Tatarer (tyrkisk folk)
For alternative betydninger, se Tatar.
| Tatarer татарлар (tatarlar)
| ||
|---|---|---|
 | ||
| Tatarkvinde 18. århundrede | ||
| Antal og fordeling | ||
| Antal i alt | 6.778.000 | [1] |
 Canada:
|
600 | [1] |
 Estland:
|
2.428 (2011) | [2] |
 Finland:
|
800 | [1] |
 Kazakstan:
|
268.000 | [1] |
 Kirgistan:
|
32.000 | [1] |
 Polen:
|
5.000 | [1] |
 Rusland:
|
5.492.000 | [1] |
*  Tatarstan:
|
2.012.571 (2010) | [3] |
*  Basjkortostan:
|
1.009.295 (2010) | [3] |
*  Tjeljabinsk oblast:
|
180.913 (2010) | [3] |
*  Orenburg oblast:
|
151.492 (2010) | [3] |
*  Uljanovsk oblast:
|
149.873 (2010) | [3] |
*  Moskva:
|
149.043 (2010) | [3] |
*  Sverdlovsk oblast:
|
143.803 (2010) | [3] |
*  Samara oblast:
|
126.124 (2010) | [3] |
*  Perm kraj:
|
115.544 (2010) | [3] |
*  Khanty-Mansij autonome okrug:
|
108.899 (2010) | [3] |
*  Tjumen oblast:
|
108.899 (2010) | [3] |
*  Nizjnij Novgorod oblast:
|
44.103 (2010) | [3] |
 Tajikistan:
|
96.000 | [1] |
 Turkmenistan:
|
61.000 | [1] |
 Tyrkiet:
|
25.000 | [1] |
 Ukraine:
|
68.000 | [1] |
 Usbekistan:
|
658.000 | [1] |
| Etnografi | ||
| Sprog: | Tatarisk, Russisk; | |
| Religion: | Russisk-ortodoksne kristne, islam | |
| Levevis: | ; | |
| Udbredelse | ||
 | ||
| Tatarernes større samlede udbredelsesområder | ||
Tatarer (tatarisk: татарлар, tr. tatarlar) er en etnisk gruppe der hovedsageligt bor i Rusland, Usbekistan, Kasakhstan, Ukraine, Kirgisistan, Tadsjikistan og Turkmenistan. Tatarer taler tatarisk et sprog der tilhører den tyrkiske gren i den altaiske sprogfamilie. Deres antal blev opgjort til 7 millioner i slutningen af det 20. århundrede.
De oprindelige tatarer ("Ta-ta") beboede den nordøstlige del af Gobiørkenen i det 5. århundrede, men da de var blevet underkastet Khitanerne i det 9. århundrede, vandrede de sydpå. I det 12. århundrede blev de undertvunget af det mongolske rige under Djengis Khan, og under ledelse af hans barnebarn, Batu Khan, flyttede de vestpå.
I Europa blev de assimileret i lokalbefolkningerne, eller også blev deres navn overført til de erobrede folkeslag: Kipchaker, Volgabulgarere, Alaner, Kimaker og andre, men navnet blev også hæftet på finsk-ugrisk talende folk, såvel som på resterne af de antikke, græske kolonier i Krim og på kaukasiere i Kaukasus.
Tatarer i Sibirien er rester af den tyrkisktalende befolkning i Ural-Altaj regionen, som til en vis grad er blandet med folk, der taler uralsk, og med mongolerne. Senere overtog hver gruppe det tyrkiske sprog og mange er også konverteret til islam. I begyndelsen af det 20. århundrede antog de fleste af disse grupper nye folkenavne, og de omtales ikke længere som tatarer bortset fra historiske sammenhænge. I dag er der kun to grupper af etniske efterkommere af den oprindelige migration mod vest i det 13. århundrede, nemlig Volgatatarerne og Krimtatarerne samt nulevende, oprindelige folk i Sibirien, såsom Chulymtatarerne, der normalt blot kaldes "tatarer".
Tatarer i Sovjetunionen
[redigér | rediger kildetekst]Tatarernes antal i Sovjetunionen som helhed voksede fra 1959 fra 4.968.000 til i 1970 5.931.000 og i 1979 6.317.000.[4] Ikke desto mindre oplevede også de datidens russificering i form af indflytning af især russere til deres autonome socialistiske sovjetrepublik. Desuden havde de (som andre folkegrupper) det problem, at de ikke boede samlet men var spredt over flere sovjetrepublikker, således i 1970[5]:
- Tatariske ASSR: 1.536.000
- Baškiriske ASSR: 945.000
- Usbekiske SSR: 574.000
- Kazakhstanske SSR: 288.000
- Tšelabinsk oblast: 217.000
- Sverdlovsk oblast: 176.000
- Perm oblast: 169.000
- Orenburg oblast: 145.000
- Uljanovsk oblast: 122.000
- Moskva: 109.000
- Tjumenske oblast: 103.000.
Allerede i 1920 oprettedes Tatariske autonome socialistiske sovjetrepublik (Tatariske ASSR) på 68.000 km2 og med Kazan som hovedstad, formelt for at bevare tatarernes sprog og kultur. Denne målsætning undergravedes imidlertid af en voldsom befolkningstilflytning fortrinsvis af russere:
| Folketælling 1926 | Folketælling 1939 | Folketælling 1959[6] | Folketælling 1970[6] | Folketælling 1979[6] | Folketælling 1989 | Folketælling 2002 | |
|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Tatarer | 1.263.400 (48.7%) | 1.421.500 (48,8%) | 1.345.000 (47.2%) | 1.536.000 (49.1%) | 1.642.000 (47.6%) | 1.765.400 (48,5%) | 2.000.100 (52,9%) |
| Russere | 1.118.800 (43,1%) | 1.250.700 (42,9%) | 1.252.000 (43.9%) | 1.329.000 (42.4%) | 1.516.000 (44.0%) | 1.575.400 (43,3%) | 1.492.600 (39,5%) |
| Tjuvasjer | 127.300 (4,9%) | 138.900 (4,8%) | 144.000 (5.0%) | 153.000 (4.9%) | 147.000 (4.3%) | 143.200 (3,7%) | 126.500 (3,3%) |
| Andre | 84.485 (3.3%) | 104.161 (3.6%) | 110.000 (3.9%) | 114.000 (3.6%) | 141.000 (4.1%) | 166.756 (4.6%) | 160.015 (4.2%) |
Foruden tatarer, russere og tjuvasser bestod befolkningen især af mordviner og udmurter. Tatariske ASSR udviklede i løbet af sovjettiden en betydelig olie- og gasproduktion, samt fremstilling af blandt andet syntetisk kautsjuk, polyetylen, kemiske midler til plantebeskyttelse, filmmaterialer og kemiske forbrugerartikler i Kazan. Desuden spillede landbrug, såvel kornavl som husdyravl en betydelig rolle i republikken.[7]
I Uzbekistan voksede tatarernes antal i hovedtal som følger[8]:
- 1959: 445.000 (5,5%)
- 1970: 574.000 (4.9%)
- 1979: 620.000 (4.2%)
Noter
[redigér | rediger kildetekst]- ^ a b c d e f g h i j k l Joshua Project - Tatar Ethnic People in all Countries
- ^ "Rahvaarv rahvuse järgi, 1. januar, aasta - Eesti Statistika". Arkiveret fra originalen 4. januar 2018. Hentet 15. februar 2012.
- ^ a b c d e f g h i j k l "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 24. august 2017. Hentet 12. februar 2012.
- ^ Ignats, s. 84
- ^ ENE, s. 501
- ^ a b c Ignats, s. 169
- ^ ENE, s. 500
- ^ Ignats, s. 155
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Eesti Nõukogude Entsüklopeedia (ENE), bd. 7: Rund-Ting; Tallinn 1975 (estisk)
- Ülo Ignats: Folkens fängelse. Nationalitetspolitiken i Sovjetunionen; Ordfronts Förlag, Stockholm 1982; ISBN 91-7324-177-6 (svensk)
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- Irek Bikkinin: "The Roots of Tatarophobia in Mordovia or an Inorculation against Tatars" (The Tatar Gazette Nr 9, 21.07.1998) (engelsk)
- G. A. Denisova, B. A. Malyarchuka, M. V. Derenkoa, and O. A. Kravtsova: "Population Structure of Volga Tatars Inferred from the Mitochondrial DNA Diversity Data" (Webside ikke længere tilgængelig) (ISSN 1022-7954, Russian Journal of Genetics, 2011, Vol. 47, No. 3, pp. 340–346. © Pleiades Publishing, Inc., 2011.) (engelsk)
- Gennady P. Luzin, Michael Pretes, Vladimir V. Vasiliev: "The Kola Peninsula: Geography, History and Resources" (Arctic, Vol 47, No 1 (1994); s. 1-15) Arkiveret 14. juli 2014 hos Wayback Machine (engelsk)
- Malyarchuk B, Derenko M, Denisova G, Kravtsova O.: "Mitogenomic diversity in Tatars from the Volga-Ural region of Russia" (Mol Biol Evol. 2010 Oct;27(10):2220-6. Epub 2010 May 10.) (engelsk)
- Eizo Matsuki: "The Crimean Tatars and their Russian-Captive Slaves. An Aspect of Muscovite-Crimean Relations in the 16th and 17th Centuries" Arkiveret 1. maj 2011 hos Wayback Machine (engelsk)
- Zufar MIFTAKHOV: "The First Bulgarian State Formations" (The Tatar Gazette)
- Sürgün: "The Crimean Tatars; deportation and exile" (http://www.massviolence.org Online Encyclopedia of Mass Violence – ISSN 1961-9898 – Edited by Jacques Semelin) (engelsk)
- Uyama Tomohiko: "From "Bulgarism" through "Marrism" to Nationalist Myths: Discourses on The Tatar, The Chuvash and The Bashkir Ethnogenesis" Arkiveret 5. marts 2016 hos Wayback Machine (engelsk)
- Mirfatykh Z. Zakiev: "Etnic Roots of the Tatar People" (The Tatar Gazette) (engelsk)
- Mirfatykh Z. Zakiev: "Tatars: Who are Alans? Problems of the History and Language" (The Tatar Gazette) (engelsk)
Se også
[redigér | rediger kildetekst]
 | Infoboks uden skabelon Denne artikel har en infoboks dannet af en tabel eller tilsvarende. |