Jødedom
- Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
Jødedommen er jøders traditionelle religion og den ældste af de tre store monoteistiske verdensreligioner. Centralt i jødedommen står en række hellige skrifter, væsentligst jødedommens hellige bog, Tanakh (Det Gamle Testamente], og dernæst Talmud. Jødedommen praktiseres af ca. 14 mio. mennesker over hele verden, heraf flest i Israel (ca. 6 mio.) og USA (ca. 5 mio.). I Danmark bor der ca. 6.500 jøder. Ca. 0,2% af verdens befolkning er jøder. Kristendommen og islam kan spore deres forhistorie tilbage til jødedommens tidlige former. Jødedommen er en såkaldt "etnoreligiøs" religion, dvs. at den er knyttet til det jødiske folk.
Ordene "jøde" og jødisk" er – ud over at være religiøse betegnelser – også etniske betegnelser, der angiver et tilhørsforhold til det jødiske folk, som dette defineres i jødedommen. Det indebærer traditionelt at børn der er født af en jødisk mor betegnes som jøder. Herudover tælles også dem der er konverteret til jødedommen (som religion). I de officielle statistikker regnes almindeligvis kun med personer der selv betegner sig som jøder, hvad enten de praktiserer religionen eller ikke. Som etnisk betegnelse er der ikke tale om en national bestemmelse, idet jøder tilhører forskellige nationer og folk over hele verden.[1]
Grundtræk
[redigér | rediger kildetekst]Jødedommen er en monoteistisk religion og lærer som sådan at der kun er én Gud, Jahve, som alene er tilbedelsesværdig. Denne Gud er almægtig, alvidende og evig og har åbenbaret sig selv for det jødiske folk som beskrevet i de jødiske hellige skrifter, ifølge hvilke han også udvælger netop dette folk som sit eget og forsyner dem med Moseloven med dens 613 påbud og forbud, de såkaldte mitzvot, hvis overholdelse er central i jødisk religion. Denne Gud må ikke afbildes, og hans navn må ikke udtales. I de jødiske hellige skrifter forekommer hellignavnet JHVH (tetragrammet), hvilket ved højtlæsning erstattes med adonai (Herren), hashem (Navnet) eller lign.
Som centrum for det jødiske religiøse og kulturelle liv står synagogerne som forsamlingshuse for den jødiske menighed, hvor også den jødiske gudstjeneste afholdes hver sabbat. En anden central rolle spiller rabbinere, religiøse lærde der er uddannet i jødisk tradition og lov, og som ofte fungerer som overhoveder for individuelle menigheder.
Omskæring af drengebørn på ottendedagen efter fødslen er en helt central rite. Omskæring regnes for et tegn på den pagt med Gud som forbinder drengebarnet med Abrahams slægt, det jødiske folk – og Gud selv. Selve omskæringen foretages af en særlig uddannet lægmand (mohel) og fejres som en stor glædesfest. I Danmark er der nu om dage krav om at en læge overværer indgrebet, der som regel finder sted efter hjemkomsten fra hospitalet.
Slægten og familien spiller en overmåde vigtig rolle i såvel de jødiske forestillinger som i den konkrete levevis. Ved bryllupsritualet i synagogen forenes parret under en baldakin (chuppah), som opstilles i synagogen. Parret vies på grundlag af de samme gammeltestamentlige tekster som bruges i den kristne kirke, dog oftest i en anden redaktion og oversættelse. Vielsen kan i princippet ophæves igen i henhold til særlige religiøse kontrakter, som kan udarbejdes af parterne og rabbineren, dvs. den jødiske religiøse specialist og lovkyndige der bestyrer menighedens liv.
Helligdage
[redigér | rediger kildetekst]De jødiske fester og helligdage (haggim) tager som regel udgangspunkt i centrale begivenheder i det jødiske folks historie.
Dette er en liste over jødiske helligdage:
- Sabbat
- Rosh Hashanah – jødisk nytår
- Yom Kippur – forsoningsdag
- Sukkot – løvhyttefest
- Shemini atzeret — slutfest på løvhyttefestens 8. dag
- Simchat Tora – toraglæde, ny læsecyklus begynder
- Chanukka – lysfest, genindvielse af templet
- Purim – redning af de persiske jøder
- Pesach – jødernes udgang fra Ægypten
- Lag ba'ómer – glædesfest på 33. dag i omertiden
- Shavuot – ugefest; toraens åbenbaring ved Sinai
Historie
[redigér | rediger kildetekst]- Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Tilhængere af jødedommen sporer deres religion tilbage til patriarken Abraham, der regnes for jødernes stamfader, der sluttede pagt med Jahve.[2]
Israelitternes 12 stammer var under sagnkongerne David og Salomon angiveligt samlet i et rige med Salomons tempel i Jerusalem som vigtigste helligdom. Der findes dog ikke historiske eller arkæologiske beviser for det. Før 586 f.Kr. synes polyteisme at have været udbredt blandt israeliterne. Arkæologiske fund giver det indtryk at israeliternes religion ikke adskilte sig væsentligt fra kanaanæisk religion. El blev dyrket som gudernes konge og verdens skaber, og El udpegede Jahve som stammegud for israelitterne. Ashera blev dyrket som frugtbarhedsgudinde og El/Jahves kone, og deres søn var tordenguden Baal. Disse guddomme blev dyrket på helligsteder og i helligdomme rundt om i landet. Efter Salomon blev riget ifølge Bibelen delt i et nordrige, Israel, med kongelige templer i Dan og Bethel samt et sydrige, Juda, med kongeligt tempel i Jerusalem. De ti stammer i Israel blev løbet over ende af assyrerne i 722 f.Kr. hvorefter disse ti stammer ophørte med at eksistere. I 622 f.Kr. centraliserede kong Josia af Juda ifølge Biblen religionsudøvelsen, så ofringer herefter kun måtte foregå i templet i Jerusalem. Den babylonske kong Nebukadnesar erobrede Juda i 586 f.Kr., i hvilken forbindelse han ødelagde templet i Jerusalem og førte en del af indbyggerne i eksil i Babylon.
Det babylonske eksil varede indtil 536 f.Kr., da perserkongen Kyros løslod jøderne og lod dem vende hjem, hvor de genopbyggede templet i 515 f.Kr. I de efterfølgende århundreder fik jødiske hellige skrifter omtrent den form de har i dag, men forfatterne/redaktørerne har også trukket på langt ældre kilder. Herefter overlever hebræisk som helligt sprog, mens jøderne begyndte at tale aramæisk eller græsk til daglig. Samaritanerne var efterkommere af israelitter og kanaanæere fra nordriget Israel, som overlevede den assyriske besættelse, og disse anså Mosebøgerne som deres hellige skrifter. Da jøderne imidlertid ikke anså dem for racerene, bliver deres religion normalt regnet som en selvstændig religion. Frem til 70 e.Kr. opstod divergerende retninger af jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essenerne synes at have været de væsentligste. Endvidere opstod en række messianske og/eller apokalyptiske bevægelser, hvoraf en udvikler sig til kristendommen. Et oprør mod romerne endte med Jerusalems ødelæggelse og nedbrænding af templet i 70 e.Kr. Med nedbrændingen af templet ophører jødedommen som offerreligion.
Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som bygger videre på farisæerne, samt kristendommen som hurtigt udskilte sig som en selvstændig religion.
Kilder
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Lex.dk: Jødedom
- ^ Trautner-Kromann, Hanne. "Jødedommens oprindelse", Jødedommen (Verdens religioner) (1. udgave), Politikens Forlag A/S, København, 1983, side 13. ISBN 87-567-3738-6.
Wikimedia Commons har medier relateret til: |