EU-valget6.-9. juni 2024

Formanden for Europa-Kommissionen

Ansvarsområder

Formanden for Europa-Kommissionen fastlægger Kommissionens politiske dagsorden og træffer beslutning om Kommissionens organisation.

Kommissionsformanden repræsenterer Kommissionen ved møder i Det Europæiske Råd, G7- og G20-topmøder, topmøder med lande uden for EU og ved større debatter i Europa-Parlamentet og Rådet.

Valg

En af de første opgaver for det nyvalgte parlament er at vælge en formand for EU-Kommissionen.

I overensstemmelse med flere resolutioner vedtaget af Parlamentet begynder denne procedure før valget til Europa-Parlamentet med spidskandidatprocessen, hvor europæiske politiske partier annoncerer deres kandidater til rollen. Den kandidat, hvis politiske gruppe får flest pladser, ses som et logisk førstevalg.

Lederne af EU-landene nominerer en kandidat til posten som kommissionsformand under hensyntagen til resultatet af valget til Europa-Parlamentet. Den nominerede kandidat afgiver en erklæring til de nyvalgte MEP'er og deltager i en debat med dem i plenarforsamlingen.

Kandidaten til posten som kommissionsformand skal godkendes af Parlamentet med støtte fra mindst halvdelen plus én af alle MEP'erne ved en hemmelig afstemning.

Hvis kandidaten ikke får det nødvendige flertal, skal Det Europæiske Råd foreslå en anden kandidat inden for en måned.

Det Europæiske Råd udnævner officielt den valgte kandidat til formand for Europa-Kommissionen.

Nuværende formand for Europa-Kommissionen

Ursula von der Leyen blev valgt som formand for Europa-Kommissionen for perioden 2024-2029 af Europa-Parlamentet i juli 2024.