Pjotr Kapitsa

Pjotr Kapitsa var en russisk fysiker, opdager af superfluiditeten. Han modtog Nobelprisen i 1978 for sine omfattende arbejder inden for lavtemperaturfysik.

Pjotr Kapitsa blev uddannet i Skt. Petersborg under Abram Ioffe. Kapitsa kom i 1921 til Cavendish Laboratory i Cambridge, England, hvor han arbejdede hos Ernest Rutherford. I 1931 udnævntes Kapitsa til leder af det nyindrettede Mond-laboratorium i Cambridge, som han gjorde til et førende centrum for forskning i stoffers egenskaber i meget stærke magnetfelter og ved meget lave temperaturer.

Efter et sommerophold i sit hjemland i 1934 fik han af de sovjetiske myndigheder forbud mod at rejse tilbage til England og det blev pålagt ham at opbygge et nyt eksperimentalfysisk institut i Moskva. Her forskede han bl.a. i egenskaber ved flydende helium og opdagede derved superfluiditeten i 1938.

I 1946 faldt Kapitsa i unåde og blev fjernet fra instituttet efter en magtkamp med Lavrentij Berija. I nogle år forskede han privat sammen med sønnen Sergej i mikrobølge- og plasmafysik; denne forskning fortsatte ved instituttet, efter at han blev genindsat som leder i 1954. I 1965 fik Kapitsa tilladelse til at rejse til København for at modtage Niels Bohr-medaljen; det var hans første besøg uden for Østblokken siden 1934. I årene derefter var han ofte i Vesten, hvor han modtog æresdoktorgrader og andre hædersbevisninger.