Brisbane, hovedstad i delstaten Queensland i Australien; 2,19 mio. indb. (2012). Brisbane blev anlagt omkring Brisbane River, der bugter sig gennem byens kuperede terræn. Da Brisbane i 1859 fik status af kommune og hovedstad i Queensland, bestod den reelt af fire mindre byer. Guldfund i 1867 indledte en byvækst, der fortsatte efter guldfeberen. Omkring 1890 havde byen etableret sig med hovedparten af den nuværende industristruktur, der især omfatter forarbejdning af landbrugs- og minedriftsprodukter. Af nyere dato er to rørledninger, som fører olie og naturgas fra Queenslands indre til byens petrokemiske anlæg.
Brisbane er porten til Queenslands attraktioner, og turisme er blevet en væsentlig indtægtskilde. Bymidten domineres af store skyskrabere, men rummer også en række historiske bygninger. De grønne forstæder byder derimod på traditionel Queenslandarkitektur: træhuse på pæle, røde bølgebliktage, brede verandaer og elegant smedejernsornamentik i en blanding af nyt og gammelt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.