Førromersk jernalder

Før-romersk jernalder i Nordeuropa (5. årh. – 1. årh f.v.t.); røde områder markerer den Nordiske gruppe, magenta markerer Jastorfkulturen

Før-romersk jernalder eller keltisk jernalder betegner perioden fra ca. 500 f.v.t. til ca. 1 e.v.t. og omfatter den ældste del af jernalderen i Skandinavien, Nordtyskland og Nederlandene i området nord for Rhinen. I hele dette område er der gjort arkæologiske fund, der viser at overgangen fra yngre bronzealder skete uden et afgørende kulturelt brud, men også at indflydelsen fra de keltiske Hallstatt og La Tène kulturer i Centraleuropa var meget stærk. I det 1. århundrede f.v.t. begyndte den romerske indflydelse at blive stærk også i det nuværende Danmark. Perioden deles i tre eller fire: I (500-300 f.v.t.), II (300-150 f.v.t.), IIIa (150- 50 f.v.t.) og IIIb (50 f.v.t. – 1 e.v.t.) Områderne i Nordtyskland og det sydlige Danmark tilhørte Jastorfkulturen mens det øvrige Norden tilhørte den Nordiske gruppe.

Kendetegn

Adskillelsen af den tidlige jernalder i en før-romersk og romersk periode blev første gang foreslået af arkæologen Emil Vedel. I 1866 gjorde han en række fund på Bornholm, der i modsætning til fund fra de første århundreder e.v.t. ikke bar præg af en stærk romersk indflydelse. På det grundlag konkluderede han at dele af Nordeuropa endnu ikke var kommet i kontakt med Romerriget i begyndelsen af jernalderen. Brandgravsskikken, som den kendes fra den tidligere Urnemarkskultur, blev fortsat benyttet.

Fundene i Nordeuropa adskiller sig markant fra fx den keltiske La Tène kultur mod syd, herfra fik nordeuropæerne omkring 600 f.v.t. adgang til en avanceret jernteknologi, som gjorde dem i stand til selv at udvinde jern af myremalm. De ældste jernfund består primært af nåle, men værktøj og sværd er dog også fundet. Bronze blev stadig anvendt gennem hele perioden, men nu i højere som dekoration; fx er der fundet torques og kedler, fremstillet i den samme stil som kendes fra bronzealderen. På Dejbjergvognene, et af periodens mest spektakulære fund, blev der udelukkende benyttet bronze til at samle træet. Fund tyder på at den kulturelle indflydelse fra Centraleuropa spredte sig til Sydskandinavien gennem det nordvestlige Tyskland. Allerede i de sidste på århundreder af bronzealderen kan der i de arkæologiske fund observeres en faldende tendens i mængden af bronzegenstande, hvilket tyder på et fald i importmængden fra Sydeuropa; den sandsynlige erfaring er at den ekspanderende Hallstattkultur afskar Nordeuropa fra kontakten med Sydeuropa, og den rivende udvikling det område befandt sig i på det tidspunkt.

En væsentlig samfundsforandring i overgangen til jernalderen er de samlede og indhegnede landsbybebyggelser. Efterhånden bliver jernalderens huse både større og mere specialiserede, gårde med forskellige hustyper tilknyttet indhegnes separat indenfor landsbyområdet. Gradvist kan man også spore forskelle på husenes størrelse internt i landsbyfællesskaberne, hvilket sandsynligvis er resultatet af en social stratificerings proces. Gravpladserne bliver også mindre monumentale, de blev anlagt i meget mindre tueformede gravhøje og på større fælles gravpladser nær landsbyerne. Ligbrænding var dominerende, hvor asken ofte var anbragt i en urne.

Germanerne

Den kulturelle forandring, der betød afslutningen på den Nordiske bronzealder, var påvirket af udbredelsen af Hallstattkulturen mod syd og en klimaændring med lavere temperaturer og forandringer i floraen. I Skandinavien har denne periode ind i mellem fået tilnavnet ’den fundløse periode’, da fundmængden flere steder falder drastisk i forhold til den foregående periode. Dette er blevet tolket som et tegn på en generel befolkningsnedgang i Skandinavien, modsat den sydlige Jastorfkultur, der i samme periode ekspanderede mod syd. Klimaet kan derfor måske have spillet en afgørende rolle for den germanske ekspansion i Centraleuropa. [2]. I dag er dette synspunkt dog blevet nuanceret af undersøgelser, der viser at et befolkningstal der rent faktisk var i vækst, selvom klimaet blev både koldere og mere fugtigt omkring 500 f.v.t.

Forskellige skoler indenfor arkæologien tolker de materielle levn til den germanske ekspansion forskelligt; en skole er fortaler for en såkaldt "demic diffusion", dvs. krigerisk erobring, mens en anden mener at ekspansionen snarere var et resultat af en fredelig kulturel diffusion. I Nederlandene er den dominerende holdning fx at jernalderkulturen udviklede sig fra den lokale bronzealderkultur, og ikke gennem fremmed indtrængen.

Den før-romerske jernalderbefolkning i Nordeuropa talte sandsynligvis germansk; der er dog intet overleveret af dette sprog, som måske kan have været det hypotetiske protogermanske sprog. I den sene fase af den før-romerske jernalder begynder germanske stammer for første gang at optræde i skriftlige kilder, primært gennem teutonerne og kimbrernes invasion af Romerriget. Dette togt er ofte blevet betegnet som et forvarsel til den turbulente Folkevandringstid mange hundreder år senere. Efterhånden blev kommunikationsvejene mellem Nord- og Sydeuropa genetableret, hvilket fx kan afspejles direkte gennem den kraftige romerske påvirkning i udviklingen af de materielle levn fra hele Nordeuropa. Omkring vor tidsregnings begyndelse er påvirkningen så stor, at perioden nu betegnes som Romersk jernalder.

Referencer

• J. Brandt, Jastorf und Latène. Internat. Arch. 66 (2001)
• John Collis, The European Iron Age (London and New York: Routledge) 1997. The European Iron Age set in a broader context that includes the Mediterranean and Anatolia.
• W. Künnemann, Jastorf - Geschichte und Inhalt eines archäologischen Kulturbegriffs, Die Kunde N. F. 46 (1995), 61-122.
• Herwig Wolfram, Die Germanen, Beck (1999).
• Ove Eriksson , B, Sara, O. Cousins , and Hans Henrik Bruun, "Land-use history and fragmentation of traditionally managed grasslands in Scandinavia" Journal of Vegetation Science pp. 743–748 (On-line abstract)

External links

• "Tracing Prehistoric man in Scandinavia"