Spring til indhold

Citronsommerfugl

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Den printbare version understøttes ikke længere, og har muligvis nogle renderingsfejl. Opdater venligst din browsers bogmærker og brug i stedet din browsers standard printfunktion.
Citronsommerfugl
Citronsommerfugl
Citronsommerfugl
Bevaringsstatus

Ikke truet (DKRL)[1]
Videnskabelig klassifikation
RigeAnimalia (Dyr)
RækkeArthropoda (Leddyr)
KlasseInsecta (Insekter)
OrdenLepidoptera
(Sommerfugle)
FamiliePieridae
(Hvidvingefamilien)
SlægtGonepteryx
ArtG. rhamni
Videnskabeligt artsnavn
Gonepteryx rhamni
Linnaeus 1758
Hjælp til læsning af taksobokse
Han citronsommerfugl

Citronsommerfuglen (Gonepteryx rhamni) er en sommerfugl i hvidvingefamilien. Arten er vidt udbredt i Europa og gennem Asien til Syrien og Sibirien. Det er årets tidligste dagsommerfugl i Danmark. Den voksne sommerfugl kommer frem fra vinterdvalen allerede i starten af marts. Citronsommerfuglen holder til hvor dens værtsplanter tørst og vrietorn findes, dvs. i fugtige blandingsskove, krat og haver med tørstetræer. Den voksne sommerfugl er dog en god flyver og kan derfor ses mange andre steder også. Citronsommerfuglen er almindelig i hele Danmark.

Udseende

Citronsommerfuglen er ikke til at tage fejl af. Hannen er strålende gul, mens hunnen er mere dæmpet grønhvid. På vingernes undersider findes to orange midtpletter, og forvingerne har herudover en karakteristisk spids. Der er ikke meget variation i udseendet mellem forskellige individer, og sommerfuglens vingefang er mellem 51–60 mm.

Livscyklus

Ægget lægges i maj på enten tørst eller vrietorn. Efter ca. en uge klækkes larven. Larven lever af tørstetræets blade og gnaver karakteristiske ovale huller i dem. Efter en måned er larven udvokset og forpupper sig. I slutningen af juni klækkes puppen efter et par uger, og den nye generation af sommerfuglen kommer frem. Den voksne sommerfugl kan træffes helt hen i slutningen af oktober i varme år. Den søger føde for at opbygge reserverne til vinterdvalen, da det er den voksne sommerfugl, der overvintrer. Sommerfuglen overvintrer i det fri, gerne i løvet af stedsegrønne planter, f.eks. kristtorn og vedbend, her kan den overleve at blive dækket af sne og rim.

Foderplanter

Larven lever på tørst og vrietorn. De voksne sommerfugle søger til blomster af kåltidsel, rødkløver, mælkebøtte og andre kurvblomster.

Kilder/Henvisninger

  1. ^ Helsing, F. (2019), "Dagsommerfugle", i Moeslund, J.E. m.fl. (red.), Den danske Rødliste 2019, Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, hentet 22. januar 2020
  • Michael Stoltze, Danske dagsommerfugle, København, 1996, side 108-112.
  • Peter Friis Møller, Danmarks insekter (Politikens naturguide), København, 1999, side 96.
  • Sommerfugle i Europa og Nordafrika