de mishandler og manipulerer dig. Men der er kun én, der har ansvar for narcissistens opførsel, og det er narcissisten selv.
Hvad har aber og frøer med narcissister at gøre?
Jo, det skal jeg fortælle dig. Det er nemlig sådan, at der findes en masse udtryk, man bruger, når man taler om narcissister. Der er især 26 udtryk, som jeg bruger meget. De er alle beskrevet i min bog, og en del af dem er allerede brugt i tidligere klummer.
Der ligger meget lærdom om narcissister i udtrykkene, og i dag vil jeg fortælle om de to udtryk, der har med dyreverdenens aber og frøer at gøre.
Flyvende aber
En narcissist ville have svært ved at være gennemført gemen, hvis han eller hun stod alene. De har brug for, at andre hjælper dem eller i det mindste ikke har mistillid til dem. Vi ved allerede, at de lyver konstant, manipulerer, bagtaler, nedgør osv. Men de har et endnu stærkere våben, der gør deres mishandling mulig. Det er deres flyvende aber.
Flyvende aber er et KÆMPE problem for alle, der er og har været i en tæt relation med en narcissist. Mens du lærer om narcissisme og narcissister, vil du formentlig tale med mennesker omkring dig om alle dine tanker om det. Når du føler dig sikker, vil du kunne spotte en narcissist, og også det vil du tale med andre om. Men du møder modstand. Mennesker omkring dig tror ikke på dig.
De bagatelliserer de ting, du fortæller, at du har oplevet med narcissisten. De prøver på at overbevise dig om, at narcissisten ikke er, som du fortæller. Måske vil de endda prøve at få dig til at tie, og vender dig ryggen, hvis du insisterer på, at din virkelighed ER sand, og du vil have, at de respekterer, at det her er vigtigt for dig.
Kan du se, hvad der sker? Dine grænser bliver ikke respekteret, og du bliver udsat for gaslighting og måske også silence treatment. Det kunne se ud til, at du står overfor endnu en narcissist, men det er det ikke nødvendigvis. Det er en af narcissistens flyvende aber.
Flyvende aber kaldes også medløbere eller narcissistens forlængede arm. Det er personer, narcissisten har manipuleret til at løbe narcissistens ærinder.
De flyvende aber stiller ikke spørgsmålstegn ved narcissistens ord, men tror blindt og ukritisk på alle anklager og bagtalelser af andre mennesker. Narcissisten bruger dem til at få sine løgne spredt, for hvis der er flere, der siger det samme, virker det mere troværdigt.
Flyvende aber er også observatører og stalkere, der på narcissistens ordre melder tilbage om de udsattes færden, og om de udsattes reaktioner på narcissistens angreb.
Flyvende aber kan være men er ikke altid selv narcissister, men de er lige så farlige som narcissisterne selv, for de gør lige så meget skade på dit psykiske helbred, som narcissisterne gør.
Boiling a frog
Boiling a frog kan oversættes til ”at koge en frø”.
Hvis man putter en frø i en gryde med kogende vand, vil den spring for livet.
Hvis man putter en frø i en gryde med koldt vand, og langsomt koger vandet, bliver frøen i gryden. Den registre-rer ikke, at vandtemperaturen stiger, og at den langsomt bliver kogt.
Boiling a frog er analog med at indgå i en relation til en narcissist. Den psykiske vold kommer snigende i så små mængder, at man ikke opdager det, før det er for sent, og man lever med massiv psykisk vold dagligt.
Hvis narcissisten havde vist sit sande ansigt fra starten af med al den psykiske vold, han eller hun vil eskalere op til over tid, ville ingen have haft noget med vedkommende at gøre.
Du kan have oplevet det på den måde, at narcissisten gør noget, du finder grænseoverskridende, men du tænker, at det alligevel ikke er en god grund eller nok til, at du ikke vil have mere med ham eller hende at gøre. Og så slår du det hen. Senere oplever du det igen, men ligesom sidst er det så lidt, at du ikke kan forsvare at forlade ham eller hende. At dine grænser er blevet flyttet mikrometer for mikrometer, og at det sammenlagt slet ikke er ingenting, har du ikke opdaget.
Folk spørger ofte de udsatte efter flugten fra narcissisten, hvorfor de ikke bare gik for længe siden? Boiling a frog-udtrykket svarer på det spørgsmål.
Se efter at komme væk!
Hvis du har læst min klumme og min bog, og du ikke længere er i tvivl om, at du er i en tæt relation til en narcissist, så er dagens overskrift mit råd til dig. Se efter at komme væk!
Det er vigtigt, du indser, at narcissister aldrig ændrer sig.
Man har forsøgt at behandle dem med både medicin og terapi, men der er intet, der hjælper. De er og forbliver narcissister resten af deres liv. Det betyder, at hvis du håber og tror, jeres relation bliver bedre med tiden, så kommer du til at vente for evigt.
Det er en stor mundfuld at indse, at man har en tæt relation til en narcissist – det være sig din mor eller far, din ægtefælle eller kæreste, din bror eller søster, din ven eller veninde eller måske din kollega eller chef. Derfor må du også tage dig den tid, du har brug for til at fordøje det hele.
Det kan være svært at se, hvordan du nogensinde skal få det godt igen, når du står midt i det. Vid at det er narcissisten, der med sin psykiske vold har plantet denne usikkerhed i dig. Narcissisten har minutiøst fjernet dit selvværd og erstattet det med afhængighed af narcissisten selv. Det er meningen, at du skal blive bange og utryg ved tanken om forlade vedkommende. Du er blevet hjernevasket til straks at få dårlig samvittighed og skamme dig, hvis du sætter dig selv og dine sunde og naturlige behov først.
Den gode nyhed er, at du ikke bliver ved at have det sådan. Når først du er fri af narcissisterne, kan du begynde din rejse mod det smukkeste liv fyldt med selvværd, selvkærlighed og indre ro. Det sker ikke fra den ene dag til den anden. Psykisk vold sidder dybt i os, og det må tage den tid, det tager at bearbejde skaderne.
Vigtigt er det dog, at du ikke bliver hængende i bitterhed. Gør du det, lader du faktisk narcissisterne påvirke dig fortsat. Tag i stedet den værst tænkelige hævn, en narcissist kan blive udsat for, nemlig at du glemmer alt om ham/hende og får et meget bedre liv.
Nulkontakt
Når man bortviser en narcissist fra sit liv, er det meget vigtigt at gå nulkontakt. Det er det allervigtigste, du kan gøre for dig selv, når du forlader en narcissist. Du må og skal gøre det.
Nulkontakt er 100% blokering af alle tænkelige kontaktmuligheder, narcissisten har til dig. Det er blokering af telefonopkald, sms’er, sociale medier, mails, apps osv. Det kan også være nødvendigt for dig at få hemmeligt telefonnummer og adresse.
Det er vigtigt for en eventuel senere anmeldelse af narcissistens smædekampagner og stalking, at du har sagt tydeligt fra. Jeg anbefaler, at du gør det i en mail, så du har dokumentation. Skriv at du ikke er interesseret i kontakt med ham/hende, og at du ikke vil have, at han/hun kontakter dig. Skriv ikke mere end dette. Gør det kort og præcist. Bloker derefter ham/hende overalt.
Hvis der er den mindste mulighed for, at narcissisten kender dine passwords, er det en god idé at du ændrer dem. Brug totrinsgodkendelse hvor det er muligt.
Så længe narcissisten kan kontakte dig, eller du kan se noget som helst omkring narcissisten på fx Facebook, vil det påvirke dine tanker og handlinger. Denne skadelige påvirkning kan stoppes effektivt med nulkontakt, og det vil give dig ro til at fokusere på, hvordan du kommer videre mod det gode liv.
Vær opmærksom på personer omkring dig, der kan fungere som flyvende aber.
Hvis du har børn med en narcissist, anbefaler jeg, at du forlanger, al kontakt skal foregå på mail. Mailkontakt giver dig mulighed for at tænke dig om og falde til ro, når narcissisten forsøger at fremprovokere en følelsesmæssig reaktion fra dig. Det giver dig også vigtig dokumentation for narcissistens ord.
Hvis du vurderer, at det bliver farligt for dig at forlade din partner, kan du kontakte et af Danmarks mange krisecentre. De findes både for mænd og for kvinder. De kan også hjælpe dig med råd.
Jeg vil slutte af med at sige, at hvor du muligvis aldrig før har mødt et menneske, der troede på dine oplevelser, så er der mindst én, der tror på dig nu.
Jeg tror på dig.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)











