Konservative Parti (Storbritannien)
For alternative betydninger, se Konservative Parti. (Se også artikler, som begynder med Konservative Parti)
| Det Konservative Parti Conservative and Unionist Party | |
|---|---|
| Partileder | Kemi Badenoch |
| Partiformand | Richard Holden |
| Grundlagt | 1834 |
| Antal medlemmer |  190.000 (oktober 2019)[1] |
| Ungdomsorganisation | Young Conservatives |
| Pladser i House of Commons: | 120 / 650 |
| Pladser i House of Lords: | 274 / 783 |
| Pladser i Skotlands parlament: | 31 / 129 |
| Pladser i Den walisiske nationalforsamling: | 16 / 60 |
| Politisk ideologi | Konservatisme, Britisk unionisme, Økonomisk liberalisme, Euroskepticisme[2] |
| Politisk placering | Centrum-højre |
| Internationalt samarbejdsorgan | International Democrat Union |
| Europæisk samarbejdsorgan | Alliancen af Europæiske Konservative og Reformister |
| Partifarve(r) | Blå |
| Udspringer af | Tory-partiet, Liberale Unionist Parti |
| Website | https://www.conservatives.com |
Det Konservative og Unionistiske Parti (engelsk: The Conservative and Unionist Party, i daglig tale blot Conservatives) er et britisk konservativt og unionistisk politisk parti, som blev stiftet i 1834. Partiet er en udløber af det gamle Tory-parti, og medlemmer af Det Konservative Parti kaldes derfor stadig ofte for Tories.
Historie
[redigér | rediger kildetekst]Grundlæggelse og første år
[redigér | rediger kildetekst]Partiet blev stiftet i 1834 af den nyvalgte premierminister Robert Peel, som få dage efter at have indtrådt som premierminister publicerede et manifest, kaldet Tamworth-manifestet, hvor han fremlagde idealerne for et moderne konservativt parti.[3]
Over de næste år var de konservative i regering i de fleste af dem, men i 1846 blev partiet delt i to som resultat af uenighed over regeringens beslutning om fjerene toldafgifter på importen af korn, hvilke endte med at dele partiet i en frihandel-fraktion, kaldet Peelites efter Robert Peel, og en protektionistisk-fraktion.[4] Over tid begyndte Peelite-fraktionen at bevæge sig over til Whig-pariet, og de fleste var med til at stifte det Liberale Parti i 1859.[5]
Konservative og Unionister
[redigér | rediger kildetekst]Det lykkedes de konservative at danne en række kortvarige regeringer over de næste år, men det var først 1874 under Benjamin Disraeli at det lykkedes partiet at opnå en majoritet igen. Partiet havde under Disraeli og hans forgænger Edward Smith-Stanley havde haft succes med at udvide partiets appel samtidig med at valgretten blev udvidet gennem en række reformer i 1800-tallet.[5] Partiet begyndte at appellere til den nye middelklasse, men også dele af arbejdersklassen, under den paternalistiske konservative ideologi grundlagt af Disraeli som blev kendt som One-nation konservativisme.[6]
I 1886 dannede de konservative en alliance med det Liberale Unionist Parti, hvilke var en fraktion af det Liberale Parti som var splittet fra partiet som resultat af deres modstand imod selvstyre på Irland. Denne alliance resulterede i politisk dominans over de næste 20 år, hvor at de konservative havde regeringsmagten i 17 af dem. Denne periode kom dog til sin ende i 1906, da et ny split over told resulterede i et massivt valgnederlag for de konservative og en stor sejr for de liberale.[5]
I 1909 skiftede partiet navn til det moderne navn, Det Konservative og Unionistiske Parti, og i 1912 fusionerede partiet officielt med Det Liberale Unionist Parti.[5]
Krigstiden
[redigér | rediger kildetekst].jpg)
Under den 1. verdenskrig blev de konservative del af en samlingsregering, og fortsatte som del af denne koalition med Det Liberale Parti frem til 1922. Herefter overtog Det Konservative Parti magten for første gang siden 1906, og dominerede mellemkrigstiden under premierminister Stanley Baldwin. De konservative havde magten da 2. verdenskrig begyndte, og en konservativt-ledet samlingsregering blev dannet under Winston Churchill.[5]
Efterkrigstidens konsensus og Thatcher
[redigér | rediger kildetekst]En velfærdsstat var begyndt at opstå i Storbritannien i mellemkrigstiden og årene efter 2. verdenskrig, og de konservative accepterede denne velfærd som del af efterkrigstidens konsensus. Denne filosofi fortsatte under en række konservative premierministre, og det var først ved valget af Margaret Thatcher, den første kvindelige partileder og premierminister i Storbritannien, at de konservative bevægede sig væk fra konsensuset.[7] Under Thatcher begyndte de konservative et økonomisk liberalt program, som skulle gøre op med det svage økonomiske situation som landet fandt sig i. Thatcher regerede frem til 1990, hvor at hun trådte tilbage efter 11 år som premierminister.[8]
Senere år
[redigér | rediger kildetekst]De konservative beholdte magten under John Major frem til 1997, hvor at de ved valget led det tungeste nederlag for partiet siden 1906. Dette ledte til en periode på 13 år hvor at de konservative under fire forskellige formænd var i opposition. Det var først ved valget i 2010 at de konservative genvandt magten under David Cameron.[5]
Dette begyndte en periode på 14 år hvor at de konservative bevarede magten. Det var dog ikke en politisk stabil periode, da fem forskellige partiledere var premierminister i perioden. Cameron tråde tilbage i 2016 efter at briterne stemte for at forlade EU.[9] Han blev efterfulgt af Theresa May, som trådte tilbage i 2019 efter at ikke at kunne få en Brexitaftale igennem.[10] Hun blev efterfulgt af Boris Johnson, som lykkedes at gennemføre Brexit, men måtte træde tilbage efter at det kom frem at han havde deltaget i fester under Coronavirusnedlukningerne.[11] Herefter fulgte Liz Truss, der også tiltrådte som premierminister, men som efter blot 44 dage måtte trække sig tilbage, hvorved hun blev den kortest siddende premierminister i britisk historie.[12] Herefter blev Rishi Sunak udpeget til formand for partiet og derved også som premierminister. Ved valget i 2024 led de konservative led det største valgnederlag i partiets histore, og Sunak meddelte, at han trak sig, men at han ville afvente valget af en ny leder.[13]
Partiledere fra 1922 til i dag
[redigér | rediger kildetekst]Før 1922 havde Det Konservative Parti ikke nogen egentlig formel leder.
- Andrew Bonar Law (1922–23, reelt leder siden 1916; premierminister 1922–23)
- Stanley Baldwin (1923–1937; premierminister 1923–24, 1924–29 og 1935–37)
- Neville Chamberlain (1937–1940; premierminister i samme periode)
- Winston Churchill (1940–1955; premierminister 1940–45 og 1951–55)
- Anthony Eden (1955–1957; premierminister i samme periode)
- Harold Macmillan (1957–1963; premierminister i samme periode)
- Alec Douglas-Home (1963–1965; premierminister 1963–64)
- Edward Heath (1965–1975; premierminister 1970–74)
- Margaret Thatcher (1975–90; premierminister 1979–90)
- John Major (1990–97; premierminister i samme periode)
- William Hague (1997–2001)
- Iain Duncan Smith (2001–2003)
- Michael Howard (2003–2005)
- David Cameron (2005–2016; premierminister 2010–2016)
- Theresa May (2016–2019; premierminister 2016–2019)
- Boris Johnson (2019–2022; premierminister 2019-2022)
- Liz Truss (2022–2022; premierminister 2022–2022)
- Rishi Sunak (2022-2024; premierminister 2022-2024)
- Kemi Badenoch (2024-)
-
Edward Heath -
Margaret Thatcher -
John Major -
David Cameron -
Theresa May
.jpg)
.jpg)
Valgresultater
[redigér | rediger kildetekst]| Valg | Partileder | Stemmer | % | Pladser |
|---|---|---|---|---|
| 1835 | Robert Peel | 261.269 | 40,8% | 273 / 658 |
| 1837 | 379.694 | 48,3% | 314 / 658 | |
| 1841 | 379.694 | 56,9% | 357 / 658 | |
| 1847 | Edward Smith-Stanley | 205.481 | 42,7% | 325 / 656 |
| 1852 | 311.481 | 41,9% | 330 / 654 | |
| 1857 | 239.712 | 34,0% | 264 / 654 | |
| 1859 | 193.232 | 34,3% | 298 / 654 | |
| 1865 | 346.035 | 40,5% | 289 / 658 | |
| 1868 | Benjamin Disraeli | 903.318 | 38,4% | 271 / 658 |
| 1874 | 1,091.708 | 44,3% | 350 / 652 | |
| 1880 | 1.462.351 | 42,5% | 237 / 652 | |
| 1885 | Robert Gascoyne-Cecil | 1.869.560 | 43,4% | 247 / 670 |
| 1886 | 1.417.627 | 51,4% | 393 / 670 | |
| 1892 | 2.028.586 | 47,0% | 314 / 670 | |
| 1895 | 1.759.484 | 49,3% | 411 / 670 | |
| 1900 | 1.637.683 | 50,2% | 402 / 670 | |
| 1906 | Arthur Balfour | 2.278.076 | 43,4% | 156 / 670 |
| Januar 1910 | 2.919.236 | 46,8% | 272 / 670 | |
| December 1910 | 2.270.753 | 46,6% | 271 / 670 | |
| 1918 | Bonar Law | 4.003.848 | 38,4% | 379 / 707 |
| 1922 | 5.294.465 | 38,5% | 344 / 615 | |
| 1923 | Stanley Baldwin | 5.286.159 | 38,0% | 258 / 625 |
| 1924 | 7.418.983 | 46,8% | 412 / 615 | |
| 1929 | 8.252.527 | 38,1% | 260 / 615 | |
| 1931 | 11.377.022 | 55,0% | 470 / 615 | |
| 1935 | 10.025.083 | 47,8% | 386 / 615 | |
| 1945 | Winston Churchill | 8.716.211 | 36,2% | 197 / 640 |
| 1950 | 11.507.061 | 40,0% | 282 / 625 | |
| 1951 | 13.724.418 | 48,0% | 302 / 625 | |
| 1955 | Anthony Eden | 13.310.891 | 49,7% | 324 / 630 |
| 1959 | Harold Macmillan | 13.750.875 | 49,4% | 345 / 630 |
| 1964 | Alec Douglas-Home | 12.002.642 | 43,4% | 298 / 630 |
| 1966 | Edward Heath | 11.418.455 | 41,9% | 250 / 630 |
| 1970 | 13.145.123 | 46,4% | 330 / 630 | |
| Februar 1974 | 11.872.180 | 37,9% | 297 / 635 | |
| Oktober 1974 | 10.462.565 | 35,8% | 277 / 635 | |
| 1979 | Margaret Thatcher | 13.697.923 | 43,9% | 339 / 635 |
| 1983 | 13.012.316 | 42,4% | 397 / 650 | |
| 1987 | 13.760.935 | 42,4% | 376 / 650 | |
| 1992 | John Major | 14.093.007 | 41,9% | 336 / 650 |
| 1997 | 9.600.943 | 30,7% | 165 / 650 | |
| 2001 | William Hague | 8.357.615 | 31,7% | 166 / 650 |
| 2005 | Michael Howard | 8.785.941 | 32,4% | 198 / 650 |
| 2010 | David Cameron | 10.704.647 | 36,1% | 306 / 650 |
| 2015 | 11.334.920 | 36,9% | 330 / 650 | |
| 2017 | Theresa May | 13.632.914 | 42,3% | 317 / 650 |
| 2019 | Boris Johnson | 13.966.451 | 43,6% | 365 / 650 |
| 2024 | Rishi Sunak | 6.814.650 | 23,7% | 121 / 650 |
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Blanchard, Jack (2019-10-01). "POLITICO London Playbook, presented by Lloyds Banking Group: Brexit deal DOA? — Boris on the Today program — Javid on the fringe". POLITICO. Hentet 2020-04-04.
On membership size: “The biggest it’s been in the modern era, since we started counting it … I can announce 191,000 [members].”
- ^ "Parties and Elections in Europe - United Kingdom". Parties and Elections in Europe. Hentet 2020-04-04.
- ^ Gash, Norman. "Robert Peel" Encyclopedia Britannica. Hentet 6. juli 2024.
- ^ "Petitions and the Corn Laws" UK Parliament. 26. juli 2019. Hentet 6. juli 2024.
- ^ a b c d e f Kellner, Peter. "Conservative Party" Encyclopedia Britannica. Hentet 6. juli 2024.
- ^ Bjørn, Claus. "Benjamin Disraeli" Den Store Danske. Hentet 6. juli 2024.
- ^ Kavanagh, Dennis. "Thatcherism and the End of the Post-War Consensus" BBC. Hentet 6. juli 2024.
- ^ Sevaldsen, Jørgen. "Margaret Thatcher" Den Store Danske. Hentet 6. juli 2024.
- ^ "Brexit: David Cameron's resignation statement in full" BBC. 24. juni 2016. Hentet 6. juli 2024.
- ^ "Theresa May quits: UK set for new PM by end of July" BBC. 24. maj 2019. Hentet 6. juli 2024.
- ^ Quinn, Ben. (7. juli 2022) "Boris Johnson’s resignation: what is going on in UK politics?" The Guardian. Hentet 6. juli 2024.
- ^ Nevett, Joshua & Kate Whannel. (21. oktober 2022) "Liz Truss resigns: PM's exit kicks off another Tory leadership race" BBC. Hentet 6. juli 2024.
- ^ Courea, Eleni & Peter Walker. (5. juli 2024) "Rishi Sunak resigns as Tory leader as well as PM after election defeat" The Guardian. Hentet 6. juni 2024.
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst] Politiske partier i Storbritannien | ||
|---|---|---|
| Underhuset (650) |
| |
| Overhuset (783) |
| |
| Skotlands parlament (129) |
| |
| Nationalforsamlingen for Wales (60) |
| |
| Nordirlands lovgivende forsamling (90) |
| |
| Londonforsamlingen (25) |
| |
| Mindre partier | ||