Bruger:Økonom/Lollands historie

Lollands historie er fortællingen om udviklingen på Lolland siden oldtiden og dermed både om de forhold, som øen har tilfælles med hele Danmarks historie, og de forhold, der er særlige for øen - og ofte naboøen Falster - i forhold til det øvrige Danmark.

En række særtræk har præget øens historie på godt og ondt i tidens løb:

1. Lollands jord hører sammen med Falsters til den mest frugtbare jord i riget, så man her har kunnet dyrke jorden mere intensivt end andre steder allerede i middelalderen, og med held kunnet dyrke særlige afgrøder. I nyere tid gælder det især sukkerroerne, som har sat et markant præg på øens befolkning, erhvervsliv og kulturlandskab siden 1870'erne
2. Øen er samtidig meget flad, og meget af jorden har traditionelt været vandlidende. De sumpede områder medførte tidligere, at malaria - i gamle dage kendt som "lollandsk syge" - var en plage for befolkningen, og øen er blevet hårdt ramt af oversvømmelser, mest berygtet under stormfloden 1872. Digebyggeri og landindvinding har derefter været en vigtig del af kulturlandskabet, og i dag er klimasikring af byer og landområder et vigtigt tema
3. Beliggenheden ved Østersøen har givet gode muligheder for handel og udveksling allerede i oldtiden. Først fra 1200-tallet er øen blevet fuldt integreret i det danske kongerige, hvor den tidligere har været præget af både fredelig og krigerisk udveksling med venderne. I 1600-tallet kom den svenske hær over isen fra Langeland til Lolland, og i 1800- og 1900-tallet bosatte mange polakker, der arbejdede i roemarkerne, sig på øen. Skibsbyggeri med Nakskov Skibsværft i spidsen har været en vigtig beskæftigelse, og i dag spiller Femern Bælt-tunnellen og store havvindmølleparker en potentielt vigtig rolle for den fremtidige udvikling
4. Lolland har siden middelalderen været præget af mange store herregårde, hvor adelen har domineret øen i usædvanlig grad. Vornedskabet blev således først indført på Lolland, og landbefolkningen var efter landboreformerne præget af usædvanlig mange husmænd og landarbejdere.

Lolland har været beboet, lige så længe der har været mennesker i Danmark, dvs. siden ca. 12.000 år f.v.t., og der er mange oldtidsfund på øen. Et af de rigeste er Hobyfundet af en stormandsgrav fra jernalderen med mange kostbarheder fra Romerriget. I Vikingetiden og den tidlige middelalder var Lolland-Falster og de vendiske områder i det nuværende Nordtyskland i tæt kontakt, og der var adskillige vendiske bosættelser på Lolland. I middelalderen blev øen kristnet, og dens mange kirker blev bygget, ligesom der blev grundlagt fire klostre, hvoraf det vigtigste blev Maribo Kloster. Øens fem købstæder blev også grundlagt i middelalderen med Nakskov som den tidligste og største.

I middelalderen blev også den sociale struktur for landbefolkningen fastlagt med en række herregårde, der ejede stort set al landbrugsjorden, som herremændene enten selv lod dyrke (hovedgårde) eller fæstede til fæstebønder, som til gengæld skulle yde hoveri (arbejdstjenester) på hovedgården. De adelige herremænds dominans var stærkere på Lolland end noget andet sted i landet, blandt andet bevidnet i loven Lollands Vilkår fra 1446, som indførte vornedskabet på Lolland som det første sted i riget.

Efter en lang periode med gode konjunkturer blev svenskekrigene i 1658-1660 en katastrofe for øen. Den svenske hær invaderede øen i 1658 ved at gå over isen fra Langeland og vendte tilbage igen året efter, hvor de indtog Nakskov efter en lang og hård belejring. Byen blev ødelagt, og mange andre steder på Lolland plyndret og brændt af. Derefter stagnerede øen i lang tid. Under Enevælden blev der oprettet en ny form for adel i form af en række majorater - store godser, hvor besidderne var enten lensgrever, lensbaroner eller stamhusbesiddere. I 1700-tallet blev landboreformerne igangsat, ikke mindst inspireret af den lollandske lensgreve og oplysningsmand C.D.F. Reventlow. Hoveriet blev efterhånden afskaffet, fæstegårde afløst af selveje og gårdene udskiftet. Det varede dog mange årtier, inden reformerne slog helt igennem. På Lolland gav de anledning til fremkomsten af en stor mængde husmænd, der fremover leverede arbejdskraft til herregårdene.

I 1800-tallet nød landbruget godt af den lange kornsalgsperiode, der gav gode indkomster. Da den endte, slog dyrkningen af sukkerroer igennem. Roedyrkningen førte til indvandring af først svenske og siden polske landarbejdere, hvoraf en del blev permanent bosiddende. Den nye afgrøde skabte også en ny infrastruktur omkring sukkerindustrien med blandt andet fire sukkerfabrikker på øen, en række saftstationer og et veludviklet net af roebaner. I det hele taget blev landbruget og øen i stigende grad mekaniseret, og byerne, især Nakskov, oplevede en vis industrialisering. Jernbaner, dampmaskiner og efterhånden elektricitet og gas holdt deres indtog. Efter stormfloden 1872 blev opførelsen af det 63 km lange lollandske dige iværksat, og blandt andet Rødby Fjord blev inddæmmet.

Efter Junigrundloven i 1849 voksede en politisk offentlighed frem i befolkningen. Lolland valgte tre folketingsmedlemmer, og i anden halvdel af 1800-tallet konkurrerede Bondevennerne (senere Venstre) og de nationalliberale (senere Højre) om pladserne. Efter århundredskiftet fik også Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet betydelig tilslutning. Især i Nakskov, der havde mange industriarbejdere, blev sidstnævnte parti stærkt. Partiets lokale leder Sophus Bresemann blev i 1914 den første socialdemokratiske borgmester udenfor hovedstaden og gjorde med en række tiltag Nakskov til et af de mest fremtrædende danske eksempler på den såkaldte kommunesocialisme.

I 1919 blev lensafløsningen gennemført, der afskaffede majoraterne, hvoraf de fleste dog fortsatte som almindelige godser. Igennem 1900-tallet skete en kraftig afvandring fra landbruget, der efterhånden kun kunne beskæftige en lille del af øens befolkning. I begyndelsen blev arbejdskraften opsuget af byerne, men fra 1945 begyndte Lollands befolkningstal at falde, og også industriarbejdspladserne blev efterhånden færre, symboliseret med lukningen af øens største arbejdsplads Nakskov Skibsværft i 1987. Lolland fik efterhånden et omdømme som et udkantsted med relativt dårlig økonomi og sociale forhold. Efter 2000 blev det store anlægsbyggeri af Femern Bælt-forbindelsen iværksat, og sammen med aktiviteter indenfor grøn energi, hvor øen er fremtrædende, håber fremtidsplanerne for øen på, at det kan skabe nye arbejdspladser og fremdrift til Lolland.

Oldtiden

Lolland har været befolket lige siden ældste stenalder med den såkaldte Hamburgkultur fra ca. 12.800 til ca. 12.000 før vor tidsregning, som rummer de ældste registrerede fund af mennesker i Danmark. På det tidspunkt var den nuværende Østersø en stor slette, hvor rensdyrjægere kunne vandre direkte fra det nuværende Nordtyskland til Lolland. Der er blandt andet fundet stenalderbopladser fra Hamburgkulturen og den efterfølgende Ahrensburgkultur (ca. 10.500-9.000 f.v.t.) på Sølvbjerghøj og Krogsbølle på Vestlolland.

Både Lolland og Falster er særdeles rige på fund og fortidsminder, ikke mindst gravsteder, fra oldtiden, især sten- og bronzealder. Det gælder blandt andet Frejlev Skov, hvor der er over 100 gravhøje og mere end 30 bautasten fra sten- og bronzealderen.

Fra den yngre stenalder, hvor man dyrkede landbrug, og bosættelserne blev mere permanente, kendes en række storstensgrave, hvor den mest imponerende nok er Kong Svends Høj nord for Pederstrup fra ca. 3.200 f.v.t., der rummer landets næststørste kammer. Fra bronzealderen kendes rundhøje som graven på Birket Bavnehøj, som er Lollands højeste punkt. Det er samtidig en af Danmarks største rundhøje og den største på Lolland. Fra jernalderens urolige tider kendes blandt andet forsvarsanlægget Hejrede Vold. Det mest bemærkelsesværdige gravfund fra Jernalderen er dog nok Hobyfundet, der er en af Nordeuropas allerrigeste grave fra samme tid. Blandt andet fandt man i stormandsgraven et komplet romersk bordservice med to kostbare sølvdrikkebægre. Også møntskatten fra Tagesgård, der rummer ca. 110 romerske denarer og som blev gravet ned på en jernalderboplads ved Knuthenlund ca. år 200 e.v.t., vidner om direkte eller indirekte forbindelser til Romerriget.

Fra vikingetiden kendes seks runesten fra Lolland, heriblandt Tirstedstenen, der med sine 2½ meter er en af Danmarks største runesten. Sølvskatten fra Duesminde sydvest for Maribo, eller rettere skattene, idet der er gjort fund på stedet ad to gange, stammer også fra vikingetiden. I 1960'erne blev en række sølvringe og en enkelt guldring fundet her, for sølvsmykkernes vedkommende formodentlig fremstillet i Volga-området. I 2002 blev der på samme mark fundet en enestående skat af 35 fornemme sølvbeslag fra Frankerriget, der kan have været krigsbytte eller løsepenge fra de frankiske klostre, hvor beslagene var blevet fremstillet mellem 825 og 875.

Handel med områder langt væk har spillet en vigtig rolle i oldtiden. Allerede i stenalderen blev der eksporteret flinteredskaber til Norge og Sverige af den blålige og meget fine flinttype, der kaldes Falsterflint, og som fandtes i rigelige mængder på både Lolland og Falster. Eksporten har givet grundlag for en relativt udviklet civilisation på Lolland, hvor arkæologerne har fundet store bopladser, rituelle samlingssteder og værksteder, hvor flintsmedene tilhuggede deres økser. Også i bronzealderen spillede de sydligste danske øer en vigtig rolle langs handelsvejene over Østersøen. Et kuriøst eksempel herpå er, at Danmarks ældste kendte vindruekerne er blevet fundet tæt ved Rødbyhavn som et tydeligt tegn på forbindelser med mere sydlige områder, hvor vinavl har været udbredt.

Middelalderen

Befolkning

Det meste af Lolland var beboet ved indgangen til Middelalderen. Et flere kilometer bredt bælte langs kystområderne ser dog ud til at have været ubeboet indtil halvvejs op i Middelalderen, formodentlig på grund af faren fra vendiske sørøvere fra det nuværende Nordtyskland, der først ophørte i Valdemarstiden omkring 1200. Indtrykket af en relativt sen befolkningsvækst bekræftes af, at de fleste landsognekirker først er blevet opført i 1200-tallet eller endnu senere, hvilket er temmelig sent sammenlignet med de øvrige danske øer. Vandtransport var på dette tidspunkt ofte betydelig hurtigere end landtransport, og Østersøen har derfor fungeret som et bindeled snarere end en barriere. Lolland var derfor et udpræget grænseområde med mange både fredelige og krigeriske forbindelser til de vendiske områder, og flere stednavne på Lolland med slavisk oprindelse vidner om vendisk bosættelse på øen. Det gælder navne, der ender på -itse som Kramnitse, Tillitse, Binnitse og Kuditse samt Vindeby, der betyder "vendernes by". Bosættelserne har formodentlig fundet sted i 1000- og 1100-tallet, og befolkningen blev hurtigt assimileret.

Religion og administrativ inddeling

Ved Middelalderens begyndelse blev kristendommen gennemført som religion i hele Danmark, hvilket blandt andet gav sig udslag i byggeriet af talrige kirker og fire klostre i løbet af Middelalderen, jf. nedenfor. Kristningen gav også anledning til en ny administrativ inddeling i sogne med hver sin kirke og præst. Lolland hørte i hele middelalderen og de efterfølgende århundreder indtil 1804 under Fyns Stift og dettes biskop. I senmiddelalderens kongelige forvaltning var øen opdelt i to len, der hver omfattede to af de allerede tidligere eksisterende herreder: Halsted Len (Ravnsborg Len) med herrederne Lollands Nørre og Lollands Sønder Herred, og Ålholm Len med herrederne Fuglse og Musse. Kongeborgene Ålholm ved Nysted, som fortsat i dag er en af Danmarks bedst velbevarede middelalderborge, og Ravnsborg, som i dag blot fremtræder som et voldsted, var dermed de to knudepunkter for kongemagten på øen.

Landbrug, herremænd og social struktur

Lolland rummer de mest lerholdige jorder i hele Danmark. Med deres høje kalkindhold var de allerede i middelalderen meget frugtbare og kunne give et stort høstudbytte, men har samtidig været tunge og hyppigt vandlidende, hvorfor de har været svære at dyrke for middelalderens agerbrugere. Et gammelt mundheld siger således, at "Lollands pløjning og helvedes pine får aldrig ende".^:64 Som det eneste sted i kongeriget anvendte man på Lolland fra engang i middelalderen fire- eller femvangsbrug, så kun en fjerdedel eller femtedel af jorden lå brak hvert år mod en tredjedel andre steder på de danske øer. Ligeledes var det enestående, at man på Lolland ved siden af de sædvanlige afgrøder rug og byg også havde en betydelig produktion af hvede og ærter i middelalderen. I middelalderen udviklede sig en social struktur, hvor enkelte gårde voksede sig større end de andre og efterhånden fik status som hovedgårde, ejet af en Herre, som kunne blive optaget i kongens hird og dermed være med til at forsvare riget. Til gengæld blev hovedgårdene modsat bøndergårdene fritaget for skat.^:15ff Dermed begyndte en adelsstand at skille sig ud i 1200-tallet. I de urolige tider efter Valdemar Sejrs død i 1241 søgte flere bønder ind under en herremands beskyttelse. Dette beskyttelsesforhold udviklede sig efterhånden til formynderskab, så selvejerbønderne blev fæstere. Udviklingen mod storgodser blev forstærket af den landbrugskrise, der begyndte i 1320'erne og varede resten af 1300-tallet.^:34f I høj- og senmiddelalderens Østdanmark var det efterhånden kongen, kirken og herremændene, der ejede næsten al landbrugsjorden. For Lolland gjaldt det specielle, at hverken kongen eller kirken ejede meget jord, og de adelige jordbesiddere blev helt dominerende. I 1446 lykkedes det den jordejende elite på Lollands landsting at få vedtaget særloven Lollands Vilkår, der styrkede godsejernes rettigheder og magt over bønderne. Lollands herremænd fik dermed stærkere privilegier end noget andet sted i Danmark.^:15ff Nogle af de lollandske storgårdsslægter blev meget indflydelsesrige, således Ahlefeldterne, der i 1300-tallet ejede Grimstrup ved Nørresø, og Gøye-slægten, der i 1400- og 1500-årene beklædte nogle af landets vigtigste embeder.^:15ff

Købstæder og klostre

I Middelalderen voksede øens fem købstæder frem. Den ældste er Nakskov, som i 1200-tallet blev en vigtig by med en betydelig størrelse. Et stort møntfund fra Gåsetorvet fra ca. 1400 vidner om handelens betydning for byen. Rødby skyldte sin købstadsstatus, at den blev udvalgt som overfartssted for den kongelige trafik til Holsten. Maribo var en ordinær landsby med navnet Skimminge, indtil birgittinerordenens kloster blev grundlagt der i 1416. Klosteret fik ved grundlæggelsen kongelig tilladelse til at anlægge en købstad i tilknytning dertil, der kunne forsyne klosteret og de mange pilgrimme, der besøgte det. Sakskøbing på nordkysten blev anlagt i 1200-tallet, hvor kongevejen fra Guldborg krydsede Sakskøbing Fjord og Å. Selvom der var et franciskanerkloster i Nysted fra 1286, synes byen først oprettet som købstad i starten af 1400-tallet. Byen lå godt placeret for handel med Lybæk og Rostock, men var hæmmet af en besværlig indsejling.

Der blev i alt grundlagt fire klostre på Lolland i middelalderen: Det første var Nysted franciskanerkloster fra 1286.^:38 Benediktinerne grundlagde Halsted Kloster, der første gang nævnes i 1305, men er lidt ældre. Birgittinerordenen grundlagde Maribo Kloster i 1446, som blev et af landets betydeligste og grundlag for købstaden Maribo. Maribo Domkirke, som oprindelig var en del af klosteret, eksisterer stadig til minde om det. Endelig havde Helligåndsordenen et kloster i Nakskov, som skal være grundlagt i 1470, men er helt forsvundet i dag.

Fra Reformationen til Junigrundloven

Landbruget

Landbruget i hele Danmark var fra ca. 1400 til sidst i 1700-tallet præget af det klassiske danske godssystem med en hovedgård beboet af herremanden omgivet af fæstegodset drevet af fæstebønder. Der var to hovedvarianter af godssystemet: Rentegodset (også kaldet fæstegårdssystemet), hvor hovedgårdens eget landbrug havde en beskeden størrelse, og godsejerens indtægter derfor først og fremmest bestod af landgilden fra fæstebønderne, og hovedgårdssystemet, hvor godsejerens hovedindtægt kom fra hovedgårdens egne afgrøder. For rentegodsets vedkommende havde godsejeren derfor en direkte interesse i, at hans fæstebønder var velstillede med en god økonomi, sådan at deres evne til at betale afgifterne til tiden ikke kom i fare. Under hovedgårdssystemet var godsejeren omvendt primært interesseret i fæstebøndernes arbejdskraft i form af hoveri på godsejerens egen jord, selvom udstrakt hoveri gjorde det sværere for bonden at drive sin egen fæstegård ordentligt. Rentegodset var den dominerende driftsform på Fyn og i Nørrejylland. I Sønderjylland fandtes begge driftsformer side om side, mens hovedgårdssystemet dominerede på Sjælland, Lolland og Falster. Det havde store konsekvenser for bondestandens vilkår i de forskellige landsdele, idet bønderne socialt og økonomisk var betydeligt bedre stillede i områderne, hvor rentegodset dominerede, end i områder som Lolland, der blev præget af hovedgårdssystemet.^:23-24

Ved Reformationen i 1536 blev alt kloster- og bispegods inddraget og overgivet til kongen. I den efterfølgende periode voksede erregårdenes arealer i størrelse, og der blev mere behov for arbejdskraft, som hentedes fra fæstebønderne. Disse skulle stille arbejdskraft til rådighed på hovedgårdene i form af hoveri. I middelalderen havde hoveriet ikke haft stort omfang, men det ændredes fra 1500-tallet og blev frem til 1700-tallet udvidet så kraftigt, at det blev et samfundsproblem. 1500-årene havde samtidig gode landbrugskonjunkturer, og det udmøntedes i store nye herregårdsanlæg. Et fremtrædende eksempel var det sengotiske Krenkerup ved Sakskøbing, opført af Mogens Gøye, der blev et af landets største og fornemste herresæder, og renæssanceherregården Berritsgaard.^:19ff

Købstæderne

Lolland var sammen med Falster det sted i kongeriget, hvor købstædernes handelsprivilegier var mest gennemhullede. Det skyldtes, at fiskerlejer og bondegårde havde ret store rettigheder til selvstændig handel i forhold til resten af Danmark, og at godserne, som også havde handelsprivilegier, dominerede landområderne totalt. Dette blev en betydelig hæmsko for købstædernes vækst. Nakskov var den største by og klarede sig godt indtil slutningen af 1600-tallet. Målt på skattebetalinger bidrog Nakskov i perioden fra 1550 til 1658 lige så meget som alle de andre købstæder på Lolland-Falster tilsammen. Nakskov blev imidlertid ramt af en katastrofe under Svenskekrigene i 1600-tallet. Her blev Lolland invaderet af den svenske hær, der vandrede over isen fra Langeland til Lolland på sin vej mod København. Det gik hårdt ud over landsdelen, hvor mange gårde blev brændt ned og skove fældet eller brændt.^:28ff Nakskov blev to gange indtaget af svenskerne i henholdsvis 1658 og 1659, den anden gang efter en hård belejring, hvor en beskeden garnison holdt ud i 2½ måneder. Byen blev udplyndret og ødelagt af den svenske hær, og det varede mange årtier, før den overvandt begivenhederne. Også på landet forfaldt mange gårde i kølvandet på krigene og stod øde i en længere årrække.^:178

Enevældens lensadel

I 1660 blev enevælden indført, og den gamle fødselsadel mistede dermed sin politiske magt. En ny rangadel blev skabt i form af muligheden for at oprette majorater eller lensgodser med specielle regler for ejendommen: Godset var båndlagt, så det hverken kunne sælges, belånes eller deles ved arv. Det skulle således videregives udelt fra den ene besidder til den næste. En person, uanset om vedkommende var borgerlig eller adelig, men tilstrækkelig stort gods kunne med kongens tilladelse oprette et sådant majorat. Afhængigt af størrelsen kunne det blive et grevskab, et baroni (friherreskab) eller et stamhus. Et majorat gav fordele i form af skattefrihed både for hovedgården og 300 tønder hartkorn bøndergods, ret til at udnævne præst, degn og dommer på godset, samtidig med at besidderen blev amtmand på sit eget gods, der dermed optrådte som en lille stat i staten. Med denne ordning kunne kongen skabe en loyal og stabil godsejerstand, der kunne varetage den lokale administration.^:28ff

På Lolland blev der i alt i de følgende knap 200 år oprettet 13 majorater - fire grevskaber, fem baronier og fire stamhuse, der kom til at dominere øen helt.^:28ff Mange af de nye grevskaber, baronier og stamhuse blev oprettet af den gamle danske adel, men andre af borgerlige, der havde gjort karriere, eller indvandrere fra Tyskland, der var trådt i de danske kongers tjeneste. Det gjaldt således Helmuth Otto von Winterfeld, der var i høj kurs hos Frederik III og Christian V, og som i 1671 blev friherre og 1673 oprettede Lollands første majorat, baroniet Vintersborg. Diplomaten, officeren og embedsmanden Christian Ditlev Reventlow, der tilhørte den gamle adel, oprettede grevskabet Christianssæde i 1729 og blev efterhånden landet største godsejer.^:30ff

Administrativ inddeling og befolkningsudvikling

Lolland oplevede som resten af Danmark flere administrative reformer under Enevælden. Ved amtsreformen 1662 blev de to hidtidige len omdøbt til amter, henholdsvis Halsted Klosters Amt og Ålholm Amt. Ved en efterfølgende amtsreform i 1793 blev de to amter lagt sammen med Nykøbing Amt, der omfattede Falster og de mindre øer Fejø, Femø og Askø, til Maribo Amt. I 1837 blev Lollands fem købstæder centre i hver sin købstadskommune, og i 1841 blev resten af øen inddelt i sognekommuner.

I 1803 fik Lolland og især Maribo en mere fremtrædende kirkelig placering, idet Lolland-Falsters Stift i 1803 blev udskilt fra Fyns Stift med virkning fra 1804 - det første nye stift i Danmark siden Middelalderen. Det nedlagte Maribo Klosters kirke, der senere havde fungeret som en almindelig bykirke, blev dermed forfremmet til domkirke. Fra 1842 boede biskoppen dog i Nykøbing Falster.

Befolkningstallet på Lolland menes at have stagneret i 1600-tallet, men igen at være steget i det følgende århundrede, først på landet. Vurderingen er dog usikker for tiden inden officielle folketællinger.

Landboreformerne

Selvom Lollands jord var blandt den allerbedste og fedeste i hele Danmark, var hovedparten af 1700-tallets lollandske bønder alligevel forarmede som følge af herregårdenes dominans og det udbredte hoveri. Et enkelt år med misvækst kunne være ødelæggende for befolkningen, hvor mange måtte forlade deres gårde, fordi de ikke kunne betale skatterne.^:52 En beskrivelse af Lolland fra 1776 fortalte, at øen var "...et af de frugtbareste af alle danske lande, men tillige med hensyn til den almindelige mands vilkår et af de allerfattigste". Vilkårene forværredes yderligere af den særlige malaria kaldet "lollandsk syge", som to tredjedele af øens befolkning led af omkring slutningen af 1700-tallet som følge af de mange sumpede steder og vandhuller på den flade ø, hvor malariamyg stortrivedes.^:38-39

I løbet af 1700-tallet blev de mulige gevinster ved landboreformer, der kunne øge landets velstand, ivrigt diskuteret i de ledende kredse, og lensgreve C.D.F. Reventlow blev udpeget til at stå i spidsen for de omfattende reformer, der blev gennemført sidst i 1700- og starten af 1800-tallet. Reformerne omfattede ophævelsen af stavnsbåndet, udskiftningen og dermed samlingen af den enkelte bondegårds marker, udfasningen af hoveriet, overgang fra fæsteri til selveje for bønderne, og indførelse af almindelig skolegang. Gennemførelsen tog dog mange årtier, og endnu omkring 1850 var der mange fæstebønder på Lolland. Jordreformerne øgede udbyttet, ikke mindst fordi braklægning blev begrænset til fordel for kløverdyrkning. Reformerne betød også, at godsejernes rolle som statens forlængede arm og deres magt over bønderne blev begrænset. Bøndernes arbejdskraft i form af hoveri på godserne forsvandt, og i stedet betjente godsejerne sig nu af husmænd og daglejere - en klasse af jordløse landboere, der voksede kraftigt op igennem 1800-tallet.^:36ff Allerede ved 1688-matriklen var der relativt flere husmænd på Lolland end i resten af landet, og efter udskiftningen overgik antallet af husmænd med jord på Lolland antallet af gårdmænd. Selve udskiftningen foregik oftest som en blokudskiftning, der kun efterlod meget få gårde tilbage i landsbyen. Landboreformerne ændrede dermed det bebyggede områdes udseende meget betydeligt.

Efter junigrundloven

Tiden efter 1850 blev på Lolland præget af dels moderniseringen i landbruget og den begyndende industrialisering, der medførte omfattende samfundsforandringer, og dels det politiske opbrud med vedtagelsen af Junigrundloven i 1849 og dermed begyndelsen på et dansk folkestyre og de begyndende politiske partidannelser i de følgende årtier.

Befolkningsudvikling

Befolkningen i denne periode steg, men noget langsommere end i resten af landet. De mange herregårde med store jordarealer betød, at der var lidet jord til fordeling mellem bøndernes og husmændenes børn, og da kun nogle af disse kunne få arbejde i Lollands købstæder, udvandrede mange tusinde lollikker enten til hovedstaden eller til Amerika og Australien. Denne udvandring blev dog delvis opvejet af, at de store godser til gengæld importerede en del svensk og siden polsk arbejdskraft til øen. I 1911 udgjorde polakker således over en fjerdedel af samtlige landarbejdere på Lolland-Falster.

Grundlov og godsejerstyre

Med grundloven af 1849 mistede godsejerne yderligere en del af deres juridiske myndighed. Det gjaldt deres amtmandsfunktion, birkeret, skiftejurisdiktion og kaldsret til de lokale kirker. Ligeledes blev retten til at oprette majorater afskaffet. Herregårdene og godsejerne besad dog fortsat en betydelig social og økonomisk magt i deres lokalområder. Økonomisk havde årtierne efter Napoleonskrigene, hvor Danmark mistede Norge, som havde aftaget mange danske landbrugsvarer, været en dårlig tid for landbruget. Men i 1830'erne startede kornsalgsperioden, som blev en langvarig højkonjunktur, ikke mindst for de store kornproducerende gårde og godser på Lolland. I 1840'erne blev byen Bandholm skabt og udviklet. Der blev blandt andet grundlagt et jernstøberi og et skibsværft, og en meget stor del af øens korneksport blev udskibet via Bandholm.^:39f Bandholm Havn var i denne periode Danmarks tredjemest korneksporterende havn efter København og Ålborg.

I 1850'erne og 1860'erne fik godsejerne større økonomiske incitamenter til at sælge deres fæstegods mod at kunne inddrage en del af det under selve hovedgårdens jord. Salgsindtægterne gav samtidig økonomisk kapital til nye investeringer, og de følgende årtier blev dermed en guldalder for godsernes økonomi. En lang række landbrugstekniske initiativer som dræning og mergling forbedrede landbrugsjorden, der ligeledes blev udvidet ved store landindvindingsprojekter som Saksfjed Inddæmning. En sidegevinst ved afvandingen og dræningen, der medførte et mindre fugtigt klima, var, at den dødelige malaria, der havde hærget øen i en grad, så den var kendt som lollandsk feber, stort set blev udryddet. Ligeledes blev infrastrukturen til transport og salg af landbrugsprodukterne afgørende forbedret ved nye havneanlæg og oprettelse af et jernbanenet, og mekanisering, blandt andet i form af damptærskeværker, forbedrede også landbrugets produktivitet.^:40f

Politisk havde godsejerne magten i Danmark fra 1866 til 1901 via en række Højre-regeringer, der støttede sig på kong Christian IX's velvilje og det godsejerdominerede landsting. Den lollandske lensbaron Otto Rosenørn-Lehn fra Orebygaard var udenrigsminister i hele 22 år fra 1870 til 1892 - en rekord, der aldrig er overgået.^:40f

Sukkerroen - det hvide guld

Gennembruddet for jernbaner og dampmaskiner ændrede det internationale kornmarked fundamentalt fra omkring 1870. Billigt korn fra Rusland og USA kunne nu nemt importeres til Europa, hvilket blev afslutningen på kornsalgsperioden, og det danske landbrug reagerede de fleste steder ved at omstille sig til animalsk produktion og mejeridrift, og fra korndyrkning til foderafgrøder. På Lolland og Falster skete imidlertid en særlig udvikling, da der her opstod en stor produktion af sukkerroer og sukker, som er fortsat indtil i dag.^:43ff

Sukkerroedyrkningen gav et højt afkast, men krævede også både rigelig arbejdskraft og nye investeringer. I det første stykke tid blev der importeret arbejdskraft fra Sverige, der havde et stort landproletariat, men fra 1893 blev svenskerne erstattet af sæsonarbejdende polakker, såkaldte roepolakker, så der snart hvert år i sæsonen fra april til december arbejdede omkring flere tusinde polske kvinder med den tunge jord i roemarkerne. De blev ofte indlogeret i særlige såkaldt polakkaserner, hvoraf Lungholms polakkaserne i Tågerup stadig står i dag, indrettet som museum. Roedyrkningen medførte også byggeriet af fire sukkerfabrikker i Holeby (1872), Nakskov (1883), Maribo (1896) og Sakskøbing (1910), hvoraf Nakskov Sukkerfabrik som den eneste fortsat virker med sit oprindelige formål. Højbygaard Sukkerfabrik i Holeby, der var Danmarks første, blev i 2007 kåret som et af Danmarks 25 industriminder.^:43ff

Udover sukkerfabrikkerne blev der bygget en række lokale saftstationer og et vidtforgrenet net af særlige smalle jernbaner, roebaner, der transporterede sukkerroerne til fabrikken. Da dette jernbanenet var på sit højeste, var der i alt 600 km roebaner på øen.^:43ff

Især de store godsejere var begunstiget af den økonomiske fremgang fra først kornsalget og siden sukkerroerne.^:43ff De gode tider gav sig også udslag i et omfattende nybyggeri af både drifts- og hovedbygninger hos "det store hartkorn", som godserne blev kaldt. Nutidens lollandske herregårdsbygninger er fra anden halvdel af 1800-tallet mere end fra nogen anden periode. Her blev bl.a. opført en række slotslignende hovedbygninger med tårne og spir som Pederstrup, der i 1860'erne blev ombygget i fransk chateau-stil og Orebygaard fra 1872 i rosenborgstil.^:43ff

Industrialisering og mekanisering

Selvom sukkerproduktionen og den medfølgende infrastruktur var et fremtrædende træk ved industrialiseringen og moderniseringen på Lolland, var den ikke det eneste. Lollands første jernbane, der blev åbnet i 1869, var Maribo-Bandholm Jernbane, der forbandt Maribo med sin udskibningshavn. I 1874 åbnede Lollandsbanen, dvs. jernbanen mellem Nakskov over Maribo og Sakskøbing til Nykøbing Falster med en sidebane, der forbandt Maribo og Rødby. Rødbybanen blev i 1912 forlænget til den nyanlagte havneby Rødbyhavn. Lollandsbanen medførte blandt andet, at Søllested udviklede sig til en regulær stationsby med forretninger, håndværksvirksomheder, hotel og kro. Ligeledes voksede Holeby til en stations- og industriby efter anlæggelsen af sukkerfabrikken, hvilket blandt andet førte til grundlæggelsen af Holeby Maskinfabrik (grundlagt i 1901 med udgangspunkt i en smedevirksomhed fra 1882).

Også en række andre transportmuligheder opstod i perioden. Danmarks første rutebil kørte imellem Nysted og Nykøbing fra 1903 til 1906. En jernbane mellem de samme to byer blev anlagt i 1910. Samtidig fik byerne efterhånden etableret gasværker, elværker og vandtårne.

Nakskov var Lollands største og mest industrialiserede by. Tre typer industrivirksomheder kom til at præge byen og dens beskæftigelse i perioden frem til 1. verdenskrigs slutning: Fabrikker, som bearbejdede det omliggende landbrugs produkter med Nakskov Sukkerfabrik, Nordens største af sin art, som flagskibet; maskinfabrikker og jernstøberier, som leverede varer til landbrug og transport i regionen, og endelig det store Nakskov Skibsværft, som blev oprettet i 1916 og hurtigt blev Danmarks næststørste værft.

Stormfloden i 1872

I november 1872 blev Lolland og Falster ramt af en naturkatastrofe i form af stormfloden 1872, den største stormflodskatastrofe i Danmark i nyere tid. Vandet steg indtil 3½ meter over normal vandstand, så kystdigerne blev oversvømmet. Rødby Fjord og Nakskov Fjord, der normalt lå 8 km fra hinanden på det smalleste sted, blev forenet i ét stort vandområde. Mange menneskeliv og store værdier gik tabt. Alene på Lolland og Falster druknede over 80 mennesker.

Katastrofen fik et vigtigt efterspil, idet Rigsdagen året efter vedtog en særlig lov om digebyggeri på Lolland-Falster. Den gav statsstøtte til at bygge nye diger på de to øer, hvilket medførte anlægget af såvel det falsterske som det lollandske dige. Lollandsdiget havde en højde på knap 5 meter over dagligt vande og var 63 km langt. Det er dermed Danmarks længste dige. Bag det nye dige blev et omfattende inddæmningsarbejde påbegyndt, der medførte en betydelig ny landindvinding, først og fremmest af den i dag helt tørlagte Rødby Fjord samt dele af Nakskov Fjord. Vedligeholdelsen af diget påhviler den selvstændige forening "Det lollandske Digelag", og der opkræves en særlig digeskat af ca. 7.000 lodsejere.

Den lokale politiske udvikling

Den landsdækkende politiske udvikling fra 1848 og frem til 1. verdenskrig blev på Lolland ved de lokale valg afspejlet igennem først konkurrence mellem bondevenner og nationalliberale, der senere blev konfrontationer mellem Venstre og Højre. Fra omkring århundredskiftet deltog også Socialdemokratiet i valgkampene med stigende styrke.

Lolland var efter Folketingets oprettelse med grundloven i 1849 opdelt i tre valgkredse, Nakskovkredsen, Maribokredsen og Sakskøbingkredsen. I de to første kredse med de største byer klarede Højre sig relativt godt og vandt de fleste valg indtil århundredskiftet, mens Venstre havde overtaget i Sakskøbingkredsen. Ved folketingsvalget 1913 erobrede socialdemokraten Sophus Bresemann første gang mandatet i Nakskovkredsen, der fra dette tidspunkt blev en fast socialdemokratisk bastion. Bresemann fortsatte med at blive valgt til Folketinget, indtil han trak sig tilbage i 1935.

Nakskovs kommunesocialisme

I 1906 blev Socialdemokratiet det største parti i Nakskov Byråd, og i 1913 fik det rent flertal. Partiets lokale leder Bresemann blev derpå i 1914 udpeget som den første socialdemokratiske borgmester i landet udenfor København. Under ham blev Nakskov et fremtrædende eksempel på den såkaldte kommunesocialisme med en række omfattende beslutninger i de kommende år, bl.a. afskaffelse af betaling for eksamensskolen, et omfattende skolebyggeri, herunder grundlæggelsen af Nakskov Gymnasium i 1918, sommerkoloni for underernærede børn, gratis skolebespisning og skoletandpleje, forbedret alderdomsunderstøttelse og iværksættelse af et storstilet boligbyggeri. Næsten alle de nuværende boligkvarterer i Nakskov er grundlagt i årene 1913-1920. Bresemanns arbejde gav Nakskov tilnavnet "Den rødeste by i det rødeste amt".

Efter 1. verdenskrig

Befolkningsudviklingen

I 1921 udgjorde befolkningen på Lolland ca. 83.000 personer. Den steg derefter svagt til 87.000 personer i 1945 - det højeste folketal på øen nogensinde. I efterkrigstiden er befolkningen imidlertid aftaget, så der i 2024 var 57.000 personer eller kun omkring to tredjedele af tallet 70 år tidligere. Til sammenligning var udviklingen på Falster i perioden nærmest konstant: fra 43.000 personer i 1921 over 46.000 i 1945 og 47.000 i 1955 (Falsters befolkningsmæssige højdepunkt) til 42.000 personer i 2024. Hele den danske befolkning steg fra ca. 2,4 millioner indbyggere i 1901 til 4 millioner i 1945 (inklusive Sønderjylland, der blev en del af Danmark i 1920) og knap 6 millioner i 2024. Befolkningsudviklingen på Lolland har dermed siden kort efter 1. verdenskrig været præget af først nærmest stagnation og siden en ret kraftig tilbagegang, mens der har været en kraftig befolkningsvækst i det øvrige Danmark.

Administrativ inddeling

Der var to store kommunalreformer i perioden, som begge medførte en centralisering i form af færre og større lokale administrative enheder. Kommunalreformen i 1970 formindskede antallet af kommuner fra 45 til ni (Nakskov, Maribo, Rødby, Ravnsborg, Rudbjerg, Højreby, Holeby, Sakskøbing og Nysted Kommuner). Toreby Sogn blev en del af den nye Nykøbing Falster Kommune. Samtidig blev skellet mellem købstads- og sognekommuner afskaffet, og Maribo Amt blev lagt sammen med det daværende Præstø Amt til den nye konstruktion Storstrøms Amt med hovedsæde i Vordingborg.

Strukturreformen i 2007 reducerede antallet af kommuner på Lolland til 1½, idet de syv kommuner Nakskov, Maribo, Rødby, Ravnsborg, Rudbjerg, Holeby og Højreby sluttede sig sammen til den nye Lolland Kommune, mens Sakskøbing og Nysted Kommuner samt den del af Lolland, der indgik i Nykøbing Falster Kommune, sammen med hele Falster dannede den nye Guldborgsund Kommune. Samtidig blev Storstrøms Amt opløst på linje med de andre amter, og begge kommuner blev en del af den nye Region Sjælland (fra 2027 Region Østdanmark) med hovedsæde i Sorø. I årene inden strukturreformen havde der havde været planer både om en fælles kommune for Lolland-Falster og om to kommuner, der omfattede hver sin ø. Men ved et initiativ fra Sakskøbings daværende borgmester Kaj Petersen allerede i 2003 sluttede de to østlollandske kommuner sig i stedet sammen med naboøen Falster. De øvrige syv lollandske kommuner dannede så efter en lokal folkeafstemning den fælles Lolland Kommune.

Infrastruktur

Depressionen i 1930'erne medførte flere store offentlige beskæftigelsesarbejder. Et af dem var anlæggelsen af Storstrømsbroen 1933-1937, der gjorde Falster og dermed Lolland landfast med Sjælland.^:50 Ligeledes blev Guldborgbroen indviet i 1934.

Jernbanenettet på Lolland blev udbygget yderligere i mellemkrigstiden, således med Maribo-Torrig Jernbane (1924-1941) og Nakskov-Rødby Jernbane (1926-1953), men i efterkrigstiden gik udviklingen den modsatte vej, og en del lokaljernbaner blev igen nedlagt. Maribo-Bandholm Jernbane indstillede persontransporten i 1952. I 1962 startede til gengæld Museumsbanen Maribo-Bandholm sin karriere som Danmarks første veteranjernbane.

Til gengæld blev vejnettet udbygget. I 1953 blev Fugleflugtslinjen, jernbane- og bilfærgeforbindelsen over Femern Bælt fra Rødbyhavn til Puttgarden på Femern indviet. Ruten blev hurtigt populær, fordi den medførte store tidsbesparelse for både vej- og jernbanetrafik mellem Skandinavien og det øvrige Nordeuropa. Åbningen medførte en række nye arbejdspladser i Rødbyhavn, der igen førte til en stigende befolkning i området.

I 1965 blev der anlagt en flyveplads på grænsen mellem de daværende Holeby og Rødby Kommuner, der senere udviklede sig til Lolland-Falster Airport. I 1975 åbnede færgeruten Spodsbjerg-Tårs mellem Langeland og Lolland. Såvel denne rute som Fugleflugtslinjen mistede imidlertid en del af sit kundegrundlag, da Storebæltsforbindelsen fra sidst i 1990'erne overtog en del af trafikken.

Erhvervsudvikling

1920'erne og 1930'erne var præget af kriser og arbejdsløshed i byerhvervene. I 1930 var halvdelen af alle arbejdere i Nakskov arbejdsløse. Det medførte uroligheder. I maj 1931 opstod der gadekampe mellem demonstranter og politi, der havde forbudt 1.maj-demonstrationer. Militæret blev sat ind, der blev åbnet ild, og ni demonstranter blev idømt fængselsstraffe. Affæren omtales sommetider som "Opstanden i Nakskov".

Lensafløsningen i 1919 gav som nævnt anledning til oprettelse af en lang række husmandsbrug. I 1950'erne og 1960'erne betød mekaniseringen af landbruget, at der blev behov for langt mindre arbejdskraft på landet. Nedgangen i især husmandsbrug og mindre landbrug fortsatte i 1970'erne og medførte en fortsat affolkning af landområderne. I 1980'erne var Nakskov Skibsværft, øens taditionelt største arbejdsplads, ikke længere konkurrencedygtigt, og skibsværftet lukkede helt i 1986. Det var katastrofalt for byen, selvom Vestas i 1999 oprettede en filial til produktion af møllevinger, der beskæftigede ca. 500 medarbejdere.

Øens fysiske fremtoning blev præget af begyndende sommerhusområder. De første primitive sommerhuse på Lolland blev bygget i Brunddragene i Saksfjed Inddæmning i 1920'erne og 1930'erne. Senere kom Bredfjed og andre sommerhusområder på sydkysten til. I de større byer voksede parcelhuskvarterer op i efterkrigstiden. Turismens større betydning kunne også ses i form af byggeriet af feriecenteret Lalandia i 1988 og i etableringen af Knuthenborg Safaripark i 1969, der efterhånden blev en turistattraktion med flere hundrede tusinde årlige besøgende.

Centralisering af både offentlige og private arbejdspladser medførte også flere virksomhedslukninger. Således mistede Sakskøbing 100 arbejdspladser, da Sakskøbing Sygehus lukkede i 1984, og yderligere en række, da Danisco i 1991 lukkede byens sukkerfabrik, der i roesæsonen havde op imod 400 ansatte, for at centralisere produktionen i Nykøbing.

Godsernes nedgangsperiode

1900-tallets første halvdel så en betydelig nedgang i de store godsers økonomiske og politiske betydning. Med Systemskiftet i 1901 overgik regeringerne fra det godsejerdominerede Højre til bøndernes parti Venstre, der skiftevis med det senere udbryderparti Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet kom til at danne regeringerne i de næste årtier. Med grundloven af 1915 mistede godsejerne deres priviligerede valgret til Landstinget, og i 1919 kom Lensafløsningen, der ophævede de tilbageværende otte majorater på Lolland. Majoraterne måtte betale en afgift til staten på 20-25 % af deres værdi og afgive en tredjedel af deres jord, der blev udstykket til husmandsbrug. De otte lollandske majorater samt det enlige falsterske (Vennerslund) afgav i alt 3.123 hektar jord til Statens Jordfond til dette formål. I 1922 forhøjede den daværende Venstre-regering desuden beskatningen af de store landbrugsejendomme, og en samtidig lov om arveafgift ramte også de formuende godsejere. Efter Wall Street-krakket i New York i 1929 kom 1930'ernes store depression, der bl.a. medførte høje toldmure og stop for udenlandsk arbejdskraft. 1929 blev således den sidste sæson, hvor de polske roepiger arbejdede på Lolland. Krisen forøgede det økonomiske pres på godserne, og mange af de store lollandske ejendomme skiftede ejere i perioden. Det tidligere så mægtige grevskab Christianssæde, som slægten Reventlow havde ejet i mere end 200 år, kollapsede således, og dets ejendomme blev spredt til mange nye ejere.^:49ff

Landbruget i efterkrigstiden

I efterkrigstiden fik landbruget efterhånden en mere beskeden rolle i Danmarks økonomi. Landbrugene mekaniserede og specialiserede sig, samtidig med at antallet af beskæftigede i erhvervet faldt. På Lolland valgte de fleste landbrug i 1960'erne og 1970'erne at satse på planteavl, primært korn og roer, og solgte kreaturerne fra. Hvede, byg og sukkerroer lægger beslag på de fleste marker, men også raps og græsfrø fylder i landskabet. Nogle større landbrug laver også nicheproduktion som Frederiksdals kirsebærplantager og i nyere tid vindmølle- og solcelleparker.^:54f

Lolland efter 2000

I efterkrigstiden har Lolland været præget af befolknings- og beskæftigelsestilbagegang - en udvikling, som fortsatte i årene efter 2000. Landbruget, der i 1920 var det dominerende erhverv, har i mange årtier beskæftiget stadig færre mennesker som følge af mekanisering og en svindende rolle i samfundsøkonomien. Industrien, som prægede de lollandske byer med den største by Nakskov i spidsen, har ligeledes i løbet af de sidste ca. 50 år oplevet tilbagegang i beskæftigelsen, symboliseret ved lukningen i 1987 af Nakskov Skibsværft, der i mange år havde været øens største arbejdsplads. Derudover er en række offentlige arbejdspladser forsvundet, især som følge af større centralisering. Maribo mistede sin rolle som amtshovedstad i 1970, alle rådhusene udenfor Maribo og mange arbejdspladser på skoler, sygehuse, domhuse, politistationer mv. er blevet nedlagt. Lolland Kommune er blevet en af Danmarks tyndest befolkede kommuner, fordi især den yngre befolkning er afvandret. Aldersfordelingen på øen er således præget af ældre årgange, og samtidig har øen fået større sociale problemer. En af grundene hertil er, at affolkningen har skabt lave boligpriser, som tiltrækker mindre resursestærke borgere udefra.

Nogle hovedstadskommuner har således eksporteret socialt udsatte borgere til Lolland, hvilket belaster de kommunale budgetter på øen. Lollands problemer blev sat på spidsen i dokumentarserien "På røven i Nakskov" om syv familier i Nakskov med sociale og økonomiske problemer, der blev sendt på TV 2 i 2015. Udsendelserne vakte stor opmærksomhed i hele landet og blev efterfølgende udsat for skarp kritik fra bl.a. Lolland Kommune, som opfattede titlen som stigmatiserende. TV-serien gav blandt andet stødet til oprettelsen af den lokale bevægelse Lolland-Falster Lovestorm, der ønskede at tegne et mere positivt billede af landsdelen.

Den fremtidige udvikling forventes i høj grad at blive præget af anlæggelsen af Femern Bælt-forbindelsen, som under arbejdet i 2020'erne vil være Lollands største arbejdsplads. Fremtidsvisionerne for øen fremhæver mere langvarige positive effekter, når transporttiden til byer som Berlin og Hamburg forkortes væsentligt efter forbindelsens færdiggørelse. Det samme gælder transporttiden til København som følge af elektrificering og udbygning af jernbanen og byggeriet af en ny Storstrømsbro. Samtidig er øen en stor producent af grøn energi. Lolland Kommune blev således i 2021 opgjort til at være Danmarks grønneste energikommune på grund af en meget stor mængde vindmøller og solceller, og kommunen regner med, at fremtidige energikrævende virksomheder kan blive tiltrukket af denne grund. Den grønne strategi blev oprindelig grundlagt af byrådet i den tidligere Nakskov Kommune i 1998, der traf fire vidtrækkende beslutninger som grundlag for en ny strategi for byen: udvikling af havnen som trafikhavn, forsyningsvirksomheder som vækstværktøj for kommunen, satsning på grøn energi og miljø samt en stigning i beskatningen for at skabe et solidt økonomisk grundlag for udviklingen. Da Lolland Kommune blev skabt i 2007, var en af de første beslutninger en videreudvikling af denne klima-, energi- og miljøsatsning.

Se også

• Fredede fortidsminder i Lolland Kommune
• Fredede fortidsminder i Guldborgsund Kommune
• Lolland-Falsters Historiske Samfund

Eksterne henvisninger

• Hjemmeside for Lolland-Falsters Historiske Samfund (LFHS) med bl.a. digitale udgaver af selskabets årbøger siden 1913
• Hjemmeside for Museum Lolland-Falster
• Hjemmeside for Nakskov lokalhistoriske Arkiv
• Lolland-Falster - en historisk billedbog. Udgivet af Lolland-Falsters Historiske Samfund 1972.
• Lolland-Falster - historier i landskabet. Udgivet af Lolland-Falsters Historiske Samfund ved foreningens 100-års-jubilæum 2012.
• Himmel, hav og herregårde - et portræt af Lolland-Falster. Temaside fra Det Danske Filminstitut med en række ældre filmklip fra Lolland og Falster