Christen Dalsgaard
Christen Dalsgaard (30. oktober 1824 på Krabbesholm – 11. februar 1907 i Sorø) var en dansk kunstmaler og titulær professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi.
Christen Dalsgaard Den danske guldalder | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 30. oktober 1824 Krabbesholm, Danmark |
Død | 11. februar 1907 (82 år) Sorø, Danmark |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Det Kongelige Danske Kunstakademi |
Elev af | Martinus Rørbye |
Beskæftigelse | Kunstmaler |
Arbejdssted | Danmark |
Elever | Elise Konstantin-Hansen, Poul Bille-Holst, Sophie Holten, Robert Bojesen |
Kendte værker | En kones højtidelige kirkegang efter barselfærd, Udpantning hos en landsbybødker i Salling, Landsbysnedkeren bringer kisten til det døde barn, Mormoner på besøg hos en tømrer på landet |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | De Neuhausenske Præmier (1859, 1861), Ridder af Dannebrog, Thorvaldsen Medaillen (1861) |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Dalgsaard viste sig allerede i en ung alder at have kunstnerisk talent, og hans opvækst i Skive ved Limfjorden har præget hans værker. Oprindelig blev han uddannet håndværksmaler, men blev i 1841 optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, hvor han gik til 1847 og blev undervist af bl.a. C.W. Eckersberg. Sideløbende modtog han privat undervisning hos Martinus Rørbye.
Han blev i 1844 inspireret af kunsthistorikeren Niels Laurits Høyens nationalromantiske idéer og opfordring til at male billeder af almuen. Høyens tanker gik imod samtidens fokus på at male motiver fra andre lande, særligt Italien, og Dalsgaard blev måske den maler, der mest konsekvent fulgte hans tanker. Han rejste ikke til udlandet, men skildrede i stedet det folkelige liv på landet i genremaleriet, der fik et klart historisk præg, idet hans motiver ofte var gamle skikke, dragter og erhverv.
I 1847 havde han sin første udstilling på Charlottenborg, hvor han udstillede til sin død. I 1855 udarbejdede han den første af en række altertavler; den første til en kirke i hjembyen Skive.
Hans gennembrud blev Mormoner på besøg hos en tømrer på landet (1856). Maleriet, der blev malet blot 6 år efter de første missionærer kom til Danmark, udspiller sig i en landejendom, hvor en gruppe mennesker står rundt om et bord, mens de lytter til missionærens budskab. Maleriet blev doneret til Statens Museum for Kunst allerede i 1871. Andre markante værker er Landskab fra Limfjorden (1846), Bondedreng fra Salling med vadsæk (1847), En læsende pige fra Salling (1851), Snedkeren bringer kisten til det døde barn (1857), Blicher på heden i samtale med tatere (1866) og To kvinder aflægger besøg hos landsbykunstneren (1873). Hans værker er ud over Statens Museum for Kunst udstillet på Skive Kunstmuseum og i Kobberstiksamlingen. Christen Dalsgaards store samling af egnsdragter er udstillet på Nationalmuseet.
21. august 1857 blev han gift med Hansine Marie Hansen, og parret bosatte sig på Frederiksberg. Til deres omgangskreds hørte bl.a. Høyen, Constantin Hansen, Wilhelm Marstrand, P.C. Skovgaard, Vilhelm Kyhn, Godtfred Rump, Frederik Vermehren og Julius Exner.
Fra 1862 til 1892 underviste han i tegning ved Sorø Akademi. Her var han, til han i 1892 blev udnævnt til titulær professor ved Kunstakademiet. I 1878 udstillede han ved Verdensudstillingen i Paris.
Af anerkendelser modtog han Neuhausens Præmie i 1859 og 1861 og Thorvaldsen Medaillen i 1861. Han blev Ridder af Dannebrog 1879 og Dannebrogsmand 1904
Kilder og eksterne henvisninger
redigér- Christen Dalsgaard på gravsted.dk
- Christen Dalsgaard på Kunstindeks Danmark/Weilbachs Kunstnerleksikon