Når årstallet skifter til 2025, skal Jes Dorph også en tur i retten.
Og det er noget, der kan være lidt svært at sætte ord på.
Det fortalte Jes Dorph til den fremmødte presse til Bubbers 60-års fødselsdag onsdag aften.
- Jeg har jo den her store retssag i januar mod advokatfirmaet, og den kigger vi jo hen mod nu, sagde den tidligere tv-vært.
- Er det noget, du ser frem til at få overstået?
- Det tror jeg ikke, man kan svare på. Nej, det kan man ikke. Det er en sag, der betyder enormt meget for os, og som har været nogle år undervejs, sagde Jes Dorph og fortsatte:
- Og det er jo hverken sjovt eller ... Det er også meget belastende.
Forlanger erstatning
Jes Dorph-Petersen blev efter en ekstern advokatundersøgelse om sexisme og sexchikane på TV 2 fyret fra sit faste job på Nordisk Film TV efter en lang og glorværdig karriere på TV 2 som et af kanalens ubestridt mest eksponerede og elskede tv-ansigter. Det skete i starten af 2021.
Det førte til, at Jes Dorph-Petersen anlagde sag mod advokat Yvonne Frederiksen fra advokatkontoret Norrbom Vinding, der var i front for advokatundersøgelsen - som Jes Dorph-Petersen anser som særdeles mangelfuld.
Jes Dorph-Petersen har sagsøgt Yvonne Frederiksen og kræver en erstatning på 1,6 millioner kroner for 'svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste og udgifter til psykologer'.
Økonomisk støtte
I november skrev Jes Dorph en mail til nogle af sine bekendte, hvor han bad om økonomisk støtte.
'Kære ven, kollega, ekskollega, bekendte eller familiemedlem. Jeg beder hermed om din hjælp,' indledte han mailen.
'I korte træk er det min påstand, at advokat Yvonne Frederiksen skal dømmes for adskillige ansvarspådragende fejl og mangler i forbindelse med advokatundersøgelsen, der konkluderede, at jeg i to tilfælde havde udvist krænkende adfærd for 23 og 21 år siden,' skrev Jes Dorph-Petersen i mailen, der er sendt ud til flere i mediebranchen.
Hvorvidt Jes Dorph-Petersen skal have erstatning, tager Østre Landsret stilling til 14. januar 2025. Der er afsat fire retsdage.
I sommer erklærede Østre Landsret sig i en anden sag enig i, at advokat Yvonne Frederiksen brød god advokatskik i undersøgelsen af TV 2, ligesom også Datatilsynet i 2022 udtalte alvorlig kritik af TV 2 og Norrbom Vinding i en afgørelse på baggrund af den sexismeundersøgelse, der førte til afskedigelsen af blandt andre Jes Dorph-Petersen.