Kromosfære, (af kromo- og græsk sphaira 'kugle'), region i Solens eller en anden stjernes ydre dele, der ligger over den synlige overflade, fotosfæren, men under koronaen. Den består af stærkt fortyndet gas og plasma og er normalt ikke synlig. I modsætning til i de indre dele stiger temperaturen op gennem kromosfæren; på Solen fra et minimum på 4500 K et par hundrede km over fotosfæren til 1,5 mio. K ved overgangen til koronaen. En stor del af stigningen sker i en transitionszone på få hundrede km.
Overgangen fra kromosfære til korona er uregelmæssig. Små spidse jetstrømme af relativt koldt plasma, spikler, skyder ustandselig op i den varmere og tyndere gas i koronaen. Det sker i et mønster svarende til det underliggende konvektionscellemønster i fotosfæren. Se også Solen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.