Dopha
Sofie Daugaard Andersen, bedre kendt under kunstnernavnet Dopha (født 14. februar 1997 i Romalt ved Randers). Hun er primært kendt for sange som "The Game", "Happy For Me" og "Pity Party", og for sin deltagelse i TV2-programmet Toppen af Poppen i foråret 2024.[1][2]
Dopha | |
---|---|
Pseudonym | Dopha |
Født | Sofie Daugaard Andersen 14. februar 1997 (27 år) Romalt, Danmark |
Oprindelse | Dansk |
Statsborger | Kongeriget Danmark |
Genre | Pop/Indie |
Beskæftigelse | Singer-songwriter |
Aktive år | 2019 – nu |
Pladeselskab | The Bank Records |
Instrumenter | |
Sang, Guitar, Piano | |
Eksterne henvisninger | |
Officiel Instagram-konto | |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. |
Baggrund
redigérSofie "Dopha" er vokset op i Randersforstaden, Romalt, og gik på Tirsdalens Skole. Hun besluttede allerede i 8. klasse, at hun ville forfølge drømmen om en karriere inden for musik. Og på Vestbirk Musikefterskole og siden på musiklinjen ved Paderup Gymnasium blev drømmene forstærket i mødet med andre musikinteresserede unge.[3]
I et interview med TV2 i forbindelse med deltagelsen i 13. sæson af "Toppen af Poppen" har hun forklaret, at hun som 10-årig var så glad for at synge, at hun lavede hjemmetegnede billetter til sit 'sangshow', når familien havde gæster på besøg. Interessen for sang og musik holdt ved, og Sofie fik til sidst overtalt forældrene til at købe et hvidt flygel - et instrument, hun fortsat skriver nye sange ved.[4]
I samme interview afslørede hun også, at kælenavnet 'Dopha' går helt tilbage til barndommen, hvor naboen og veninden, Merle, lavede rim med navnet 'Sofie', der således blev til 'Sophie-Dophie, Dopha'.
Karriere
redigérSom 13-årig lykkedes det Sofie Daugaard Andersen at komme med i Disney Channels danske version af "My Camp Rock". Til sin egen store overraskelse gik hun videre til finalen i Sverige, hvor hun med sangen "Here I Am"' blev nummer 2.[5][6][7]
I 2012, dukkede 'Dopha' påny op på TV, da hun med sangen "En Lille Del Af Mig" blev en af de ti deltagende sange i det års udgave af MGP.[8]
Efter studentereksamen i 2017 drog hun til Aarhus for at søge optagelse på det konservatorieforberedende studie, MGK. Her blev hun imidlertid afvist, da man vurderede, at Sofie "ikke havde kunstnerisk potentiale".[4]
Trods skuffelsen fortsatte hun ufortrødent med at arbejde med sine numre, og 22. januar 2021 udkom debutalbummet "The Game", hvor særligt sangene "Happy For Me" og "The Game" klarede sig godt. Den første nåede 2. pladsen på den danske Airplay Chart og 10 uger i top-10, mens den anden blev DR P3's "Ugens Uundgåelige" - en præstation hun gentog med sangen "Frenemies" i 2022.[9][10]
7. juni 2024 udkom Dopha med sin første sang på dansk. Singlen "Puff" blev til efter deltagelsen i TV2's udsendelse "Toppen af Poppen" (sæson 13), hvor hun skulle fortolke sangtekster af bl.a. Anne Linnet, Peter Sommer og Medina. Det gav hende mod på selv af prøve kræfter med modersmålet. Sangen, som ifølge Dopha selv er inspireret af børneklassikeren "Puff, den magiske drage", blev første gang spillet live på Jelling Musikfestival i maj samme år.[11]
Dopha har lejlighedsvis arbejdet sammen med den færøske musiker Beinir. Første gang var på debutalbummet "The Game", hvor den færøske sangskriver gæsteoptrådte på nummeret "I'm Not Crying, You Are". 5. juli 2024 var det imidlertid Dophas tur til at være gæst - denne gang på Beinirs sang "When I Open My Eyes".[12][13]
Priser
redigérI 2021 vandt Dopha Carl Prisen i kategorien "Årets Talent", og blev samme år nomineret til Danish Music Awards i kategorien "Årets Nye Danske Livenavn". Året efter opnåede Dopha endnu en nominering; denne gang som årets "P3 Talent" ved DR P3 Guld.[14][15][16][17]
Privatliv
redigérDopha har siden 2018 boet i København. Hun har en storebror, der spiller amerikansk fodbold på eliteplan, en mor, der er psykiatrisk sygeplejerske, mens hendes far er ingeniør. Sidstnævnte spiller dog også både bas og guitar.[3]
Diskografi
redigérAlbum
redigér- The Game (2021)
EP'er
redigér- Whatever (2023)
Singler
redigér- September Till June (2019)
- The Game (2020)
- Happy For Me (2020)
- Puff (2024)
Referencer
redigér- ^ Musiker Dopha: "Jeg har stor respekt for folk" Eurowoman - 14. juli 2021 (af: Barbara Hilton) - (hentet 2. maj 2024)
- ^ Nu bliver Dopha genkendt under bruseren Lokalavisen.dk - 25. februar 2024 (af: Bente Tahmasbi Hansen ) - (hentet 2. maj 2024)
- ^ a b Dopha kommer fra et meget mørkt sted Soundvenue - 24. januar 2021 (af: Malene Tabart) - (hentet 2. maj 2024)
- ^ a b Jeg gik derfra og var vildt ked af det, TV2 - 3. marts 2024 (af: Laura Rode Nygaard) - (hentet 2. maj 2024)
- ^ Seje Sofie Videre i Disney talentkonkurrence, Randers Amtsavis - 28. august 2010 (af: Trille Skøtt-Jensen) - (hentet 2. maj 2024)
- ^ Sofie synger sig videre i Disney talentkonkurrence, Randers Amtsavis - 31. august 2010 (af: Trille Skøtt-Jensen) - (hentet 2. maj 2024)
- ^ Sofie blev nummer 2 i Disney-konkurrence, Randers Amtsavis - 2. oktober 2010 (af: Trille Skøtt-Jensen) - (hentet 2. maj 2024)
- ^ Sofie fra Romalt i MGP-finalen, Randers Amtsavis - 6. december 2011 (af: Lars Rasborg) - (hentet 2. maj 2024)
- ^ Dopha - "The Game", Apple Music, 22. januar 2021 - (hentet 2. maj 2024)
- ^ Ugens Uundgåelige - Uge 24, 2020, Andyg.dk - P3Trends - (hentet 2. maj 2024)
- ^ Dopha klar med dansksproget single, Gaffa - 7. juni 2024 (af: Espen Strunk) - (hentet 18. juni 2024)
- ^ Dopha klar med sin næste single, The Voice - 16. april 2021 - (hentet 10. juli 2024)
- ^ Beinir - "When I Open My Eyes", Apple Music - 5. juli 2024 - (hentet 10. juli 2024)
- ^ Carl Prisen 2021, Bands of Tomorrow - af: Redaktionen - (hentet 8. maj 2024)
- ^ Carl Prisen 2021, Musikforlæggerne - (hentet 8. maj 2024)
- ^ Se de kendte på den røde løber til 'Danish Music Awards', TV2.dk - 21. november 2021 (af: Marie Holm Mathiasen) - (hentet 18. juni 2024)
- ^ Her er de nominerede til P3 Guld, DR.dk - 15. september 2022 (af: Sofie Bøje Gerdes) - (hentet 18. juni 2024)
Eksterne henvisningier
redigérSpire Denne danske musikrelaterede biografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |