Spring til indhold

Ariel (måne)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Uranus I)
Ariel
Ariel set fra rumsonden Voyager 2
Ariel set fra rumsonden Voyager 2
Opdaget
24. oktober 1851, af William Lassell
Kredsløb om Uranus
Afstand til Uranus (massecenter)
  • Min. 188 609 km
  • Maks. 193 191 km
Halve storakse190 900 km
Halve lilleakse190 886 km
Excentricitet0,012
Siderisk omløbstid2d 12t 29m 0,0s
Synodisk periode
Omløbshastighed
  • Gnsn. — km/t
  • Min. — km/t
  • Maks. — km/t
Banehældning0,26° i fh. t. Uranus' ækv.
Periapsis­argument; ω151,300 °
Opstigende knudes længde; Ω22,400 °
Omgivelser
Fysiske egenskaber
Diameter1155 – 1162 km
Fladtrykthed
Overfladeareal1,68·107 km²
Rumfang8,13·108 km³
Masse1,350·1021 kg
Massefylde1670 kg/m³
Tyngdeacc. v. ovfl.0,270 m/s²
Undvigelses­hastighed v. ækv.2016 km/t
Rotationstid2d 12t 29m 0,0s
(Bunden rotation)
Aksehældning?
Nordpolens rektascension
Nordpolens deklination— °
Magnetfelt
Albedo39 %
Temperatur v. ovfl.Gnsn. -215 °C
Min. — °C
Maks. — °C
Atmosfære
AtmosfæretrykhPa
Atmosfærens sammensætning
For alternative betydninger, se Ariel. (Se også artikler, som begynder med Ariel)

Ariel er en af planeten Uranus' måner: Den blev opdaget den 24. oktober 1851 af William Lassell.

I 1852 foreslog Herschels søn John Herschel at kalde de fire Uranus-måner man kendte dengang, for Ariel, Oberon, Titania og Umbriel. William Lassell, som året forinden havde opdaget månerne Ariel og Umbriel, bakkede op om forslaget, ligesom han støttede John Herschels navneforslag vedrørende Saturn-måner og selv fulgte det ved at kalde den Saturn-måne han selv havde opdaget, for Hyperion.

Alle Uranus' måner er opkaldt efter skikkelser fra William Shakespeares og Alexander Popes værker: Ariel har navn efter sylfiden Ariel fra Alexander Popes digt Rape of the Lock. Månen Ariel kendes desuden også under betegnelsen Uranus I.

Ariels overflade

[redigér | rediger kildetekst]

De hidtil eneste nærbilleder af Ariel stammer fra rumsonden Voyager 2's forbiflyvning i januar 1986: På dette tidspunkt vendte Ariel den sydlige halvkugle mod Solen, så dette er den eneste del af månen, der er blevet observeret fra nært hold.

Ariel består af omtrent 50 % vand-is, 20% frossen metan og 30% silikater (klippemateriale). Visse egne af Ariels overflade synes at være dækket af frisk rimfrost, og der er forholdsvis få kratere. Dette tyder på, at Ariel har undergået voldsom geologisk aktivitet, som har skabt et netværk af kløfter samt sletter, hvor flydende vand har dækket partier af overfladen før det frøs til en jævn isoverflade.