New Age, (eng. 'ny tidsalder'), egl. betegnelse for "Vandmandens tidsalder", dvs. den nye 2000-årige periode, som i vor tid afløser "Fiskenes tidsalder" (jf. astrologi); begrebet lanceredes i denne betydning i 1932 af teosoffen Alice A. Bailey, men først med rockmusicalen Hair (1967) og indledningssangen Aquarius begyndte New Age-tanken at gribe om sig.
New Age bruges som et samlende begreb for mange slags nutidige spirituelle strømninger, hvis fællesnævner er bebudelsen af en ny harmoni mellem åndelighed og videnskab og af et generelt opgør med materialistisk tænkning, idet individets åndelige arbejde og udvikling anses for at være forudsætningen for en bedre verden. Andre fællestræk er tilliden til, at "Gud" er inde i os selv, og at vi selv er herrer over vores skæbne.
New Age blev udbredt via 1960'ernes hippiekultur. Alternative bevægelser og netværk dannedes mhp. forbedret sundhed og livskvalitet, økologisk livsførelse, spirituelle bofællesskaber osv. En optimistisk tro på reinkarnation er et afsæt for en kosmologi af særlige energier og balancer, der udgør et arbejdsgrundlag for New Age. Visioner og budskaber kommunikeres via trykte og elektroniske medier samt fora som "Festivals for Krop, Sind og Ånd".
I 1900-t.s sidste årtier blev New Age efterhånden anset for et religiøst tagselvbord af hjælpemidler til bedre at beherske den enkeltes egen livssituation. Både åndelige og jordiske vejledere indgår; således har skuespiller Shirley MacLaine med stor succes beskrevet sin åndelige søgen og indsigt i bog- og filmversioner. Hjælpemidlerne omfatter: okkultisme, astrologi, krystallomanti, holisme, alternativ medicin, herunder healing, visualisering (se forestilling), kanalisering, yoga, meditation, terapier i traditionerne fra Wilh. Reich og C.G. Jung og shamanisme mv.; se også nye religioner.
De mange forskelligartede New Age-systemer udgør ikke en samlet religion eller organisation, men ifølge fortalerne vil den hastigt voksende tilhængerskare gradvis ændre den samlede menneskeheds samfundsopfattelse. Disse fortalere mener, at denne proces allerede er godt i gang, og at nedrustning, øget bevidsthed over for miljø og økologi samt Berlinmurens og Sovjetunionens fald 1989-91 er udtryk for, at Jorden er på vej ind i Den Nye Tidsalder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.