EU's indre marked

De frie varebevægelser blev oprindelig fastlagt inden for rammerne af en toldunion med ophævelse af told, kvantitative restriktioner og tilsvarende bestemmelser i samhandelen mellem medlemslandene samt indførelse af en fælles toldtarif over for tredjelande. Senere er hovedvægten lagt på afskaffelse af alle bestemmelser, som direkte eller indirekte kan hindre samhandelen. De frie varebevægelser er først for alvor blevet en realitet med gennemførelsen af det indre marked den 1. januar 1993.

Grundlaget blev skabt i Den Europæiske Fælles Akt, som trådte i kraft i 1987. Heri blev det indre marked defineret som et område uden indre grænser, inden for hvilket den frie cirkulation af varer, personer, tjenesteydelser og kapital skulle sikres gennem traktatens bestemmelser. De omfatter fjernelse af fysiske hindringer, dvs. kontrol ved grænserne, fjernelse af tekniske hindringer gennem indførelse af fx fælles standarder, regulering af regler om offentlige indkøb samt fjernelse af hindringer på afgiftsområdet ved i et vist omfang at gennemføre harmonisering af medlemslandenes moms og punktafgifter.

Arbejdet med at fjerne begrænsninger i de frie varebevægelser er gennemført ved en omfattende fælles lovgivning, som for størstedelens vedkommende er vedtaget med kvalificeret flertal i Ministerrådet og med Europa-Parlamentets aktive medvirken. Gennemførelsen af det indre marked har været afgørende for fællesskabets udvikling og har ydet et væsentligt bidrag til den europæiske industris internationale konkurrenceevne.

En vigtig del af det indre markeds liberalisering af handlen med varer i EU bestod i en ny standardiseringspolitik, som også blev iværksat med det indre marked-programmet fra 1985. I stedet for at have en centralistisk standardisering af bestemte områder med udgangspunkt i EU-Kommissionen, blev det nu lagt ud i nogle standardiseringsorganisationer (som f.eks. CEN og Cenelec), der nu skulle komme med forslag til minimumsharmoniseringer.

Alt skulle altså ikke standardiseres, men kun det der absolut var nødvendigt. Man tog således Cassis de Dijon-dommen til sig, og havde nu en praksis, hvor der ikke var grund til at standardisere helt ned i alle detaljer. I stedet standardiserede man, så det var acceptabelt for alle parter og ikke mere end det. Til gengæld skulle alle varer så også kunne bevæge sig frit rundt på denne baggrund.

Til fjernelsen af tekniske barrierer hørte også et opgør med alle nationale favoriseringer i forbindelse med offentlige indkøb. Det man var oppe imod, og som man stadig kender ude i kommunerne, var at man ikke nødvendigvis købte det billigste produkt, men i stedet købte lokalt og dyrere for at støtte lokalt erhvervsliv, hvilket samtidig vil sige lokale vælgerinteresser.

Man bestemte nu, at i hvert fald de store indkøb skulle i offentligt udbud. Man har med dette initiativ sparet noget, men ikke så mange, som man havde regnet med. For der skete det, at man satte en minimumsgrænse for, hvornår noget skulle i offentligt udbud. Så de kreative hjerner ude i lokalsamfundene gjorde ofte det, at de delte tingene op, så de kom under minimumsudbudsgrænsen således, at de stadig kunne favorisere lokale udbydere.

Ulempen man ofte hører i forbindelse med denne tvungne udbudsrundeordning er, at det tager længere tid at få gennemført sine projekter, når de skal i udbydes i EU. Heroverfor kan det imidlertid anføres, at hvis man som organisation ofte sætter projekter i udbud, burde det ikke tage så lang tid, da det er en standardiseret proces. Har man gjort det én gang, er forløbet det samme næste gang og burde ikke kræve mange personaleressourcer at få gennemført.

Endelig hører fjernelsen af barrierer på tjenesteydelsesområdet ind under betegnelsen tekniske barrierer. I den forbindelse fik man liberaliseret markedet for banker, vandforsyning, transport osv. Man manglede alle de områder, som først kom med, da servicedirektivet kom på den politiske dagsorden.

Romtraktaten fra 1957 garanterede borgerne i medlemslandene fri passage over de indbyrdes grænser uden kontrol og formaliteter samt adgang til erhvervsudøvelse i andre medlemslande på lige fod med deres egne borgere.

Oprindelig tog traktatbestemmelserne især sigte på fri bevægelighed for personer i erhvervsøjemed, dels arbejdstagere og personer, som etablerer sig som selvstændige erhvervsdrivende, dels personer, som præsterer tjenesteydelser. Grundprincippet var afskaffelse af forskelsbehandling af egne statsborgere og borgere fra andre medlemslande.

For arbejdstagere fastslog EF-Domstolen i 1974, at enhver statsborger i et medlemsland fra 1. januar 1970 med sin familie skulle have ret til frit at bevæge sig inden for medlemslandenes område for der at søge beskæftigelse og arbejde på samme vilkår som indenlandske arbejdstagere. Medlemsstaterne kan dog begrænse den frie bevægelighed, når det er begrundet i hensyn til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed.

For at fremme den frie bevægelighed for personer, hvad enten der er tale om arbejdstagere, om etablering eller om præstation af tjenesteydelser, er der gennemført vidtgående regler angående gensidig anerkendelse af uddannelser og kvalifikationer. I første omgang var disse regler baseret på en vis harmonisering af uddannelseskravene, især inden for en række liberale erhverv.

Siden 1989 har fremgangsmåden været generelle ordninger for anerkendelse af eksamensbeviser og andre kompetencegivende kvalifikationer, der er opnået i de enkelte medlemslande.

Den frie bevægelighed for personer fik særlig betydning i forhandlingerne om unionsborgerskab i Maastrichttraktaten. Bestræbelser på at skabe et "borgernes Europa" omfattede især retten til fri bevægelighed og fri opholdsret i ethvert medlemsland. Ved Maastrichttraktaten blev disse rettigheder traktatfæstet for også ikke-erhvervsaktive, idet det såkaldte unionsborgerskab blev indført, og det blev fastslået, at enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i EØF-Traktaten og i gennemførelsesbestemmelserne hertil.

Etableringsretten og retten til at præstere tjenesteydelser omfatter også juridiske personer. Særlig den frie bevægelighed for tjenesteydelser inden for finanssektoren, på forsikringsområdet og på transportområdet har krævet omfattende lovgivning på fællesskabsniveau.

Den helt frie grænsepassage forudsætter, at der foregår en effektiv kontrol ved de ydre grænser, og at der foreligger et minimum af fælles regler mht. tredjelandsborgeres status, dvs. regler mht. krav til visum, til opnåelse af asyl og status som flygtning samt krav mht. narkotika og våben.

Oprindelig foregik grænsekontrolsamarbejdet inden for rammerne af Schengenaftalen af 14. juni 1985 om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser (de indre grænser); aftalen blev indgået mellem Frankrig, Tyskland, Holland, Luxembourg og Belgien. Aftalen indeholdt en række bestemmelser om, at medlemslandene skulle styrke samarbejdet om bekæmpelse af international kriminalitet og illegal indvandring. De nævnte lande underskrev 1990 en konvention om gennemførelse af aftalen, Schengenaftalen; den blev senere tiltrådt af Italien, Spanien, Portugal, Grækenland, Østrig og de nordiske lande.

Schengenaftalen indeholder bl.a. bestemmelser om ydre grænsekontrol, visum, kortvarigt ophold, behandlingen af asylansøgninger mv. Ved Amsterdamtraktaten i 1999 blev Schengensamarbejdet integreret i EU, og de nærmere regler herom blev fastsat i en protokol i tilknytning til Amsterdamtraktaten. Schengensamarbejdet er i dag videreført inden for rammer af henholdvis EF-Traktaten og Maastrichttraktaten.

Med hensyn til den del af Schengensamarbejdet, der foregår inden for rammerne af Maastrichttraktatens afsnit VI om det strafferetlige og politimæssige samarbejde, deltager Danmark fuldt ud. Derimod deltager Danmark pga. det retlige forbehold ikke i de dele af Schengensamarbejdet, der foregår inden for rammerne af EF-Traktatens afsnit IV. Danmark kan dog efterfølgende tiltræde de vedtagne retsakter mv. i henhold til protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til Amsterdamtraktaten.

Tjenesteydelserne eller serviceydelserne udgør i dag en stor del af EU's bruttonationalprodukt. Ca. 56 procent af det samlede BNP stammer fra produktionen af tjenesteydelser. Ca. 70 procent af EU's arbejdsstyrke er i dag beskæftiget i servicesektoren. Dette er da også grunden til, at man har taget service- og tjenesteydelse op til behandling i EU-regi både med indre markedsprogrammet og senere med servicedirektivet for Det indre marked.

Tjenesteydelserne dækker både en række kommercielle aktiviteter som bankvirksomhed, postvæsen, el- og vandforsyning, butikshandel, hoteldrift, biludlejning, byggeri, telekommunikation og reklamevirksomhed.

Men det dækker også over tjenesteydelser af generel eller almen økonomisk interesser. Det kunne f.eks. være aktiviteter i sundhedssektoren, uddannelsessektoren, vand- og energiforsyning, miljøbeskyttelse eller politivirksomhed.

En del af de ovennævnte områder var allerede blevet liberaliseret med det indre marked, mens andre områder først blev adresseret med Servicedirektivet. I en dansk kontekst blev der især postyr om uddannelsesområdet og sundhedssektoren.

Både lægerne og lærernes fagforening mente, at det ville være fuldstændigt uacceptabelt med en liberalisering af deres område. Det var der heller ikke direkte lagt op til med Servicedirektivet. Det var imidlertid en del af debatten om Servicedirektivet, at alt blev tolket ind i direktivet, som blev et slags symbol på modstand mod globalisering generelt. Dele af uddannelsesområdet (f.eks. kursusvirksomhed) var omfattet af Servicedirektivet og kom også med i det endelige forslag.

Det helt generelle uddannelsesområde var aldrig tiltænkt som en del af Servicedirektivet, hvilket den generelle sundhedssektor heller ikke skulle være med. Omvendt var private klinikker og private skadestuer omfattet af Servicedirektivet i begyndelsen, men blev taget ud i forløbet.

Med termen service- og tjenesteydelser henviser man til ikke materielt håndgribeligt arbejde. Normalt siger man, at 'godsvognstesten' er god til at bestemme, om man har at gøre med en service/tjenesteydelse eller en egentlig vare. Hvis resultatet af et stykke arbejde er noget, der kan placeres på en godsvogn og køres afsted, så er det en vare. Hvis det ikke kan det, så er det en service- eller tjenesteydelse. F.eks. undervisning er en tjenesteydelse. Da stadigt flere og flere som nævnt beskæftiger sig med service- eller tjenesteydelser, giver det mening at inkorporere dette under det indre marked, hvad man også har forsøgt i et vist omfang selv før servicedirektivet.

Med Servicedirektivet fik man sat fokus på området og fik inddraget flere ydelser i det indre marked. Det lykkedes ikke så godt, som man havde håbet, selv om alle var enige om, at man ved at gennemføre Servicedirektivet kunne skaffe omkring 600.000 ekstra arbejdspladser. Det var der ingen, der var i tvivl om. Men alligevel blev der sat alle mulige kæppe i hjulet på processen med at få gennemført Servicedirektivet, således at kun et udvandet forslag blev gennemført. Vi skal komme tilbage til, hvordan man kan analysere og forklare, hvorfor nogen modarbejder EU's egne generelle interesser.

Hvornår kan man tale om, at integrationen på service- og tjenesteydelsesområdet er fuldt opnået? I princippet ville det være, når 1) Alle tjenesteydelser kunne sælges på tværs af landegrænserne, 2) Tjenesteydelserne fra ét land kunne forbruges i et andet land og 3) Når producenter i ét medlemsland kunne etablere sig i et andet land for at udbyde tjenesteydelser dér.

Hvis disse parametre var opfyldt, og man ikke længere skelnede mellem at udbyde ydelser til et nationalt marked og til det samlede EU-marked, kunne man tale om et fuldt ud integreret marked for service- og tjenesteydelser.

Tjenesteydelserne har altid været sværere at liberalisere end handlen med varer, og det skyldes både, at man på tjenesteydelsesområdet har en høj grad af protektionisme maskeret som beskyttelse af forbrugerne, og det skyldes tjenesteydelsernes natur. Den mest effektive form for protektionisme er den, som præsenteres som beskyttelse af forbrugerne, miljøet eller lignende. Den gode lobbyist finder hurtigt ud af, at hvis man virkelig skal have en god beskyttelse af en virksomhed, skal man ikke præsentere sit protektionistiske forslag som beskyttelse af en national virksomhed, men derimod som beskyttelse af en svag gruppe.

Det sker f.eks. med argumenter om, at forbrugerne ikke kan forholde sig til tjenesteydelser fra et andet land, fordi de ikke har tillid til producenterne eller ikke kan forstå tjenesteydelsens indhold. Det er kendetegnende for de fleste service- og tjenesteydelser, at salget og forbruget forgår på samme tid f.eks. i en undervisningssituation, hvor underviseren udbyder sin viden synkront med at eleverne forbruger denne ydelse. Det gælder selvfølgelig ikke for alle service- og tjenesteydelser, men det siger alligevel noget om, hvorfor service- og tjenesteydelser er sværere at liberalisere.

Historisk set var der ingen liberalisering af tjenesteydelserne fra EU's begyndelse, fordi man havde en række undtagelser på dette område. I princippet skulle man ifølge Rom-traktaten fra 1957 kunne sælge serviceydelser kvit og frit til andre EU-lande, men rækken af undtagelser for, hvornår man ikke kunne alligevel, var lang.

For det første kunne man ikke sælge ydelser, der var forbundet med udøvelsen af offentlig myndighed. For det andet kunne man ikke udbyde tjenester på det medicinske og farmaceutiske område. For det tredje var transportydelser reguleret under artiklerne om den fælles transportpolitik. Sidst, men ikke mindst var hele bank- og forsikringsområdet undtaget, da kapitalens fri bevægelighed ikke var en del af Rom-traktaten. Mange af disse undtagelser blev først fjernet med indre markedsprogrammet i 1985.

Servicedirektivet kom som en del af Lissabonstrategien fra 2000, hvor man analyserede EU’s konkurrenceniveau på tærsklen til et nyt årtusinde. Med Lissabonstrategien satte man en målsætning om, at EU skulle være den mest konkurrencedygtige region i verden inden 2010. Det er EU ikke blevet, men det betyder ikke at Lissabonstrategien ikke har haft nogen effekt. For det, at man satte sig nogle mål, bevirkede, at man i dag står bedre, end hvis man ikke havde haft en strategi. Man havde en række indikatorer for, hvordan man skulle nå sin målsætning: Hvor mange der skulle i arbejde, hvor højt uddannelsesniveauet skulle være osv.

En del af strategien omhandlede også Servicedirektivet. Der var egentligt lagt op til, at det skulle være et forholdsvist liberalt direktiv, hvorefter man skulle kunne handle frit, og hvor der næsten ikke skulle være nogen restriktioner. Et sådant forslag fremlagde kommissæren Bolkenstein i 2004 (Servicedirektivet er derfor også kendt som Bolkensteindirektivet). Han mente, at service- og tjenesteydelserne skulle behandles ligesom varer, hvor princippet er, at hvis man kan producere en vare i ét EU-land så skal man også kunne sælge den i et andet EU- land, med mindre der er klare sundhedsmæssige risici forbundet hermed.

I 2005 brød en politisk storm løs. For første gang så man en paneuropæisk mobilisering mod direktivet. Fagbevægelserne i alle de gamle medlemsstater gik sammen med Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS) for at skabe modstand mod direktivet. Det man var bekymret for, var hjemlandsprincippet, som gælder for varer, men som man ikke ville have skulle gælde for service- og tjenesteydelser. Og hvorfor ikke det? Jo, man frygtede, at udefrakommende arbejdere ville kunne etablere sig i eksempelvis Danmark på basis af polske lønninger. Polske arbejdere kunne i så fald slå sig ned i Danmark og opfylde alle de arbejdsmiljøbestemmelser som gælder i Polen, og derfor frit arbejde i Danmark til en langt mindre løn end de danske arbejdere.

Dette argument holdt egentligt ikke, da udstationeringsdirektivet fastslår, at dette kun kunne gøres i fjorten dage, og at man derefter skulle opfylde arbejdsbestemmelserne i det land, hvor man arbejder. Så sagligt var der ikke meget at kritisere, men politisk fik initiativet stor betydning.

Servicedirektivet blev et symbol på den liberalisering og globalisering, som havde vist, at de europæiske arbejdere blev mindre og mindre konkurrencedygtige. Så Bolkensteindirektivet blev i folkemunde omdøbt til Frankensteindirektivet. De borgerlige politiske kræfter var ikke særligt villige til at bakke op om servicedirektivet. Bendt Bendtsen, den daværende økonomi- og erhvervsminister, ville hellere tale om alt muligt andet end Servicedirektivet. Danmark var endda et af de lande, som ville få allermest ud af Servicedirektivet i form af jobs, og alligevel var den danske modstand en af de kraftigste i EU.

var i Romtraktaten begrænset til, hvad der skønnedes nødvendigt for "fællesmarkedets funktion". Den frie bevægelighed gjaldt kun for kapitalbevægelser mellem medlemslandene. For kapitalbevægelser til og fra tredjelande var målet "den størst mulige" liberalisering. Så længe medlemslandene opretholdt forskellige restriktioner for bevægelserne til og fra tredjelande, var det vanskeligt at liberalisere medlemslandene imellem.

Først i forbindelse med beslutningen i 1988 om det indre marked opnåedes der enighed om at indføre helt frie kapitalbevægelser. Herved kom også de kortfristede bevægelser med i liberaliseringen, fx indskud i banker samt finanskreditter. Direktivet herom trådte i kraft 1.7.1990, idet Grækenland, Irland, Portugal og Spanien fik flerårige overgangsperioder. Direktivet fastslog desuden princippet om ligelig behandling af kapitalbevægelser internt i det indre marked og mellem medlemslande og tredjelande. Disse principper blev traktatfæstet i EF-Traktatens afsnit III om den frie bevægelighed for personer, tjenesteydelser og kapital som en afgørende forudsætning for gennemførelsen af Den Økonomiske og Monetære Union. Mens der eksisterer et absolut forbud mod restriktioner for de indre bevægelser, kan visse eksisterende begrænsninger opretholdes i forhold til tredjelande.

I forbindelse med vedtagelsen af kapitalliberaliseringsdirektivet i 1990 opnåede Danmark, at bestemmelserne om begrænset adgang til erhvervelse af sommerhus i Danmark kunne bevares, så længe Rådet ikke vedtog andet. En ændring kunne besluttes med kvalificeret flertal, og der var altså ikke nogen absolut garanti for, at de danske regler kunne opretholdes på længere sigt. Danmark rejste derfor sagen på ny i forhandlingerne om Maastrichttraktaten, og det lykkedes i en særlig protokol af samme juridiske værdi som traktaten at opnå ret til "at opretholde den gældende lovgivning om erhvervelse af ejendomme, der ikke er helårsboliger". Ingen af de senere nytiltrådte medlemsstater har kunnet opnå en tilsvarende undtagelsesadgang.

Det digitale marked og udvekslingen af data er de senere år blevet et prioriteret område i EU. Det drejer sig blandt andet om at forbedre det digitale område af det indre marked ved at modernisere e-handel, data-sikkerheden, de intellektuelle ophavsrettigheder, pakkeudbringning, deleøkonomien og ved at sætte mål for informations- og kommunikationsstandarder. Med Ursula von der Leyen-Kommissionens tiltræden i 2019 blev det digitale marked gjort til en af topprioriteterne, og Margrethe Vestager blev både kommissær for det digitale marked og konkurrence.

I dag er Europas indre marked det største barrierefrie, økonomiske område i verden. Der er dog fortsat nogle hindringer på det indre marked, som EU arbejder på at harmonisere. Det drejer sig blandt andet om

• de nationale skattesystemer
• de nationale markeder for finansielle tjenesteydelser, energi og transport
• forskellige regler, standarder og praksis for e-handel mellem EU-landene
• forskellige og indviklede regler om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.

Intentionen om at gøre at udvikle et hindringsfrit indre marked er en ramme, der i stigende grad påvirker andre politikområder. Det er dog en lang proces, der dog afføder dilemmaer på områder, hvor konkurrence og markedsudsættelse ikke har været en del af den historiske udvikling, men som siden begyndelsen af 1990'erne er blevet en grundvilkår for alle politiske områder.

• EU generelt
• EU's historie
• EU's økonomisk-politiske samarbejdsområder
• EU's skatte- og afgiftspolitik