Suveræn stat
For alternative betydninger, se Stat (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Stat)
Ikke at forveksle med Nationalstat.
En suveræn stat, også kaldet selvstændig stat, selvstændigt land, uafhængig stat eller eget land, er en stat, en entitet med et defineret territorium der udøver intern og ekstern suverænitet, da man af Montevideo-konventionen har en permanent befolkning, en regering, selvstændighed fra andre stater og magter, samt muligheden til at indgå i relationer med andre suveræne stater.[1] [2]
Den suveræne stat er ofte underforstået, at en stat, der ikke er afhængig af, eller under forudsætning af, nogen anden magt eller stat.[3] [4] [5] Mens en suveræn stat i abstrakte termer, kan eksistere uden at blive anerkendt af andre suveræne stater, er det ofte svært for anerkendte stater at udøve fuld traktatdannet magt og engagere sig i diplomatiske relationer til andre suveræne stater.
Definition
redigérIndtil 1800-tallet spredtes det racistiske begreb for en civilisationsstandard rutinemæssigt for at fastslå, at nogle mennesker i verden var "ubevidste" eller "ucivilicerede" og havde uorganiserede samfund. Den afspejlede og udgjorde den opfattelse, at deres "suverænitet" enten ikke fandtes overhovedet, eller i det mindste, at deres suverænitet var af mindre betydning, når man sammenligner dem med civiliserede mennesker. [6] Lassa Oppenheim sagde, at "der måske ikke fandtes er nogen forestilling, hvis betydning er mere kontroversiel end suverænitet. Det er en ubestridelig forestilling fra det øjeblik, den blev introduceret i statskundskab til denne dag, aldrig har haft en nogen betydning, som alle var enige om." [7]
Suverænitet har fået en anden betydning i og med, at princippet om selvbestemmelse og forbuddet mod trusler og magtanvendelse har udviklet sig som jus cogens - normer for moderne international ret. FN-pagten, konventionen om staters rettigheder og forpligtelser og regionale internationale organisationers chartre giver udtryk for, at alle stater er juridisk ligeværdige og har de samme rettigheder og forpligtelser baseret på det faktum, at deres eksistens som personer i henhold til international lov.[8] [9] Nationers ret til at bestemme deres egen politiske status og udøve permanent suverænitet inden for grænserne af deres territoriale jurisdiktioner er anerkendt af de fleste.[10][11][12]
Vanligvis anvendes termerne "land", "nation" og "stat", som om de var synonyme, men der er nogle forskelle [kilde mangler]:
- Nation betegner et folk, der er troes eller anses for at dele lige vaner, oprindelse og historie. Fælles sprog og etnicitet er ofte vigtige, men ikke nødvendige faktorer. Adjektiverne national og international bruges dog ofte for at referere til spørgsmål som gælder strengt suveræne stater som i national hovedstad, international lov. Med indflydelse fra styrende magt eller en anden gruppe samt gennem blandede ægteskab, er der historisk set undertiden sket forskydning til andre sprog eller religioner end den oprindelige, hvilket kan have medført en selvidentifikation i flere nationer, f.eks. jøder i Tyskland i 1800-tallet, slovakker og serbere i Ungarn, samt emigranter til USA, til og med nationalisme for en stat, som ikke engang er ens oprindelige. Stater med en befolkning, som har flere sprog, kan også have en nationsopfattelse, f.eks. Schweiz og Canada.
- Stat refererer til den bestand af styrende og støttende institutioner, som har suverænitet over et bestemt territorium og dets befolkning, uanset statsform. Statens forfatning er gyldig for alle, som bor på dets territorium.
Nationalstaten er et begreb, at en national gruppe, især med fælles kultur og fælles sprog eller anden fælles national identitet, skal have suverænitet over det territorium, hvor de af hævd, med historisk begrundelse, er i flertal; folkesuverænitetsprincippet.
Anerkendelse
redigérAnerkendelse af stater tyder på en suveræn stats beslutning om at behandle en anden entitet som en suveræn stat.[13] Der findes ingen bindende definition over alle medlemmer af det nationale fællesskab for gældende kriterier til statsdannelse. I faktisk praksis er kriterierne hovedsageligt politiske og ikke lovlige.[14] I folkeretten findes der dog flere teorier om, hvornår en stat bør anerkendes som suveræn.[15] Ikke sjældent nævnes evnen til faktisk at være i stand til at regere over sit territorium. En stat, som tidligere har været anerkendt, mister typisk ikke sin status som stat, selv om den mister sin suverænitet gennem besættelse af en fremmed magt, eller sin organisation, gennem eksempelvis ved borgerkrig. Der kan dog være vanskeligheder angående hvilken entitetens retmæssige internationale repræsentant skal være. De allierede havde relationer med Akse-besatte landes tidligere regeringer i eksil mens Aksemagterne havde det med respektive magthavende aksemagtsvenlige regimer i stedet. Der findes endda stater, som fungerer de facto, men ikke anerkendes de jure i mange lande.
Referencer
redigér- ^ Shaw, Malcolm Nat ෟ han (2003). International law. Cambridge University Press. s. 178.
artikel 1 i Montevideo-konventionen om rettigheder og pligter for 1933 formulerer kriterierne som en suveræn stat skal opfylde i henhold til folkeretten. Den mener, at staten som en international person skal have følgende kvalifikationer: "a) en fast befolkning; b) et afgrænset område c) regering og (d) at indgå relationer med andre stater
- ^ Jasentuliyana, Nanda Siri, red. (1995). Perspectives on International Law. Kluwer Law International. s. 20.
So far as States are concerned, the traditional definitions provided for in the Montevideo Convention remain generally accepted.
- ^ Wheaton, Henry (1836). Elements of international law: with a sketch of the history of the science. Carey Lea & Blanchard. s. 51.
A sovereign state is generally defined to be any nation or people, whatever may be the form of its internal constitution, which governs itself independently of foreign powers.
- ^ "Sovereign". [http: //dictionary.reference.com/browse/sovereign The American Heritage Dictionary of the English Language] (4th udgave). Houghton Mifflin Company. 2004. Hentet december 5, 2010.
adj. 1. Self-governing; independent: a sovereign state.
{{cite book}}: Tjek|url=(hjælp) - ^ "Sovereign". The New Oxford American Dictionary (2. udgave). Oxford University Press. 2005. ISBN 0-19-517077-6.
adjective ... [ attrib. ] (of a nation or state) fully independent and determining its own affairs: a sovereign, democratic republic.
{{cite book}}: Ukendt parameter|issue type=ignoreret (hjælp) - ^ Ralph Wilde, "From trusteeship to self-determination and back again: the role of the Hague Regulations in the evolution of international trusteeship, and the framework of rights and duties of occupying powers," 2009, 31 Loy. L.A. Int'l & Comp. L. Rev. 85, sid 94, [1]
- ^ 1 Lassa Oppenheim, International Law 66 (Sir Arnold D. McNair ed., 4:e udgave. 1928): "There exists perhaps no conception the meaning of which is more controversial than that of sovereignty. It is an indisputable fact that this conception, from the moment when it was introduced into political science until the present day, has never had a meaning which was universally agreed upon."
- ^ "Chapter IV Fundamental Rights and Duties of States". Charter of the Organization of American State. Secretariat of The Organization of American States. 21. november 2010.
- ^ "Draft Declaration on Rights and Duties of States" (PDF). UN Treaty Organization (udgivet 21. november 2010). 1949. Arkiveret fra originalen (PDF) 14. maj 2011.
- ^ "General Assembly resolution 1803 (XVII) of 14 December 1962, "Permanent sovereignty over natural resources"". United Nations. 21. november 2010. Arkiveret fra originalen 18. februar 2011. Hentet 3. oktober 2018.
- ^ Schwebel, Stephen M., The Story of the U.N.'s Declaration on Permanent Sovereignty over Natural Resources, 49 A.B.A. J. 463 (1963)
- ^ "International Covenant on Civil and Political Rights". United Nations. 21. november 2010. Arkiveret fra originalen 5. juli 2008. Hentet 3. oktober 2018.
- ^ "Recognition", Encyclopedia of American Foreign Policy.
- ^ Se B. Broms, "IV Recognition of States", ss 47-48 ur International law: achievements and prospects, UNESCO Series, Mohammed Bedjaoui(ed), Martinus Nijhoff Publishers, 1991, ISBN 92-3-102716-6 [2]
- ^ Thomas D. Grant, The recognition of states: law and practice in debate and evolution (Westport, Connecticut: Praeger, 1999), chapter 1.
Videre læsning
redigér- Chen, Ti-chiang. The International Law of Recognition, with Special Reference to Practice in Great Britain and the United States. London, 1951.
- Crawford, James. The Creation of States in International Law. Oxford University Press, 2005. ISBN 0-19-825402-4, ss. 15–24.
- Lauterpacht, Sir Hersch. Recognition in International Law. Cambridge, U.K., 1947.
- Raič, D. Statehood and the Law of Self-determination. Martinus Nijhoff Publishers, 2002. ISBN 978-90-411-1890-5. s 29 (med reference til Oppenheim i International Law Vol. 1 1905 p110)