Evighed er, når noget altid vil være og aldrig ophører.

Med evighed menes oftest et uendeligt tidsrum. Mange har anvendt evigheden som en beskrivelse af en tidsløs tilværelse udenfor tid og rum. Den græske metafysiks tanker om evigheden har stærkt påvirket kristen, muslimsk og jødisk teologi. Se også evigt liv.

De to relaterede begreber uforanderlighed og uendelighed defineres indenfor matematikken og mængdeteorien.


Evigheden i kristen forståelse

Evighed betegner i sin abstrakte form en modsætning til tiden, således at man enten tænker sig en tilstand, der er forlænget i det uendelige, eller en sådan, der på grund af sin beskaffenhed er hævet over al tidsbestemmelse. På begge måder har man i den kristne dogmatik anvendt evighedens begreb på Gud; dels har man tænkt sig ham som den, der altid har været og altid vil blive, medens verden først er blevet til i tiden; dels har man hævet ham ud over ethvert forhold til tiden i hans hele væsen og virken. Der er imidlertid en mangel ved begge disse bestemmelser. Den første indeholder slet ikke nogen særegen værdibestemmelse og kunne for så vidt også tænkes anvendt på verden, hvad navnlig panteismen har gjort, som det i alt fald må indrømmes, at vi ikke formår nogen sinde at tænke os verden helt borte. Og den anden bestemmelse passer sikkert ikke til forestillingen om den kristne Gud, der står i et reelt åbenbaringsforhold til tiden, men har snarere hjemme i en hedensk-mystisk fromhed, hvor al personlig og historisk bestemthed forsvinder i det evigt-ene og forskelsløse. En etisk og positiv bestemmelse af evigheden findes først, når man går ud fra viljes-forholdet. At være sig selv, at fastholde sit eget grundforhold i al sin virken under tidens veksel er den rette måde, på hvilken evighedslivet realiseres. Dette gælder i fuldkommen forstand kun om Gud, der altid bliver den samme, Sl. 90, 2, Sl. 102, 27 og 28, og hvis væsen og virken helt falder sammen til eet, Åb. 1, 8. Men i afledet form kan det også finde anvendelse i menneskelivet. I samfundet med Gud, hvor menneskets højeste formål er åbenbaret, er også betingelserne givne for at kunne finde et evigt liv, Joh. 17, 3. Et sådant tilbydes udtrykkelig af Jesus, der fremstiller sig selv som indehaver heraf. Ganske vist taler Ny Testamente for det meste om det evige liv som det, der først er at finde efter døden, når de ydre kår ganske underordner sig menneskelivets højeste bestemmelse, Rom. 2, 7, Matt. 25, 46, men det erkendes tillige, især i Johannesevangeliet, at det evige liv allerede her på jorden er en nærværende magt, der beviser sig hos enhver, der gennem den kristne tro har fundet sig selv i højeste forstand, Joh. 3, 36; 5, 24. Som et modstykke endelig til den indre hvile, som det evige liv betegner, står den evige død, 2. Thess. 1, 9, som udtryk for den tilstand af uendelig uro, der må være til stede, hvor et menneske med sin hele vilje bekæmper det, som dog er hans væsens mål. Denne tilstand betegnes i Skriften som en evig straf, Matt. 25, 46, eller billedlig som en evig ild, Matt. 25, 41. Om nogen fortsættelse i det uendelige af en sådan hvileløs tilstand kan der ud fra selve betegnelsen ikke drages bestemte slutninger, lige så lidt som ud fra parallelliseringen med det evige liv. Thi medens det forstås som ganske naturligt, at det liv, som har nået sit mål, vil vedblive at bestå som en uopløselig magt, så vil dette snarere være i strid med forestillingen om et liv, som fortæres af en indre splid. Se Dommedag.


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.
 Spire
Denne filosofiartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.