Tordenfugl
En tordenfugl er et stort, bevinget væsen omtalt i mere end 35 nordamerikanske indianerstammers forskellige mytologier.[1] Sagnfuglen frembringer den styrtende regn, forårsager torden og skaber lyn.[2] Indianere har brugt fuglen som motiv i bl.a klippekunst,[3] på malede tipier[4] og udhugget i totempæle.
Tordenfuglen indgyder mennesker ærefrygt med sine kræfter og sin formåen, men den viser sig også i drømme eller visioner for nogle få udvalgte, som den skænker særlige evner.[5]
Tordenfuglen er repræsenteret med specifikke elementer i visse ceremonier som f.eks. tordenfugle-reden bygget øverst i centerstolpen i arapahoernes soldanshytte.[6] Folk med tordenfugle-drømme var gerne præget af det livet ud[7] og specielle selskaber eller klubber udelukkende for dem havde deres egne ceremonier.[7]
Tordenfuglen, dens evner og adfærd samt levesteder
Tordenfuglen beskrives både som en unik skabning uden artsfæller[2] og som en redebyggende fugl med unger klækket af æg.[8]
_grasping_af_whale.png)
Hidatsaerne fremstiller fuglen som en kæmpefugl med spidse vinger ligesom en svales.[9] Den har en fjerdragt med et glitrende, metallisk skær efter arapahoernes mening,[10] mens blackfoot indianerne sammenligner farverigdommen i dens spraglede fjer med regnbuens.[11] En blackfoot, som kom til sig selv i en klippegrotte med en familie tordenfugle, fremhævede deres lange, grønne klør.[11] Omahaerne har fuglens levested som en skov af ene-træer.[12] I 1833 beskrev mandanerne fuglen som gigantisk og kun totået. Fuglen levede bl.a. af rådyr og gylpede gevirerne op i en bunke tæt ved dens rede i bjergene; reden mentes at være på størrelse med Fort Clark.[13] Kwakiutl indianerne ved Stillehavet har myter om tordenfuglen, hvor den fanger hvaler med kløerne for at fortære dem.[14]
_design._Fox.png)
Tordenfuglen viser sin vrede ved at starte en tordenskylle ifølge arapahoerne.[15] Mandanerne forklarede regnen med fuglens styrtdyk gennem et ellers tæt skylag, der skabte en åbning for vandet ovenover at løbe ud gennem. Vingernes hurtige slag i luften frembragte tordenen.[13] Hvis fuglen dykker tæt på jorden i høj fart, kan suset rykke træer op med rode. En crow erfarede dette, da han engang kom for tæt på dens hjem på toppen af Where The Thunderbird Sits Down Mountain i Wyoming.[16] Fuglen skyder lyn ved at blinke med øjnene ifølge de fleste myter; dog lader myterne blandt fox - og ojibwa indianerne lynene gnistre fra tordenfuglens åbne næb.[1]
Tordenfuglen i det høje forsvarer sig og beskytter sit afkom i en evig kamp mod farlige søuhyrer i vandets dyb, som den sender dødbringende lyn efter.[1] Hvis en kilde på prærien tørrer ud, skyldes det tordenfuglens held til at dræbe monsteret i vandet ifølge arapahoerne.[10]
Tordenfuglens nederlag
Tordenfuglens styrke kan udfordres og overvindes med held og snilde. En snestorm skabt af en udspekuleret sneugle indhyller tordenfuglens sorte regnskyer helt i hvidt i en arapaho myte.[15] I en anden af stammens myter udrydder to drenge af særligt format en hel tordenfugle-familie efter at være blevet advaret mod at nærme sig den. De bruger fjerene til fjerprydelser.[15] En mand redder sin bortførte kone tilbage fra tordenfuglen med hjælp fra en ravn i en blackfoot fortælling.[17]
Tordenfuglens betydning for forskellige stammer
_drawn_by_a_Dakota.png)
Omahaerne skylder tordenfuglene tak for deres hellige stav af ene, idet de rettede en ung omahas interesse mod ene-træet ved at sætte det i lys lue, hver gang de landede i det.[18] En svunden tids omahaer så staven som et bindeled mellem dem og de stærke tordenfugle, og derfor bad de til staven før en krigsekspedition i håb om hjælp til en sejr.[18]
Et af arapahoernes aldersselskabet er opkaldt efter tordenfuglen.[15]
Som tak for hidatsaen Packs Antelopes forsvar af tordenfuglens unger mod en tohovedet slange kunne han og hidatsaerne i fremtiden påkalde fuglen og bringe regn til stammens haver i tørkeperioder.[19]
Lakotaer ydmygede sig selv offentligt i en særlig ceremoni efter at have drømt om tordenfuglen og fået lovning på usædvanlige evner.[7] Drømmeren, benævnt en heyoka, gjorde sig selv til grin foran et stort publikum ved at klovne og opføre sig fjollet sammen med andre, der også havde nydt tordenfuglens bevågenhed uden at føle sig værdige til det. Et punkt i ceremonien indebar, at drømmeren fiskede et stykke mørt kød op fra en gryde med kogende vand med de bare hænder og gav en af tilskuerne det at spise.[7] Heyokaen Charging Thunder tog sit navn efter at have hørt det i en drøm om tordenfuglen (i form af beredne krigere på en sky ledsaget af lyden af torden) under en jagt.[7]
Blackfoot folket fik en hellig pibe af tordenfuglen, da denne erkendte sit nederlag til en mand, der kom efter sin bortførte kone. Piben skal bruges ved den første forårs-torden fulgt af bønner til tordenfuglen, da denne sørger for regn til præriens bærbuske og alle andre planter.[17]
Myten om tordenfuglen gav inspiration til nye myter som f.eks. creek - og wyandot fortællingerne om et tordenfolk, der havde menneskekroppe med vinger samt evnen til at frembringe lyn og tordenskrald.[1] I en af mandanernes myter om heltinden Corn Silk ejer en tordenfugl evnen til at skifte form og være enten en fugl eller en mand efter behov, uden at det afsløres om væsenet mest er det ene eller det andet.[20]
Fugle beslægtet med tordenfuglen
Afhængigt af stammen anses bestemte fugle for at være beslægtet med tordenfuglen, og de bruges derfor som et symbol for denne på f.eks. skjolde og i krigsbundter.[21] Eksempler herpå er ørne (f.eks. sauk stammen), traner (pawnee), kolibrier (lillooet),[1] svaler (lakota)[7] og ryper.[2]
Referencer
- ^ a b c d e Michelson, Truman: Contributions to Fox Ethnology, II. Smithsonian Institution. Bureau of American Ethnology. Bulletin 95. Washington, 1930.
- ^ a b c Hodge, Frederick Webb: Handbook of American Indians north of Mexico. Smithsonian Institution. Bureau of American Ethnology. Bulletin 30. Part 2. Washington, 1910.
- ^ Keyser, James D.: ”Writing-On-Stone: Rock Art on the Northwestern Plains.” Canadian Journal of Archaeology / Journal Canadien d'Archéologie. No. 1, 1977. Pp. 15-80.
- ^ Lowie, Robert H.: The Religion of the Crow Indians. Anthropological Papers of the American Museum of Natural History. Vol. XXV, part II. New York, 1922.
- ^ Lowie, Robert H.: The Crow Indians. Lincoln and London. 1983.
- ^ Dorsey, George A.: The Arapaho Sun Dance: The Ceremony of the Offerings Lodge. Field Columbian Museum. Publication 75. Anthropological Series, Vol. IV. Chicago, 1903.
- ^ a b c d e f Densmore, Frances: Teton Sioux Music. Smithsonian Institution. Bureau of American Ethnology. Bulletin 61. Washington, 1918.
- ^ Dorsey, George A.: Traditions of the Arikara. Washington, 1904.
- ^ Wilson, Gilbert L.: Waheenee. An Indian Girl’s Story told by herself to Gilbert L. Wilson. Lincoln and London, 1981.
- ^ a b Kroeber, Alfred L.: The Mrs. Morris K. Jesup Expedition. The Arapaho. IV. Religion. Bulletin of the American Museum of Natural History. Vol. XVIII, Part IV, pp. 279-454. New, York, May 1, 1907.
- ^ a b McClintock, Walter: The Old North Trail. Life, Legends and Religion of the Blackfeet Indians. London, 1910.
- ^ Fletcher, Alice C. & Francis La Flesche: The Omaha Tribe. Vol. 2. Lincoln and London. 1992.
- ^ a b Maximilian, Prince of Wied (Ed. Reuben Gold Thwaites): ”Travels in the Interior of North America, 1832-1834.” Part II. Early Western Travels 1748–1846. Volume XXIII. Cleveland, 1906.
- ^ Mallery, Garrick: ”Picture-Writing of the American Indians.” Smithsonian Institution. Bureau of Ethnology. Teenth Annual Report, 1888-’89. Washington, 1893.
- ^ a b c d Dorsey, George A. and Alfred L.Kroeber: Traditions of the Arapaho. Field Columbian Museum. Publication 81. Anthropological Series vol. V. Chicago, 1903.
- ^ Nabokov, Peter: Two Leggings. The Making of a Crow Warrior. Based on a field manuscript prepared by William Wildshut for the Museum of the American Indian, Heye Foundation. Lincoln and London, 1982.
- ^ a b Grinnell, George Bird: Blackfeet Indian Stories. New York, 1913.
- ^ a b Fletcher, Alice C. & Francis La Flesche: The Omaha Tribe. Vol. 1. Lincoln and London. 1992.
- ^ Gilman, Carolyn and Mary Jane Schneider: The Way to Independence. Memories of a Hidatsa Indian Family, 1840-1920. St. Paul, 1987.
- ^ Bowers, Alfred W.: Mandan Social and Ceremonial Organization. Moscow, Idaho, 1991.
- ^ Wildschut, William: Crow Indian Medicine Bundles. Contributions from the Museum of the American Indian. Heye Foundation. Vol. XVII. New York, 1960.